Lippes Loop-skandalen

Omfanget af overgreb er isnende modbydeligt: Ved udgangen af 1970 havde hver anden grønlandsk-fødte kvinde i den fertile alder fået opsat spiral af en dansk læge, som oftest uden samtykke. Hver anden, altså en pige ud af to. Mindst 4.070 grønlandske kvinder og piger, som blev forhindret i selv at kunne vælge at blive gravide.

Den uvildige udredning om spiralsagen viser et omfang af rettighedskrænkelser og legemsangreb, der savner sidestykke i nyere danmarkshistorie. Der er tale om en seriel kropslig krænkelse, som ikke alene har påvirket folketallet i Grønland afgørende, men også påført traumer og smerter for en hel generation af kvinder.

Umiddelbart kan det lyde fint, når statsminister Mette Frederiksen (S) giver en undskyldning. Det manglede også bare.
En dengang 14-årig skolepige fortæller om, hvordan hun blev tvunget til at få opsat en spiral:

“Mens vi var i skole, kom der pludselig nogen ind. ‘Piger, I er nødt til at blive undersøgt’. Da vi havde fri, blev vi hentet til sygehuset. Vi vidste jo ikke, hvad der skulle ske. Da vi kom ind til lægen: ‘Tag tøjet af [bukser og trusser], vi skal undersøge dig dernede’. Jeg var aldrig blevet rørt dernede. Det var meget ubehageligt. Det gjorde meget ondt, og jeg begyndte allerede at bløde.”

En anden også dengang 14-årig pige fortæller om at opsøge den lokale læge med en skavank, som ikke handlede om underlivet: “Jeg syntes, det var underligt, at jeg skulle tage mine bukser og trusser af og lægge mig på en briks med spredte ben. Jeg kunne mærke, at jeg blev undersøgt i underlivet, og det gjorde meget ondt.”

Sådan lyder to vidnesbyrd, og selv om der er mange personlige variationer og forskellige ubehagelige oplevelser, er mønsteret det samme: Unge og intetanende grønlandske piger blev misbrugt i et svangerskabsforebyggelseseksperiment i et uhyggeligt effektivt forsøg på at kontrollere fødselstallet i Grønland. Anført af overlæge Erik Rosen og bakket op af det officielle Danmark.

Traumatiske overgreb

Som fast praksis brugte man den største størrelse spiral, også til de mindste piger. Størstedelen indvilgede ikke eller fik det blot at vide efterfølgende. Selv den lille gruppe, der formelt gav samtykke, forstod næppe, hvad de reelt sagde ja til.

I beretningen hedder det forsigtigt, at der kan “sættes spørgsmålstegn ved, om disse piger havde reelle forudsætninger for at give samtykke til indgrebet. Andre kvinder har oplevet, at de har fået opsat spiral i forbindelse med fødsel, abort eller andre konsultationer, uden at de har været klar over det”.

De uvildige undersøgere bag beretningen vurderer, at myndighederne i København “formentlig” har haft tilstrækkelig information om, at de grønlandske kvinder blev krænket af den danske stat. Det er en høflig formulering, for der er ingen som helst tvivl om, hvor ansvaret skal placeres.

I Grønland ses overgrebene som et brutalt udslag af den hovne ridefoged-mentalitet, der prægede den danske stats styre – og som fratog grønlandske statsborgere deres fulde borgerrettigheder. En bevidst og besluttet ringeagt, som ikke blot kan viskes bort med en kortfattet undskyldning eller en økonomisk erstatning.

For nogle kan statsministerens undskyldning lyde fyldestgørende. Men den er og bliver langt fra nok til at sone fortidens forbrydelser.

Konsekvenserne af overgrebene trækker stadig voldsomme spor. Derfor er det påtrængende nødvendigt at trænge dybere ned i de varige men, både kropsligt og demografisk.

I første omgang blev en række piger og kvinder udsat for direkte og fysisk vold, simpelthen ved at blive fastholdt under opsættelsen af spiralen eller indsprøjtning af præventionsmidlet Depo-Provera, som kvinderne selv kaldte for “hundemedicin”, fordi præparatet angiveligt også blev brugt til hun-slædehunde for at forhindre løbetid.

Fattig undskyldning

I anden omgang har overgrebene påført en meget stor andel af kvinderne såvel stærke underlivssmerter, blødningsforstyrrelser og vægtøgning som alvorlige psykiske konsekvenser. Til beretningen har mange af kvinderne fortalt, at de blev dybt traumatiserede af deres oplevelser med påtvunget antikonception.

For det tredje resulterede eksperimentet – helt som ønsket – i en udbredt barnløshed, som ikke alene har været personlige ulykker for mange, men som tilmed også har medført social udskamning og i flere tilfælde vold fra partnere og familie i de mindste bygdesamfund. De infertile – og i nogle tilfælde også klinisk sterile – kvinder kunne risikere at blive udstødt fra fællesskabet.

Målet var at bremse befolkningstilvæksten i Grønland, og hvis man skulle være i tvivl, kan man følge pengene. I beretningen beskrives det, hvordan den danske læge Erik Rosen ikke alene var inspireret af amerikanske dr. Jack Lippes og hans opfindelse ‘Lippes Loop’-spiralen, men at de spiraler, der blev tvangsopsat i grønlandske kvinder, sågar var finansieret af hans organisation Population Council.

Myndighederne, der forvaltede i Grønland, tog den amerikanske retorik til sig: Landslægen advarede om, at fødselsraten lå langt over Danmarks – og at befolkningen kunne fordobles på bare 25 år. Spiralen blev dermed et blodigt redskab i en hårdhændet befolkningspolitik, hvor internationale forestillinger om “overbefolkning” blev koblet til Grønlands udvikling.

Når grønlandske politikere i årevis har råbt op med stadig stigende frustration og kritiseret den danske stat for at have ansvaret for et “direkte folkedrab” – som den tidligere formand for Naalakkersuuisut Múte B. Egede sagde sidste år – har det bestemt noget på sig. Beretningen bekræfter de værste anelser og viser, at der er begået modbydelige overgreb under dække af fromme hensigter.

Statsminister Mette Frederiksen formåede at komme skandalen lidt i forkøbet, da hun i forrige uge pludselig udsendte en undskyldning. Efter offentliggørelsen af beretningen har hun fulgt op med et annonceret besøg i Grønland, hvor hun angiveligt også vil tilbyde erstatninger. Og det manglede da også bare. /Lars Trier Mogensen