Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Spareøvelser kan forklares på så mange kreative måder. Mangler man personale i daginstitutionerne eller ældreplejen (og selvfølgelig gør man det, vi taler jo om vores allesammens yndige velfærdsland), kan man eksempelvis ansætte deciderede børn ved at påstå, at der er tale om “inspirationsansættelser”. Og mangler man folk til at vogte hårdkogte kriminelle i fængslerne (og selvfølgelig gør man det, et bredt flertal i Folketinget er jo blevet enige om at straffe personfarlig kriminalitet langt hårdere, også selvom det vil lægge et yderligere pres på de allerede pænt pressede fængsler, og selvom længere straffe ifølge omfattende forskning faktisk ikke virker forebyggende, hvilket Det Kriminalpræventive Råd også har advaret om), jamen, så kan man da bare få 18-årige til at tage tjansen efter at have givet dem en fire måneder lang lynuddannelse. Er man ekstra heldig, går der måske endda en direkte linje fra børnehaveinspiration til Vridsløselille Statsfængsel; fra Brumbasserne til brummen i en lyksalig kædedans af billige, varme hænder uden faglige kvalifikationer, fanget som vi alle er i et stadig fattigere kapløb mod bunden af, hvad vi som samfund overhovedet finder acceptabelt.
Som Politiken også søndag kunne beskrive (betalingsmur), har justitsminister Peter Hummelgaard (S) nemlig en genial plan til at fylde fængslerne med en ny slags personale, som skal dække over det kedelige forhold, at ingen tilsyneladende gider blive fængselsbetjent: Med den nye strafreform lægger justitsministeren op til en ny, innovativ personaletype kaldet “sikkerhedsbetjent”‚ som hverken skal have samme alder eller uddannelse som de vanlige fængselsbetjente. Fire måneder på kursusbænken og et pas, der viser 18 år, er nok, og så kan du ellers få lov til at udføre opgaver som “adgangskontrol, visitationer, celleeftersyn, storvisitationer, afvikling af gårdture, besøgsafvikling og runderinger”, ligesom du vil få lov til at iføre dig uniform og anvende magt og magtmidler. Hvem ved, måske vil du endda kunne arbejde sammen med noget af det udenlandske fængselspersonale, som Peter Hummelgaard tilsvarende vil hive ind for at lappe kriminalforsorgens gabende huller, og som heller ikke – sådan som Enhedslistens retsordfører Rosa Lund eksempelvis har advaret om – er uddannet “til at lave resocialiserende arbejde eller til at løse de konflikter, der er i fængslerne”.
Ikke overraskende finder flere kritikere det foruroligende, at teenagere fremover skal kunne få stukket et nøglebundt og en knippel i hånden med et “pøj pøj” og så ellers blive sendt rundt blandt landets dømte kriminelle. For som Bo Yde Sørensen, formand for Fængselsforbundet, siger til Politiken: “Man kan simpelthen ikke begå sig i et lukket statsfængsel som 18-årig. Der har man simpelthen ikke udviklet en modenhed og en livserfaring, der gør, at man kan være inde i et fængsel”. Og som Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen istemmer (mærkeligt nok på bagkant af, at Venstre selv har været med til at vedtage strafreformen, som muliggør det her): “Det virker naturligvis umiddelbart betænkeligt at sende en 18-årig med fire måneders uddannelse ind til hårdkogte fanger.” Endnu mere betænkelig bliver planen af, at man allerede for små 20 år siden forsøgte sig med den samme slags ekstra fængselspersonale – dengang kaldet “sikkerhedsfunktionærer” – og hurtigt kunne konstatere, at det fungerede så eklatant dårligt, at man måtte udfase dem igen i 2009. Alligevel tror Hummelgaard denne gang på projektet, da man nu, ahem, er endnu mere presset i kriminalforsorgen end i 00’erne, hvilket altså “nødvendiggør en bredere rekruttering”.
