Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Spørger man Socialdemokratiet, er det selvfølgelig helt okay at demonstrere, så længe man husker at demonstrere for det rigtige – og gør det på den rigtige måde. Og endnu vigtigere: Man må for Guds skyld ikke smadre hyggen.
I skarp kontrast til den spanske premierminister Pedro Sánchez’ stolte bifald af de propalæstinensiske demonstrationer ved årets udgave af Vuelta a España (som vi nævnte kort i går), tyede den danske statsminister Mette Frederiksen (S) mandag til tasterne på Instagram med en anderledes harme over, at “et cykelløb [er] blevet ødelagt af demonstranter og sporten taget til gidsel i andres konflikter.”
Efter først at være sprunget ud som cykelfan ved at påpege, at sportsgrenen primært er fascinerende, da det er “en mand eller en kvinde alene på sin cykel” mod “bjerg” eller “vind” (hvormed socialdemokraten på mærkværdig vis fik afskrevet hele den kollektive indsats – og så endda i omtalen af et etapeløb, der også havde budt på en holdtidskørsel), massespurtede Frederiksen straks videre til en fordømmelse af de dumme dumme demonstranter, som ikke bare ville lade Israel-Premier Tech cykle rundt og sportswashe i fred:
“Det er forkert. Demokratiet giver alle lov til at markere deres holdning. Men gadens parlament har intet med demokrati at gøre. De ødelægger sporten og på sigt også demokratiet.”
Prøv at smage lidt på ordene: Gadens parlament har intet med demokrati at gøre. Gadens parlament, der i Den Danske Ordbog defineres som en “gruppe af borgere der benytter sig af udenomsparlamentariske metoder for at få indflydelse på lovgivningen ved, fx med (voldelige) demonstrationer og store offentlige møder, at udsætte den lovgivende myndighed for et politisk pres”, har intet med demokrati at gøre.
Tilbage i 1970’erne definerede den amerikanske filosof John Rawls civil ulydighed som et samvittighedsbestemt lovbrud, der har til formål at pege på uretfærdighed, som skal ændres. I bogen Demokratiet styrer brygger den tyske idéhistoriker Jan Werner-Müller lidt videre på Rawls’ definition ved at påpege, hvordan selv protester, der ikke involverer lovbrud, i dag bliver kritiseret for at være “blottede for samfundssind”. Grænserne for, hvad der er god demokratisk skik, har simpelthen rykket sig.
I dag forventes demonstranter at opføre sig pænt og høfligt, hvis ikke de vil stemples som usympatiske og antidemokratiske. Og dermed bortviskes det også, hvordan vigtige demokratiske milepæle som den amerikanske borgerrettighedsbevægelse netop byggede på civil ulydighed. Ifølge Jan Werner-Müller er det derfor et nødvendigt modsvar at genetablere følelsernes legitimitet, hvis ikke høflighedens apati skal sejre:
“Faktisk kan dét ikke at være vred under himmelråbende uretfærdige omstændigheder give publikum en falsk fornemmelse af, at der ikke er noget at være vred over. Vrede er ikke en heftig lidenskab hinsides fornuften, der ligger altid noget til grund, fx indtrykket af, at man bliver uretfærdigt behandlet i et demokrati; at man systematisk bliver nægtet at komme til orde.”
Ja, som Werner-Müller påpeger, er det faktisk afgørende, at man ikke lader sig fange af den slags retoriske fælde, Mette Frederiksen opstiller, hvor oprevne demonstranter reduceres til gemene “bøller” uden pli eller anstændighed. Tværtimod er det et demokratisk sundhedstegn, når folk ikke længere stiller sig tilfredse med at agere passive tilskuere:
“Hvad er så læren for potentielle udøvere af civil ulydighed? De skal lade være med at lade sig fange i respektabilitetens fælde. Kontrolleret lovbrud eller bare dét at lade hånt om vedtagne regler er ikke det samme som anarki […] Den slags modstand er naturligvis risikabel; den kan altid fremstilles som blot værende en dårlig tabers adfærd. Men den bliver direkte opmuntret i forfatninger, som omfatter retten til modstand med henvisning til at forsvare demokratiet – som fx det tyske – en slags sidste udvej, når alt andet er slået fejl.”
Tirsdag kunne den uafhængige FN-kommission International Commission of Inquiry on the Occupied Palestinian Territory, including East Jerusalem, and Israel (forkortet COI), som er blevet nedsat af FN’s menneskerettighedsråd, konkludere, at Israel begår folkedrab i Gaza. Kerer man sig bare en smule om værdighed og menneskeliv, er der meget at være vred over. Endnu mere at demonstrere over. Og det har alt med demokratiet at gøre. /David Dragsted