Critterz under al kritik

Never under pressure (oh)

Those days it was so much better (oh)

Feelin’ cool in my youth, I’m askin’

“Does anyone remember how we did it back then?”

– fra “1999” af Charli XCX.

Parallelt med den overhængende Y2K-dommedagsfrygt fandtes der også noget mere uskyldsrent i 1999. Der var en umiddelbar tro på teknologiens fremskridt, på internettets muligheder, på de kreative udfoldelsers lethed. I den forstand var årtusindskiftet omtrent lige så skizofrent som den ultimative 1999-film Fight Club.

Eller, det vil sige: Spørger man Rotten Tomatoes, var den bedste 1999-film faktisk Pixar-mesterværket Toy Story 2. En kreativt sprudlende animationsfilm af John Lasseter, med et hjertevarmt budskab om, at legetøj skal leges med og ikke gøres til plastikfolierede samleobjekter, der mest bare samler støv på museumshylderne.

Da Toy Story 2 udkom, havde en bizar legetøjsmani ramt amerikanerne, hvilket gjorde historien så meget desto mere relevant: De plyssede Beanie Babies-bamser blev solgt som fashionable investeringsobjekter, der engang i en uvis fremtid ville stige voldsomt i værdi. Sådan lød salgstalen i hvert fald. Voksne mennesker gik amok i et spekulativt bamseorgie, som på mange måder minder om vore dages Labubu-delulu. Beanie Babies blev et kortlivet udtryk for konsumeristisk massehysteri – ligesom boblen for de plyssede Pop Mart-dukker nu ser ud til at sprænges.

Andre legetøjsobjekter fra 90’erne har til gengæld vist sig anderledes sejlivede og værdifulde. De samme Pokémon-kort, som for godt 25 år siden blev byttet rundt i skolegården til gråd og tænders gnidsel (når man på bagkant indså, at man havde afgivet sin Pikachu alt for billigt), er i dag blevet en slags aktier for nostalgiske millennials. Endog meget eksplosive aktier: I modsætning til Beanie Babies er prisen på visse Pokémon-kort steget over 3.000 pct. på to årtier. Dermed er Toy Story 2’s morale blevet gjort til kapitalistisk skamme: Til tider kan det alligevel godt betale sig at bortgemme barndommens objekter, så de stadig er i mint condition i voksenlivet. Der er så heller aldrig nogen, som har vidst, hvordan man ægte spillede med Pokémon-kort.

Til hvilken pris?

Toy Story 2 formidlede glæden ved leg, men var i sit udtryk også et præmieeksempel på visuel fortælleglæde. Det var Pixar i storform, før animationsstudiet blev fatalt disneyficeret. Og selvom filmen inkarnerede den lettere side af Y2K-ånden, havde den alligevel en narrativ tyngde, man i dag godt kan sukke efter. I hvert fald er det, som om vi nu er løbet ind i en anderledes kreativ stagnation, hvor toere blot er kyniske cash grabs, og hvor al originalitet for længst er blevet sparet væk. Det vil sige: Vi skal som minimum vænne os til, at KI-sjask i stigende grad sniger sig ind i vores kulturindustri. For hvorfor dog lege selv, når vi kan få computerne til at lege for os på klodens bekostning?

Meget ligesom Pixar brugte sine oprindelige animationsfilm til også at illustrere kapabiliteterne for dets 3D-software RenderMan, har OpenAI nu fået den idé, at en animationsfilm skal vise, hvor meget Hollywood kan vinde ved at bruge KI. Ifølge The Wall Street Journal har virksomheden derfor planlagt (betalingsmur) at debutere misfostret Critterz ved næste års filmfestival i Cannes: En fuldlængdefilm skabt med generativ KI i et samarbejde mellem OpenAI og produktionsselskaberne Vertigo Films og Native Foreign til den nette sum af omtrent 30 mio. dollars.

Tanken er, at Critterz med lidt kunstigt intelligent animationsarbejde, tilvejebragt af OpenAI’s værktøjer, skal blive både hurtigere og billigere at lave end andre animationsfilm. Og altså, efter nutidige Hollywood-standarder er 30 mio. dollars, svarende til knap 189 mio. kr., da også småpenge. Men så igen: Den gennemsnitlige danske spillefilm koster cirka 20 mio. kr. at producere. Den oprindelige Toy Story kostede, øhm, 30 mio. dollars. Noget siger os, at Critterz altså virkelig skal stramme sig an, hvis det skal blive til stående ovationer i Cannes. For der skal alligevel noget til at imponere for den slags beløb.

Indtil videre foreligger den 2023-kortfilm, som spillefilmen Critterz bygger videre på: et gennemført bizart, fem minutter langt makværk skabt med KI-billedgenereringsværktøjet Dall·E i samarbejde mellem OpenAI og Native Foreign. Heri ses en række uhyggeligt stationære, plyssede skabninger, der stilmæssigt vel befinder sig et sted mellem Beanie Babies, Pokémon og Labubu, i “kæk” dialog med en fortællestemme, der præsenterer sig som “David Attenboroughs nabo Dennis”. Selv som selvbevidst simulakrum er det ulideligt at se på; der er et totalt fravær af bevægelse og gnist. Eller som en sarkastisk YouTube-kommentar rammende opsummerer det: “Jeg elsker at se en hel film, hvor karaktererne står på ét sted og kigger på mig.”

Noget tyder imidlertid på, at OpenAI ikke lader sig begrænse af dårlig kulturel dømmekraft. Vi taler trods alt om techvirksomheden, hvis adm. direktør Sam Altman tidligere har hyldet en KI-genereret historie, der bl.a. beskrev torsdag som “den liminale dag, der smager af næsten-fredag”. Mest af alt efterlader Critterz-projektet en dårlig smag i munden af næsten-film. Her ved 25-året for Y2K står vi altså tilbage med et rungende “why?”. For hvad er det egentlig for en sterilisering og plastikfoliering, OpenAI har tænkt sig at udsætte vores underholdning for? Vi kan også gense Toy Story 2 og spørge med Charli XCX: Kan nogen overhovedet huske, hvordan vi gjorde det dengang? /David Dragsted