Trump er kun begyndelsen

4. december: Italien

Næste skvulp i protestbølgen er kun otte døgn væk: På næste søndag skal italienerne til valgurnerne for at stemme om et nyt tillæg til en forfatning, som vil gøre beslutningsprocesserne mere smidige. For magthaverne, vel at mærke. Gennem generationer har Italien været lammet af et dysfunktionelt politisk system med hyppige parlamentsvalg, hurtigt skiftende premierministre og få handlekraftige beslutninger. Men nu står den unge socialdemokratiske premierminister, 41-årige Matteo Renzi, i spidsen for en større reform af det politiske system, som skal skabe større magt til det største parti og enklere beslutningsgange.

På søndag skal italienerne stemme ved en folkeafstemning, der efter gammeldags politisk logik giver glimrende mening, og som netop derfor tegner til at blive et nej. Et af de væsentligste elementer i reformen er at opløse den nuværende ligestilling mellem de to kamre og fremover reducere Senatets rolle, præcis som det i dag er tilfældet i f.eks. Storbritannien og Tyskland.

Meningsmålingerne forudsiger, at nej-siden er kraftigt på vej frem – og at premierminister Matteo Renzi dermed vil tabe både magten og æren, idet han på forhånd har bekendtgjort, at han vil træde tilbage i tilfælde af et nej. I den brogede alliance af nej-bevægelser er der imidlertid ingen begejstring, zero, for idéen om at koncentrere den politiske indflydelse omkring de største partier. Tværtimod. Med den tidligere gøgler og folkehelt Beppe Grillo i spidsen tordner de nye og små partier mod forfatningsændringen.

Grillo, som i 2009 startede græsrodsbevægelsen ‘5-stjerne-bevægelsen’ – og som ved sidste parlamentsvalg i 2013 fik 25,6 % af stemmerne – har evnet at mobilisere de vrede og frustrerede vælgere på en dagsorden, der minder lidt mere om Alternativet i Danmark. Han agiterer vildt og underholdende for en ny form for politik, der bestemt ikke handler om større magtkoncentrationer. Det forventede nederlag til Renzi & co. vil således være endnu et nederlag for det gamle etablissement – og en tilsvarende triumf for de partier og bevægelser, som nægter at tage ansvar for den kedsommelige regeringsførelse.

4. december: Østrig

På søndag skal også østrigerne til valg – og ligefrem til et dramatisk omvalg. Tilbage i april stemte østrigerne ved et bemærkelsesværdigt præsidentvalg, hvor de to kandidater for første gang ikke repræsenterede de gamle, etablerede partier: Norbert Hofer fra det højrenationale Frihedsparti (FPÖ) var oppe imod den uafhængige grønne økonom Alexander Van der Bellen. Stemmeoptællingen gav – i første omgang – en sejr til Van der Bellen, som fik 2,25 mio. stemmer mod Hofers 2,22 mio. stemmer. Men 77.900 brevstemmer (ovenikøbet med med dårlig lim på konvolutterne) var blevet optalt for tidligt, og derfor afgjorde forfatningsdomstolen i Østrig, at præsidentvalget nu skal gå om. Og her står Norbert Hofer til at vinde, knebent ganske vist.

Hvis det lykkes for kandidaten fra Freiheitliche Partei Österreichs, FPÖ, vil det være første gang i nyere tid, at en højreradikal politiker bliver statsleder i et vesteuropæisk land. I dag vækker det måske umiddelbart ikke så meget opsigt, men tænk på, hvor meget ballade, der opstod omkring FPÖ-lederen Jörg Haider i 1990’erne. Magtforskydningen er imidlertid mindst lige så spektakulær nu som dengang, ikke mindst fordi nabolandet Ungarn for længst har fået en højreradikal politiker øverst i magthierarkiet: Premierminister Viktor Orbán tegner en autoritær front, som nu også kan være ved at blive trukket ind på den anden side af det gamle jerntæppe.

Norbert Hofer et et symbol på opbruddet i Vesten. I den kommende uge tegner Føljeton derfor et indgående og nysgerrigt portræt af Norbert Hofer. I alle hverdage frem til næste weekend præsenteres brudstykker til at forstå dette vidtrækkende omslag i vesteuropæisk politik.

15. marts: Holland

Han forsvinder ikke. Ligegyldigt hvad etablissementet i Holland end finder på, så dukker Geert Wilders op i spotlyset. Og stærkere end før. Som frontfigur i Frihedspartiet, Partij voor de Vrijheid (PVV) står den 53-årige hollandske politiker, som er bedst kendt for sin kompromisløse islamkritik, atter med muligheden for at kunne få en rolle som tungen på vægtskålen.

Flere meningsmålinger tyder på, at Frihedspartiet kan ende som det største parti ved parlamentsvalget i marts og dermed igen få afgørende indflydelse på regeringsdannelsen – som det også skete i 2010, hvor Geert Wilders var med til at forhandle regeringsgrundlag for den borgerlige Rutte-regering. Senere trak han sig dog på grund af økonomiske uenigheder, men med sin altid opmærksomhedskrævende og flamboyante stil, der kan vække mindelser om den dræbte politiker Pim Fortuyn, er Geert Wilders en politiker, som formår at spille på flere af de samme tangenter som f.eks. Donald Trump: Wilders mobiliserer vrede vælgere, der er trætte af globalisering og indvandring, og samtidig formår han at optræde som en form for reality-stjerne, der som oftest er god for en frisk bemærkning.