Men hvorfor dog så stoppe ved teenage-betjente? Når justitsministeren så gerne vil straffe hårdt, kan han da lige så godt tvinge de fængselsdømte til selv at agere fangevogtere i de desperat ressourcemanglende fængsler, og dermed skabe et perfekt lukket retsfærdighedskredsløb. Han kunne gå fuld fængselskapitalisme og privatisere hele lortet, indføre brugerbetaling for de indsatte og danse fange-fandango med sin glødende høtyv, mens han skråler videre om, at forbrydelse aldrig skal kunne betale sig (medmindre man er tidligere socialdemokratisk minister og faktisk kan nøjes med fire måneders fængsel – altså samme mængde tid, som det tager at blive sikkerhedsbetjent – for besiddelse af ulovligt billed- og videomateriale med seksuelle overgreb mod børn, da retsfølelsen åbenbart ikke her vægter helt så tungt). Eller han kan tage Michel Foucault i hånden, som i Overvågning og straf skriver:
“I løbet af det sidste halvandet århundrede er fængslet altid blevet fremstillet som sit eget lægemiddel. En genoplivning af fængselsvæsenets teknikker, som det eneste middel til at bøde på dets evige fiasko.”
Og:
“Er det overraskende, at det celleagtige fængsel med sin skanderede kronologi, sit obligatoriske arbejde, sine registrerings- og overvågningsinstanser, med sine undervisere i normalitet, som afløser og mangfoldiggør dommernes funktioner, er blevet strafferettens moderne instrument? Er det underligt, hvis fængslet ligner fabrikkerne, skolerne, kasernerne, hospitalerne, som alle ligner fængslerne?”
Bekymrende er det i hvert fald, at forfaldet tilsyneladende smelter sammen alle steder i det offentlige; at fængslerne fx ligner daginstitutionerne og ældreplejen i rendyrket og desperat personalemangel. Meget ligesom vi nu skal have næsten-børn til at vogte kriminelle, har en regellempelse fra årsskiftet – som er en del af SVM-regeringens vedvarende projekt om at få flere unge til at indse, at skattepligtigt arbejde selvfølgelig er selve tilværelsens inderste kerne – eksempelvis gjort, at endnu umyndige børn i alderen 13-17 år pludselig må passe børn og udføre opgaver på plejehjem, som det uddannede personale ikke længere har tid til. Hvilket, tænker vi, slet ikke kan blive et problem for alle involverede parter. For som barndomsforsker og professor emeritus ved RUC Jan Kampmann tidligere har bemærket til BUPL’s fagblad Børn & Unge:
”Selv der, hvor de unge kunne bidrage med noget mangfoldighed i institutionen eller noget sjov til legen, så vil de skulle være under kyndig vejledning af pædagoger, som i forvejen har en hel masse andre, de er ansvarlige for. Så det vil blive en belastning, der kræver en dobbelt opmærksomhed fra pædagogerne, og det vil suge ressourcer ud af institutionen”.
Ah okay, der tog vi fejl. Til gengæld har vi da det herlige privilegium allerede at have den højeste brugerbetaling i daginstitutioner blandt alle vores nabolande, så hvad mere kunne vi vel bede om? Uddannede pædagoger til at passe vores børn? Eller til at passe de børn, som passer vores børn? Voksne i rummet, til når børnene på plejehjemmet passer de voksne i rummet? Det er i grunden mærkeligt, at tilfredsheden med daginstitutionerne er “faldet ganske betydeligt de sidste ti år”, sådan som professor emeritus i politologi fra Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen forklarer (betalingsmur) til Information. Eller at tilfredsheden på ældreområdet “har ligget så langt i bund i meget lang tid, at det ikke kan falde mere”.
Nu er det jo ikke matadorpenge, vi leger med her i samfundet, det kræver benhårde politiske prioriteringer at give billigere matadormix og så ellers lade passere, når velfærdssamfundet rykker direkte i fængsel på den bebyrdede ryg af børnearbejdere og kriminelt forfjamskede teenagere, der skal overvåge den kollektive straf. Er det underligt, hvis Peter Hummelgaard, med sin skanderede kronologi, sit obligatoriske arbejde, sine registrerings- og overvågningsinstanser, med sine undervisere i normalitet, som afløser og mangfoldiggør dommernes funktioner, ikke længere lyder som en mand, der burde være minister? /David Dragsted