Åndsforladt forsvar

Det er, som om vi er begyndt at omtale krig stadig mere krigerisk. Som om selve det at slå andre mennesker ihjel ikke længere er en absolut sidste udvej, men snarere en slags uundgåelighed, vi har fået mareridtsfremkaldende søvngængerkurs imod: Vi opruster og opruster, ikke bare i materiel, men også i retorik. Forestillingerne om kampens frelsende kvaliteter bobler umærkeligt op i samfundsdebatten, som for længst har ramt et blodtørstigt kogepunkt. Det er ikke længere til diskussion, at vi skal tilsidesætte forskellige velfærdsområder for at finansiere endnu kraftigere kanonild. Spørgsmålet er snarere, præcis hvor meget vi skal nedsable os selv indadtil for at gøre os gældende udadtil; hvor meget der skal tabes, så vi ikke taber selve det nøgne liv.

Selvfølgelig bærer USA’s præsident Donald Trump en del af ansvaret. Med hans mellemkomst har Nato hævet forsvarsinvesteringerne til hidtil uhørte niveauer, mens han ved sin blotte eksistens er med til at gøre verden til et betydeligt mere usikkert sted. Som det seneste symbolske påfund har Donald Trump sat sig for at omdøbe det amerikanske forsvarsministerium til “krigsministeriet”, hvilket samtidig vil gøre den Fox News-rabiate Pete Hegseth til landets “krigsminister”. Egentlig kræver en sådan omdøbning Kongressens velsignelse, men som Trump har gjort klart, “kommer vi bare til at gøre det”. Hvilket jo ikke lover sådan vildt godt for krigsministeriets videre ageren, hvis alle de nødvendige godkendelsesled allerede nu bliver sat ud af spil.

Imidlertid bærer vi – det altid svært afkodelige, politiske danske “vi” – også et ansvar. Et ansvar for, at de mennesker, som modigt og selvopofrende vælger at kæmpe for Danmark, ikke bliver sendt sagesløst af sted til konfliktzoner alene, fordi det virker politisk opportunt. Et ansvar for, at proportionerne bibeholdes, og at krig ikke bare kommer til at virke som noget, vi leger for fantasimilliarder, som tilsyneladende forsvinder ned i et administrativt sort hul uden hensyn til vanlig demokratisk proces. Et ansvar for, at vi klart kan kommunikere, hvad det egentlig er, vi kæmper for.

Prins på pletten

I anledning af flagdagen for Danmarks udsendte, som fejres i dag fredag, har Forsvaret offentliggjort (desværre på X) en dugfrisk kampagnevideo med selveste prins Joachim, der siden 2020 har fungeret som forsvarsindustriattaché. Det er tilsyneladende en rolle, prinsen tager meget alvorligt, for allerede i videoens anslag vælger han at tilsidesætte alle vanlige formaliteter og tale direkte til et “du”: I et tilsyneladende mørklagt lokale løfter prins Joachim alvorligt blikket med bemærkningen “kan du mærke det?”, alt imens en dyster og 80’er-klingende synth-arpeggio kører som underlægningsmusik. Hurtigt krydsklippes der til diverse katastrofebilleder af ildebrande og oversvømmelser, mens prinsens speak fortsætter: “Verden forandrer sig, hurtigt”.

Hvad der herfra følger, er det, der måske bedst kan beskrives som en minutlang patos-patriotisk tour de force i symbolske floskler. Lad os tage en hurtig gennemgang:

Mens billeder af soldater og militære fartøjer i aktion vælter frem i en lind strøm, fortsætter prins Joachim sin monolog i et sprog, der lyder mistænkeligt meget som Socialdemokratiets staccato-fyldte punktumparade: “Vi forsøger alle at følge med. Nye udfordringer, nye overvejelser. Alting i bevægelse.”

Ved benævnelsen af “nye overvejelser” klippes der lettere uforklarligt til en vindmølle, som står ved siden af det, der ligner et kulkraftværk, men snart er vi tilbage i det militære billedsprog med soldater, kampfly, skibe, helikoptere, hele krigsbaduljen. Speaken kører videre:

“Men én ting står fast. Vores taknemmelighed over for de mænd og kvinder, der står vagt om Danmark. Om hele kongeriget.”

Synth-arpeggioen afløses nu af nogle højstemte strygere, mens klippene går fra krigshandlinger til Dannebrog. Der er flag over det hele, på uniformer, ved en kaserne, i selve hjertet af Prins Joachims tale:

“I dag hejser vi flaget. Ikke kun som et symbol på vores fællesskab, men som en gestus af dyb respekt for alle der har båret Dannebrog på uniformen.”

