Valgkamp uden politisk indhold?

Stortingsvalget kunne næsten ikke være tættere. I det, som ligner nærmest dødt løb mellem de rødgrønne og de borgerlige partier, er det særligt nervepirrende, om statsminister Jonas Gahr Støre og hans parti, Arbeiderpartiet (Ap), kan blive siddende på magten.

Sejren afhænger af de små partier på begge fløje. Et rødgrønt flertal forudsætter, at små partier som Miljøpartiet De Grønne (MDG) og Rødt kommer over spærregrænsen på 4 pct., mens et flertal på borgerlig side afhænger af stemmer til Kristelig Folkeparti (KrF) og det socialliberale parti Venstre (V).

Under alle omstændigheder kan man dog nok allerede nu kåre det ydre højrefløjsparti Fremskrittspartiet (FrP) – som står til at få over 20 pct. af stemmerne – til valgets vinder.

Listige Listhaug

Dømte man udelukkende på baggrund af meningsmålinger fra i vinter, ville der ikke være nogen tvivl om, at man efter det norske stortingsvalg den 8. september ville se et magtskifte fra den nuværende socialdemokratiske regering til de borgerlige partier.

I den aktuelle stortingsperiode er regeringen, ledet af Arbeiderpartiets Jonas Gahr Støre, ikke ligefrem blevet lovprist. Mange nordmænd har fået dårligere privatøkonomi som følge af høje renteniveauer og stærk prisstigning på mad og strøm, en situation, som regeringen har høstet meget kritik for ikke at håndtere godt nok. Og regeringsskepsissen har vist sig på målingerne: så sent som i januar stod Arbeiderpartiet til en opbakning på historisk lave 17 pct. – et fald på over 9 procentpoint siden stortingsvalget i 2021, hvor partiet fik 26,3 pct. af stemmerne.

Men så vendte det. Et upopulært regeringssamarbejde med Senterpartiet (Sp) gik den 31. januar i opløsning – og siden har pilene kun peget opad for Arbeiderpartiet. I samme periode er det gået den modsatte vej for det konservative parti Høyre, som historisk set har været det eneste, der reelt har kunnet udfordre Arbeiderpartiet om at være Norges største parti. Nu lægger de i stedet an til et krisevalg, og det borgerlige projektets redning hviler på skuldrene af Fremskrittspartiet (FrP), som med Sylvi Listhaug i spidsen ligger til at få over 20 pct. af stemmerne, næsten 10 procentpoint højere end ved valget i 2021.

Listhaugs succes følger en efterhånden velkendt populistisk opskrift: partilederen insisterer på nødvendigheden af at forsvare “norske værdier” og positionerer sig som folkets stemme mod eliten. Samtidig er denne valgkamps udgave af Listhaug en, som fokuserer mindre på værdispørgsmål og indvandring, end hun tidligere har gjort. I stedet taler hun meget mere om at sikre gode forudsætninger for næringsliv og en prioritering af “kerneområder som skole, ældreomsorg og transport”.

Taktikken har båret frugt. Ved at love bedre offentlige tilbud til vælgere i udkants-Norge formår Listhaug og FrP tilsyneladende at overbevise mange, der ved sidste valg stemte på Senterpartiet, som dengang havde et historisk godt valg på baggrund af partiets kamp mod landsbyaffolkning og centraliseringspolitik.

Borgerlig magtkamp

Fremskrittspartiets fremgang har ført til utallige debatter om, hvorvidt det faktisk er Høyres partileder Erna Solberg, som bør blive statsminister ved en borgerlig valgsejr. Selv har Solberg afvist mulighederne for, at Listhaug kan blive statsminister, mens Listhaug holder fast ved, at det største parti bør få posten.

Debatten har vist sig at være problematisk for den borgerlige fløj. Trods populariteten i egne rækker er der nemlig udbredt skepsis omkring Listhaug som regeringsleder. I modsætning til Solberg, der med sin pragmatiske og tålmodige tilgang har vist en evne til at samarbejde bredt, opleves Listhaug som direkte splittende. Hun ville blive en “venneløs statsminister som ingen vil ha”, som politisk kommentator hos NRK, Tone Sofie Aglen, udtrykker det.

Venskab er præcis det, den borgerlige side har brug for nu. Valgsejren afhænger nemlig af, at både KrF og Venstre kommer over spærregrænsen på 4 pct. Og særligt for Venstres typiske vælgergruppe er det uaktuelt at pege på Listhaug som statsminister. For hun, og FrP i øvrigt, er ikke kendt for at promovere den humane politik, som det socialliberale Venstre ønsker at repræsentere. Desuden er Venstres vælgere typisk meget optaget af klima. Det harmonerer dårligt med FrPs løfte om at stoppe sløseriet på “dyre og dårlige klimatiltak”, og er derfor noget, som i stedet kan lokke mange af Venstres vælgere til at stemme på Miljøpartiet De Grønne (MDG).