I foråret havde Holland en ret besynderlig folkeafstemning om en teknisk associeringsaftale mellem Ukraine og EU-landene – og som i Danmark i december 2015 og senere i Storbritannien endte afstemningen med et nej. Samme mobilisering af utilfredshed tegner sig nu igen bag flere af de mest protest-agtige partier i Holland, og parlamentsvalget 15. marts kan dermed blive en generalprøve på det endnu mere skelsættende valg, som afholdes et par uger senere i et af Europas største og vigtigste lande…

7. maj: Frankrig

Hun var blandt de første til at lykønske Donald Trump med valgsejren, og efter både Brexit og det amerikanske præsidentvalg er der mange, rigtig mange, som enten håber eller frygter, at mønsteret vil gentage sig i Frankrig til foråret. Lederen af Front National, 48-årige Marine Le Pen, er næsten sikker på at vinde nok stemmer i første valgrunde i april til at kunne gå videre til den afgørende duel mod én anden kandidat, formentlig den borgerlige 62-årige François Fillon. Med sin syrlige, men nøje afmålte cocktail af indvandringsmodstand, globaliseringsmodstand og EU-modstand har Marine Le Pen formået at mobilisere endnu flere franske vælgere end faderen, Jean-Marie Le Pen.

Selv om de to nationale frontkæmpere er i nærmeste familie, skal de ikke længere være på talefod. Alligevel er det netop hans succes tilbage i 2002, som giver både Front Nationale og alle partiets modstandere ekstra kampkraft. Dengang formåede Jean-Marie Le Pen nemlig at vinde i første runde over den blodfattige socialdemokrat Lionel Jospin – nøjagtig som Marine le Pen nu ventes at kunne udradere den siddende franske socialist-præsident François Hollande. I anden runde, hvor der altså kun er to kombattanter, kan alt ske, og Front Nationale håber på en Trump-Brexit-effekt. I så fald vil det være det største opbrud i vesteuropæisk politik siden i hvert fald Berlinmurens fald.

Modstanderne af Marine le Pen – og de er mange, rigtig mange – har dog en ganske overbevisende indvending: Jean-Marie Le Pen tabte i anden runde i 2002, og det vil hun også gøre i 2017, da den franske valgkultur og politiske tradition bygger på en særegen vilje blandt de midtersøgende vælgere til at stemme på den ikke-yderligtgående kandidat, uanset om de hellere ville have haft deres egen kandidat fra den anden centrum-blok. I 2002 stemte socialdemokratiske vælgere således på den ellers forhadte Jacques Chirac, og den konventionelle forventning er, at socialdemokratiske vælgere også vil stemme imod Marine le Pen ved at stemme på højrefløjskandidaten François Fillon.

Men traditionerne kan være i opbrud. Hele verdens øjne vil være rettet mod Frankrig i begyndelsen af maj. En mulig præsident Le Pen vil nemlig være mindst lige så vild som præsident Trump, hvis ikke endnu voldsommere, da det i givet fald vil kunne føre til et totalt sammenbrud for hele EU-samarbejdet.

27. august: Tyskland

Tyskland er etablissementets sidste bastion. Siden 2005 har kansler Angela Merkel regereret Europas største økonomi med en teknokratisk konservatisme, der på den ene side har været stabil og parlamentarisk midtersøgende og derfor på den anden side har åbnet op for nye, folkelige protestpartier til både venstre og højre. Opkomsten af det højrenationale og EU-kritiske parti Alternative für Deutschland har vakt mere opsigt end popularitet for venstrefløjspartiet Die Linke, men de to yderfløjspartier er på sin vis udtryk for den samme form for utilfredshed blandt vælgere, som ikke føler, at globaliseringen har eller vil gavne dem.

De to partiers samlede opbakning – ikke mindst i nogle af de mest nedslidte områder bl.a. i det tidligere DDR – er imidlertid ikke, som nogle frygter, udtryk for, at Tyskland er på vej til at glide tilbage i en mørk fortid. Opbruddet kan snarere ses som et tegn på, at tysk politik er ved at blive normaliseret, og at der nu også i Tyskland findes brede partier med ideologisk skarpe holdninger, som appellerer til alle dem, der har mistet tålmodigheden med status quo.

Både Alternative für Deutschland og Die Linke står i meningsmålingerne til at ruske grundigt op i magtbalancen mellem de gamle partier ved parlamentsvalget, der skal holdes i 2017 mellem 27. august og 22. oktober. Begge partier har yngre, karismatiske kvinder i spidsen: 41-årige Frauke Petry for Alternative für Deutschland og 38-årige Katja Kipping for Die Linke.

Et egentligt systemskifte i Tyskland virker dog helt udelukket, skønt udviklingen i de senere måneder bør være en advarsel mod alt for skråsikre forudsigelser om, at alting forsætter som hidtil. Men i netop Tyskland, hvor det konservative CDU/CSU samarbejder tæt med det socialdemokratiske SPD, og således typisk har et komfortabelt flertal, virker det komplet urealistisk, at  partier som Alternative für Deutschland og Die Linke vil kunne kile sig ind og få realpolitisk indflydelse.

Men jordskredet er i gang, selv i Tyskland: 2017 tegner til at blive en kædereaktion af protester, der vil få både Brexit og valget af Donald Trump til at fremstå som selvfølgeligheder i tilbageblik.