Millennium-miraklet

For 25 år siden frygtede verden pludselig, at computerteknologien – og vores dybe afhængighed af den – ville blive vores fælles undergang. Fænomenet Y2K indvarslede et begyndende uskyldstab for alt det, der hidtil havde næret vores techutopiske fantasier: Ved årtusindskiftet ville vores ellers begejstrede brug af mus og tastatur blive en eksistentiel trussel, når computernes kalendersystem ville gå i hårdknude som følge af skiftet fra 99 til 00, og diverse essentielle systemer derfor ville blive sat fatalt ud af spil.

Frygten var lige så reel og tilstedeværende, som den i dag synes komisk og virkelighedsfjern. For at spare på computernes dengang kostbare hukommelse havde programmører tilbage i 60’erne valgt at skrive datoer med blot seks tal – i formatet MM/DD/ÅÅ – og dermed implicit ladet computerne forstå, at vi altid befandt os i 1900-tallet. Når årtusindårskiftet kom – og vi gik fra 99 til 00 – ville systemerne derfor antage, at vi nu atter skrev 1900, snarere end 2000. Og hvad ville der så egentlig ske med… ja, alle de mange samfundsområder, hvor computere var blevet en integreret del af arbejdet?

Som Y2K-historiker Zachary Loeb også skitserer i Washington Post, havde datalogen Robert Bemer allerede i 1971 advaret om, at datoerne kunne blive et problem på sigt. Alligevel var det først i 90’erne, da computere var blevet anderledes allestedsnærværende og det, der senere skulle blive til dotcom-boblen rasede, at problemet blev taget alvorligt. Men så tog man også arbejdshandskerne på: I USA nedsatte præsident Bill Clinton et råd, der skulle tackle Y2K, mens det såkaldte International Y2K Cooperation Center fik støtte af Verdensbanken til at koordinere indsatsen globalt. Milliarder af kroner og titusindvis af timer blev brugt på at afværge katastrofen; programmører arbejdede på højtryk for at omskrive kode og sikre, at systemerne holdt. Og i sidste ende kom og gik årtusindskiftet helt uden apokalypsens fire hesteryttere.

Når intet sker, er det nemt at affeje de forudgående advarsler som rendyrket alarmisme. I dag griner vi af, at folk faktisk troede, at en smule kalenderforvirring i computersystemerne ville føre til samfundets totale nedsmeltning. Men som Loeb også pointerer, ville det være en fejllæsning af Y2K at antage, at katastrofen var en and: Snarere blev faresignalerne opfanget af eksperter, og efterfølgende handlet på rettidigt af magthaverne, som tog eksperterne alvorligt. I den forstand står Y2K-hysteriet også tilbage som et præmieeksempel på, hvordan vi faktisk bør agere, når truslerne banker på døren.

Meget har forandret sig i de forgangne 25 år. Mens klimakatastrofen gør sig kontinuerligt gældende med nye varmerekorder og naturødelæggelser, mens dronekrigene hærger, og mens sociale medier og generativ KI er ved at smadre den sidste rest af tillid, vi har til hinanden, runger Y2K dog alligevel som et sært ekko. For som den demokratiske senator Daniel Patrick Moynihan allerede skrev til Bill Clinton i 1996 om datodilemmaet ved årtusindskiftet: “Computeren har været en velsignelse; hvis ikke vi handler hurtigt, kan den imidlertid blive denne tids forbandelse”.

Da klokken slog midnat og den digitale kalender skiftede fra 1999 til 2000, dansede folk ind i det nye millennium iført fjollede nytårsbriller og glædede sig over, at alt var som det gamle, trods de bange anelser. I dag kan vi iføre os de techdystopiske 2025-briller og forholde os til, at noget fundamentalt alligevel er gået i stykker. Med dem kan vi eksempelvis betragte, hvordan en højreradikal influencer som Charlie Kirk kunne gøre en viral internetkarriere ud af kristenfundamentalistisk kvindehad og racistisk våbenfanatisme, for selv at blive dræbt af et meme i et øjeblikkeligt SoMe-transmitteret skyderi, angiveligt orkestreret af en person, som om muligt var endnu mere onlineradikaliseret af polariserende brainrot-indhold.

Vi kan se, hvordan USA’s præsident annoncerer dødsfaldet på sit eget sociale medie og snart lover bål og brand samme sted, alt imens den gamle medieindustri halser efter med sine breakingbjælker og desperate forsøg på at forklare, hvad en “groyper” overhovedet er. Vi kan se de blodige henrettelsesvideoer og utallige “reaction vids” derpå; vi kan se nye internetkarrierer blive skabt på den grundforvirrede discourse, vi kan se sandheden forvitre i opportunistisk transfobi, udtalt af endnu mere rabiate og nynazistiske influencere med fråde om munden. Vi kan se venstreorienterede tiktokkere bifalde mordet, tilsyneladende uden tanke for, at demokratiet jo også dør, når folk dræbes for det, de siger.

Kort sagt kan vi se alle de uigennemskuelige Silicon Valley-sanktionerede algoritmer arbejde på højtryk for at sprede forvirringen og forargelsen videst muligt. Vi kan dermed også se det umiddelbare bevis på, at en uendeligt internetmedieret virkelighed forvandler sig til noget mere ildevarslende end virkeligheden som sådan. Og vi kan se, at Daniel Patrick Moynihan måske havde langt mere ret, end han selv troede tilbage i ’90’erne. I denne uge ihukommer vi Y2K – og forholder os til vores egen teknologiforvirrede internettidsalder, som byder på langt flere katastrofer, end kalenderen måske varslede. /David Dragsted