Vi ser nu forskellige mennesker i civilt, som altså må formodes at være tidligere soldater: på en løbetur, ved en tavle i en gymnasieklasse, ved en hest, ved en sø.

“De har for en stund forladt deres kære for at sætte fællesskabet over sig selv.”

Et kampfly bemalet med Dannebrog flyver hen over skærmen.

“Flaget er mere end farver i vinden. Det er en påmindelse om vores vilje til at stå sammen om vores fælles historie og om en fremtid, hvor vi aldrig glemmer, at noget er værd at kæmpe for”, afrunder prinsen i sit ubestemmelige mørkemandslokale, før Forsvarets logo toner op på skærmen med det afsluttende budskab:

“Vis flaget 🇩🇰 Danmark”.

Til TV 2 kommenterer kongehusekspert Jakob Steen Olsen, at kampagnevideoen såmænd flugter godt med kongehusets nye kurs, hvor man i større udstrækning deltager i debatter med bred folkelig opbakning: “Kongehuset bliver mere politisk, men kun inden for det, vi alle er enige om. De er en del af Danmarkshistorien, men de udvikler sig også. Det politiske udtryk handler ikke om partipolitik, men om fælles samfundsopgaver […] Vi skal være bedre til at forsvare os både militært og i forhold til klimaet.”

Altså, videoen har tydeligt en politisk bismag, ja. Men er budskabet i videoen så også noget, “vi” alle kan være enige om? Hvad er budskabet? Hvad er det “noget”, som er værd at kæmpe for, og som ifølge Prins Joachim er symboliseret ved Dannebrog?

Tankeløs oprustning

I en frisk kronik i Altinget har de to medlemmer af folkeoplysningsudvalget i foreningen Grundtvigsk Forum Louise Franklin Højlund og Sofie Buch Hoyer tilsyneladende grebet den fakkel, vores kongehus spagfærdigt vifter med, og brygget videre på regeringens ønske om at gennemføre en “åndelig oprustning”, inspireret af Grundtvigs ambition om at “bygge et Dannevirke i hvert et bryst”. De to grundtviganere kommer mildest talt vidt omkring, for eftersom “åndelig oprustning er alt det, der limer os sammen som mennesker og folk”, omfatter det (åbenbart) alt, der har med “fællesskabet” at gøre. Det åndelige fællesskab:

“Åndelig. Ikke kulturel. For ånden er større. Det er det større, der binder os sammen på tværs af kulturelle forskelle. Åndelig oprustning handler om, at der er noget at forsvare. Det handler om os. At vi er et folk forbundet af et sprog og en historie. Af sange og fortællinger. Af grundlæggende idéer om frihed, tillid, åbenhed og ansvar.”

Altså, måske har vi misforstået begrebet “kultur”, men fælles sprog, historie, sange og fortællinger lyder nu pænt meget som netop det – og ikke som noget, der har med “ånd” at gøre. Og skal vi endelig tale om sidstnævnte begreb, vil vi langt hellere gøre det med Hannah Arendt.

I det posthume værk Åndens liv definerer Arendt nemlig ånden som selve vores evne til at tænke. Ligesom hun understreger, at ånden nødvendigvis må være åben for forandring: Vi tænker jo i en kontinuerlig samtale med os selv, hvor vi konstant kan sætte spørgsmålstegn ved gældende forhold og udfordre herskende fordomme. Af samme grund er ånden uforudsigelig snarere end fastlåst, ligesom den består af menneskelig erfaring snarere end mærkværdig metafysik. Som mennesker kan vi altid begynde på noget nyt, og tage ansvar for det. Og eftersom vi kontinuerligt indgår i et samspil med andre, er pluraliteten altid et vilkår. Ja, faktisk bliver vi sat fri i mødet med vores medmennesker – og bevidste om, at vi ikke alle behøver tænke ens.

Arendts tænkning er dermed en potent modgift til totalitarismen. Men også en meget god påmindelse om, at en mærkværdigt nationalistisk klingende og ideologisk ensrettet åndelig oprustning slet ikke er mulig, så længe vi netop har med ånd at gøre: altså evnen til at tænke os godt om uden at være bundet af hverken systemer eller blind pligtopfyldelse.

Fællesskabet må nødvendigvis bestå i, at vi tænker forskelligt. Hvilket så også kunne tale for, at Forsvaret begynder at bekymre sig mindre om, hvad den enkelte soldat vælger at flage eller kæmpe for, og langt mere om også at hjælpe soldaterne på den anden side af kampen: eksempelvis ved at sikre veterankoordinatorer i de mange kommuner, som endnu mangler dem. En så konkret og tankeløs forsømmelse er der nemlig ikke meget fællesskab over. /David Dragsted