Kristian Tuxen Ladegaard Berg/Zuma/Ritzau Scanpix
Vi indleder dagens Kære læser med et par læseøvelser.
Vi begynder i den lette afdeling: “En dag, når det er sikkert, når der ikke er nogen ulempe ved at kalde en ting ved dens rette navn, når det er for sent at holde nogen ansvarlig, så vil alle altid have været imod det her.” Det er den sætning, som den egyptisk-canadiske journalist og forfatter Omar el Akkad lagde ud på det sociale medie X d. 25. oktober 2023. Sætningen gik viralt, og el Akkad udvidede den til en bog med en endnu kortere titel, One Day, Everyone Will Have Always Been Against This, som straks blev en bestseller.
Næste læseøvelse. Vi skal kigge på en følgetekst til en underskriftsindsamling blandt folk i mediebranchen igangsat af danske journalister på foranledning af den svenske krigskorrespondent Magda Gad. (Full disclosure: denne signatur var en af initiativtagerne). Kravene, som 317 mediefolk tilsluttede sig, var lige ud ad landevejen: 1) At internationale journalister får adgang til Gaza. 2) At palæstinensiske journalister kan udføre deres arbejde uden at blive dræbt eller sulte ihjel. 3) At medieledere i Danmark, Europa og USA lægger pres på Israel for at sikre dette. 4) At pressefriheden i Israel forbedres gennemgribende.
Men følgeteksten – eller det meste af den – den kommer her: “Trods hjemløshed, sult og livsfare har de palæstinensiske journalister givet os alle mulighed for at se de alvorlige krigsforbrydelser, som Israel udsætter civilbefolkningen for, og hvilke konsekvenser disse krigsforbrydelser har. De har stået alene. Israel forbyder internationale journalister at komme ind i Gaza. Presset fra danske redaktioner for at ændre dette har været alt for svagt. Alt for få har krævet svar fra Israel på, hvad de forsøger at skjule, når regeringen blokerer adgangen for internationale journalister. Samtidig har dækningen fra danske og andre etablerede medier i Europa og USA været utilstrækkelig og har gennem sine mangler bidraget til at legitimere det, som de fleste folkemordseksperter og Holocaustforskere nu betegner som et igangværende folkemord.”
Måske ikke det smukkeste dansk; sådan kan det gå, når man oversætter direkte fra svensk. Der er vel ikke noget i dette tekststykke, man ikke kan tilslutte sig som journalist? Selvfølgelig medmindre man er chefredaktør, redaktør eller redaktionschef og har et redaktionelt ledelsesansvar og dermed bærer et medansvar for danske mediers mangelfulde og i visse tilfælde ensidige dækning af krigen i Gazastriben. Her har DR, TV 2, Jyllands-Posten, Berlingske, B.T., Weekendavisen, Kristeligt Dagblad og i en vis udstrækning Politiken gjort sig uheldigt bemærket. Hvorfor? vil nogle spørge. Jamen, man har bare overtaget det israelske narrativ ukritisk, ligesom der har været en tendens til at opfatte den israelske hærs propaganda som sandhed. Hamas lyver også, sådan er det med krig.
I takt med at Israels krigsforbrydelser og etniske udrensning er blevet afdækket, og flere og flere internationale organisationer og instanser har benævnt det folkemord, har flere medier forsøgt at indhente dette efterslæb (det har særligt Politiken været gode til). Men så er der en række andre medier, der fortsat følger en farlig, virkelighedsfornægtende vej.
I sidste uge var Berlingskes ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen ude at sige, at på hans avis ville journalister, der har underskrevet ovennævnte underskriftsindsamling, ikke kunne dække Gaza. I en artikel i hans egen avis lagde man cirka samtidig mikrofon til Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, som nu gik efter DR og de 30 journalister fra DR, som havde sat deres navn på underskriftsindsamlingen. Hun ønskede, at der blev taget affære for ellers…, og det samme gjorde en kulturordfører fra Liberal Alliance. En snes journalister fra DR fik straks kolde fødder og ville have deres navne strøget fra listen med henvisning til nogle marginale teknikaliteter i underskriftsindsamlingens følgetekst. Normalt vil man nok sige, at en underskrift er en underskrift. Man kan så fortryde, at man har sat sit navn på en liste, men det er en anden sag.
Det er nu, at man godt kunne tænke sig at se lidt standhaftighed og mod fra danske mediechefer. Kig på, hvad der står i følgeteksten og kravene. Er det undergravende for en journalists troværdighed at skrive under? Selvfølgelig er det ikke det. Hvis det var med den på, ville Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik, der i sin bog Fucking jøde fra 2014 erklærede sig for “superzionist”, ikke kunne skrive om Israels destruktion af Gaza. Men det gør han.
Men hvad med Bjarne Corydon, DR’s nye generaldirektør? I stedet for at bakke de DR-journalister op, som er med på underskriftsindsamlingen, har han valgt at umyndiggøre dem ved at sige, at de ikke har læst den pågældende erklæring ordentligt.
“En stor del af erklæringen handler om pressefriheden i Gaza. Det er et vigtigt anliggende for enhver publicist, så det er ikke kontroversielt at skrive under på,” udtaler Corydon til Kristeligt Dagblad. “Men ud over det er der også en længere brødtekst, hvor spørgsmål om folkedrab indgår. Der kan vi konstatere, at mange ikke har været opmærksomme på den del og simpelthen ikke længere ønsker at indtage den position. Derfor ændrer de deres position, og det tager vi til efterretning.”
Det er den helt forkerte position. /Oliver Stilling