Blandt en stor del af befolkningen vækker retorikken om offentligt sløseri dog også begejstring. Samtidig fungerer FrPs liberalistiske skattepolitik som et trækplaster. I de seneste år har Ap-Sp-regeringen mødt hård kritik for deres indførelse af højere skatter på formue – en beslutning, der har ført til, at mange rige nordmænd er flyttet fra landet og søgt skattely (betalingsmur) i lande som Schweiz og Cypern. Bølgen af “skatteflygtninge” – eller “skattedesertører”, som komiker og journalist Erlend Mørch måske mere passende har kaldt dem – har medvirket til en debat om fjendtlig næringspolitik, der rammer en nerve hos mange. For denne gruppe er FrPs løfte om at fjerne formueskatten særligt velkomment.

Fremskritt på TikTok

Holdningen i spørgsmålet om formueskat har også særlig hjulpet, noget overraskende, med at mobilisere en gruppe, som typisk ikke har så meget formue: unge mænd. I juni vakte det opsigt, da en måling fra NRK viste, at hele 40 pct. af norske mænd mellem 17 og 25 år ville stemme på FrP. At der er en højrebølge blandt de unge blev videre bekræftet efter skolevalget den 1. og 2.september, hvor de borgerlige partier fik en opbakning på 55,8 pct., og Fremskrittspartiet blev det største parti med 26 pct. af stemmerne.

Populariteten kan nok i høj grad tilskrives en succesfuld digital valgkamp. Især er det blevet fremhævet, at YouTube-kanalen “Gutta”, som har over 145.000 abonnenter, har bidraget til at skabe engagement omkring liberalistisk og konservativ politik.

Lederen af Fremskrittspartiets ungdomsparti, Simen Velle, når – som en slags ung Alex Vanopslagh – på samme måde ud til mange mennesker med sin TikTok-profil. Men også ukendte interessenter arbejder for at høste stemmer til den borgerlige side. Den 22. august kunne Dagens Næringsliv afsløre (betalingsmur), at en aktør under aliaset “Occultus Spiritus” har brugt flere hundredtusinder norske kroner på Metas platforme for at fremme FrP og Høyres budskaber. En kampagne, som vækker associationer til det svenske partis Sverigedemokraternas såkaldte “troldefabrikker”, som svenske TV4 afslørede i 2024.

Trods indsatsen ser det dog ud til, at den rødgrønne blok står til at trække det længste strå. Udfaldet afhænger imidlertid af, om små partier som MDG og Rødt formår at komme over spærregrænsen. Særligt har der været tvivl om, hvorvidt førstnævnte vil kunne mobilisere tilstrækkeligt mange vælgere. Det har ført til en masse debat mellem de små venstrefløjspartier om taktisk stemmeafgivning, og lederen for Sosialistisk Venstreparti (SV), Kirsti Bergstø, har flere gange sagt, at en stemme på MDG vil være spildt.

Ifølge meningsmålingerne ser det dog ikke ud til, at det vil være tilfældet: 3. september præsenterede Verdens Gang (VG) en meningsmåling, som viste, at MDG står til at få 7,1 pct. af stemmerne – en opbakning, som vil gøre dem til Norges fjerdestørste parti. NRK kunne melde om lignende tal den 5. september.

I spærregrænsens skygge

Efter alle diskussionerne om statsministerkandidater, spærregrænser og SoMe-kampagner kan det passende spørges, hvor debatterne om konkret politik er blevet af? For at citere (betalingsmur) Bjørgulv Braanen, politisk redaktør ved Klassekampen, har valgkampen “lagt seg i et stabilt sideleie, nærmest kjemisk fritt for saker”.

Der har været en del snak om formueskat, javist – men ellers? Valgkampen har i hvert fald ikke handlet særligt meget om klimaet. Som journalist Maria Berg Reinertsen påpeger i Morgenbladet, er selv Miljøpartiet De Grønne blevet mere optaget af spærregrænsen end af reel politik (ja, faktisk så optaget, at partiets næstleder har forsøgt at skifte navn til Ingrid Sperregrensen Liland). Det har tilsyneladende kun været op til aktivisterne at tale klimaets sag.

Braanen foreslår, at man kan opsummere hele valgkampen med ét eneste ord: meningsmålinger. Alene mellem den 6. august og 4. september har nordmændene fået serveret hele 67 af dem. Og nu siger de allerseneste meningsmålinger altså, at det alligevel bliver rødgrønt flertal. De sidste par uger er flertallet imidlertid skiftet mellem venstre- og højresiden nærmest hver eneste dag – så alt for skråsikker skal man heller ikke være, når de sidste valgsteder lukker klokken 21 i aften. /Åsa Vigen Bardal