Kampen om Villa Somalia

I september havde jeg en lang samtale med Peter Albrecht, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, om det forestående præsidentvalg i Somalia. Jeg var selv optimistisk over udsigterne til det første demokratiske valg i et land, der igennem hele min levetid har været synonym med borgerkrig, flygtningekriser, sultekatastrofer og islamistisk terror. The Economist skrev det meget præcist: ”Udtrykket failed state er som opfundet til Somalia.” Måske kunne valget ændre på det. En fredelig magtoverførsel kunne måske markere begyndelsen på tredje akt i den evindelige tragedie. For mig var det her en historisk begivenhed.

Hos seniorforskeren var begejstringen noget mere afdæmpet. Han mente slet ikke, at valget ville komme til at finde sted, sådan som det på det tidspunkt var planlagt.

Som det er sket så mange gange i år, fik pessimisten også ret her. En uge efter jeg interviewede Albrecht, blev præsidentvalget udskudt en måned på grund af en række voldsomme angreb, som terrorbevægelsen al-Shabaab fik skylden for. Dermed blev Somalias præsidentvalg, som skulle have været afholdt i august, udskudt for anden gang.

Den næste præsident

De 54 repræsentanter i parlamentets overhus er blevet udpeget, men det er ikke lykkedes at få udpeget de 275 repræsentanter i underhuset. Afstemningen skulle være afsluttet 10. november, men kun halvdelen af repræsentanterne er blevet valgt. Det er både medlemmer af overhuset og underhuset, der skal vælge præsidenten, så derfor er det lige nu spændende at se, om de overhovedet er klar til at vælge en ny præsident 30. november.

Michael Keating, FN’s særlige repræsentant i Somalia, sagde under en briefing i FN’s sikkerhedsråd, at han frygtede, at valget var manipuleret.

”Den seneste forsinkelse rejser flere bekymringer. Lad mig bare nævne to: at processen er ved at blive politisk manipuleret, og at denne forsinkelse kun er én ud af flere løbende forsinkelser.”

Blandt andet har politikerne købt sig til stemmer. Nogle delegerede er endda blevet truet og tilbageholdt ved valgstederne af deres modstandere, så de ikke kunne stemme. Det ser heller ikke ud til, at valget vil leve op til FNs krav om, at 30% af sæderne i parlamentet skal tildeles kvinder.

Der er nok ikke rigtig nogen tilbage i det internationale samfund, der har forventning om, at valget i 2016 kommer til at medføre store ændringer i Somalia. Det vigtigste mål i 2016 er nu at bane vej for et folkevalg i 2020, hvor alle borgere skal have stemmeret, og ikke som nu, hvor kun 14,000 har det.  Man skal dog heller ikke glemme, at bare det at afholde en form for afstemning i hele landet havde været en utænkelig opgave for bare få år siden.

Det nuværende valgsystem ligner mere en udvidet version af det, som fandt sted i 2012, end en demokratisk folkeafstemning. Derfor er der god grund til at tro, at systemet giver et forspring til den nuværende præsident Hassan Sheikh Mohamud. Til gengæld er han nu ekstremt upopulær blandt befolkningen, fordi han ikke har levet op til sine løfter fra 2012, så en del modstandere forsøger at vælte ham.

Der er åbenbart mange, der gerne vil være Somalias præsident og flytte ind i paladset Villa Somalia. Indtil videre har 35 personer meldt, at de stiller op. Præsident Mohamuds vigtigste modstander er dog hans premierminister, Omar Abdirashid Ali Sharmarke. De to kandidater har størst opbakning hos klanerne. Mohamud er Hawiye, og Sharmarke er Darod – begge klaner regnes for de største i Somalia.

Fadumo Dayib er den kandidat, der har fyldt mest i verdenspressen. Hun er den første kvindelige præsidentkandidat i Somalias historie. Hun er finsk statsborger, uddannet på Harvard, og hendes kampagne har været meget synlig på de sociale medier. Til gengæld mangler hun klanernes opbakning, og der er ikke mange, der tror, at hun har en chance for at vinde. Ikke engang hende selv. I et interview med ABC News i september sagde hun, at chancen for at blive valgt denne gang var ”meget lille”, men at hun regner med at stille op igen i 2020.

Mr. Mohamud & Mr. Trump

Da Donald J. Trump vandt det amerikanske præsidentvalg 9. november, var Præsident Mohamud hurtig til at lykønske ham med sejren i et twitteropslag. Tweet:

Det var mange af hans følgere tydeligvis skuffede over, da Trump ikke har haft noget pænt at sige om somaliere. Under valgkampen fremhævede han Minnesota, staten med den største somaliske befolkning i USA, som et eksempel på, hvor katastrofale følger indvandring kan have for et samfund.

Når Mohamud alligevel erklærer sin støtte til Trump, handler det om, at Somalia er dybt afhængig af hjælp fra det amerikanske militær til at bekæmpe terror og oprette orden i landet.

USA har i løbet af det sidste år ført en skyggekrig og dræbt hundredevis af jihadister med droner. USA har ifølge New York Times lige nu den største militære tilstedeværelse i Somalia siden Black Hawk Down i 1993. Men de afrikanske allierede, som er dem, der reelt kæmper krigene, har lidt store tab, og nu har de fået nok af Somalia. Etiopien har trukket en del af sine styrker ud af landet. Uganda, Kenya og Burundi planlægger at gøre det samme til næste år. Hvis Trump-administrationen beslutter at ændre Obama-administrationens strategi, kan præsident Mohamud ende med at skulle bekæmpe jihadisterne og sine andre fjender alene. Det er det somaliske militær ikke i stand til.

Al-Shabaab er svækket, og USA vil kun bekæmpe dem, så længe gruppen er en trussel mod USA’s interesser. Men selvom al-Shabaab ikke længere har appel hos vestlige jihadister, kan der stadig være andre terrorbevægelser, der har. 27. oktober plantede Islamisk Stat deres flag i byen Qandala i det nordlige Somalia.

I historiebøgerne er der flere eksempler på krige, hvor en USA-ledet krig har forværret en i forvejen skrøbelig situation. Her står Somalia frem som et eksempel på det modsatte, nemlig hvor galt det kan gå, når USA som militær stormagt holder sig væk.

Hvis den somaliske regering ikke kan få styr på sikkerhedssituationen og ikke afholder præsidentvalget til tiden, er der nok mange i Somalia, der spørger sig selv, om regeringen er i stand til at holde jihadisterne for porten ret meget længere.