Hvert tal er en person, og hver person har et navn

Hun ville være fyldt 5 år den 12. oktober (om bare 3 uger og 2 dage), hvis Israel havde stoppet med at bombe Gaza.

Han ville være fyldt 5 år den 15. oktober (om blot 3 uger og 5 dage), hvis Israel havde stoppet med at bombe Gaza.

Han ville netop have fejret sin fødselsdag den 14. september, for fire dage siden.

Bag projektet Fifty Thousand Names står den italienske koder og kunstner Leo Scarin, som netop har vundet prisen Tiny Awards, der gives til “innovative og uafhængige webbaserede projekter” og de “små, poetiske, kreative og håndlavede” sider af internettet. Ifølge den ene af prisens stiftere, danske Kristoffer Tjalve, er Fifty Thousand Names det første “politiske” projekt, der får prisen.

Klikker man sig rundt på Leo Scarins hjemmeside, finder man navnene og fødselsdagene på 50.000 af de mennesker, der er blevet dræbt i Gaza. En jury og et par tusinder mennesker har stemt på Fifty Thousand Names, som Leo Scarin har kodet uden at bruge værktøjer fra de virksomheder, der profiterer på Israels folkedrab.

Juryen skriver: “Årets protestprojekt fik grundlæggerne til at overveje: ‘Kan hjemmesider igen blive en arena for aktivisme?’” Det har vi spurgt Leo Scarin om. Han er bosat i Haag, Nederlandene, hvor han underviser på The Royal Academy of Art (KABK).

Hej Leo. Hvordan begyndte du på Fifty Thousand Names?

“Helt generelt har jeg været frustreret over high tech. Dets værktøjer og rammer bag bliver i højere grad monopoliseret eller afhængige af nogle få virksomheder. Den frustration fik mig til at prøve at tænke over, hvilke teknologier jeg selvstændigt kan styre. I december havde jeg et open studio i Haag, hvor jeg ville organisere et fællesskab af kodere, der ligesom mig er optaget af folkedrabets kultur. Specifikt Israels folkedrab i Gaza og i kontekst af kreativ teknologisk praksis.

Mit ønske var at skabe et rum, hvor mennesker med forskellige interesser, kunstnere, udviklere og alle derimellem, kunne skabe dialog og kritik, også af de værktøjer og teknologier, vi bruger, og deres rolle i folkedrabet. Få måneder senere kom Francesca Albaneses FN-rapport om folkedrabets økonomi, som tydeligt bekræfter, at der findes et profitsystem, for Google, Microsoft etc., som kan være en del af et boykot-system for folk, der bruger deres værktøjer til datasæt og lagring.

Jeg fandt det her vigtige projekt Tech For Palestine, en organisation af udviklere, der støtter palæstinensisk frigørelse. De har gjort sig umage for at indsamle alle navnene på palæstinensiske martyrer med døds- og fødselsdatoer. Men også oplysninger om journalister, medicinsk personale og ødelagt infrastruktur. De har et meget veldokumenteret datasæt med navne og fødselsdatoer på alle ofre, herunder sårede og dræbte. Det at lave datavisualiseringer i den sammenhæng er en anden form for kodning mod folkedrab, som ikke handler om at boykotte og stoppe med at bruge bestemte værktøjer, men om at bruge sine færdigheder til enten at afsløre en kultur eller se den fra et nyt perspektiv.

Fifty Thousand Names er meget enkel. Det er en enkelt side med et interaktivt datasæt. Enkelheden er også det, der gør den så stærk. Da jeg lavede den, var der 50.000 navne, og nu er der 60.000 eller mange flere. Jeg bruger hard codede sorgmeddelelser for at give værdighed tilbage til noget, der ellers kun er tal. Hvert tal er en person, og hver person har et navn. Den fortælling er også imod folkedrabet. Det er ikke bare tal, de her mennesker har navne, de her mennesker har fødselsdage. Og så kan man bare bruge en simpel betingelse, der siger, at i dag ville den her person være blevet 18 om to uger, hvis Israel havde stoppet med at bombe Gaza. Det giver dem deres værdighed tilbage.”

Hvordan er stemningen blandt kodere, hvordan har de engageret sig i Gaza?

“Personligt forsøger jeg konstant at boykotte, fordi det er det mest effektive, jeg kan gøre som person: At fjerne mig selv fra værktøjer, der direkte drager fordel af folkedrabet. Det er svært at fjerne sig selv fra Google og Microsoft og finde alternativer – og nogle gange slet ikke at bruge noget alternativ.

Det er i stigende grad den generelle opfattelse, at de her virksomheder profiterer på folkedrab. I mit codingmiljø er der opstået en ny interesse, som helt sikkert skyldes Gaza, men også mange andre spørgsmål: om autonomi og tilstrækkelighed. Mange udforsker, hvilke måder man kan bruge computere inden for visse grænser: I stedet for at købe en ny, renoverer man en gammel, eller man har hjemmesider, der er lettere at bruge, frem for tungere. Tendensen bevæger sig i retning af low-tech. Det handler både om det poetiske i det, men også om at bevare autonomien over sine værktøjer.

Især i Nederlandene er permacomputing, en blanding af permakultur og computing, en stor bevægelse. Permakultur har det her regenerative aspekt: At noget er bæredygtigt, men også regenererer sig selv. Alle de forskellige arter, der fodrer hinanden. Hvordan oversætter man så det metaforisk til computerverdenen? I bund og grund er der en blanding af discipliner og praksisser, der er anti-big tech. Small tech, convivial tech, low tech. Folk bruger deres egne servere og vender tilbage til det smalle og tilstrækkelige.”

Hvordan taler dit projekt ind i onlineaktivismens historie bredere set?

“Jeg er selvfølgelig ikke den første kreative koder, der har lavet et projekt som det her. Noam Youngrak Son lavede sidste år tre kreative hjemmesider om det samme. Forensic Architecture har også arbejdet med datasæt og retsmedicin som et redskab mod folkedrab.

Det har altid været en politisk tid, ikke? I starten af nullerne var internettet et nyt stort medie med et anarkistisk løfte. Men allerede her var der en vis dominans fra store virksomheder. Det var en smuk tid, hvor mange kunstnere eksperimenterede. Sociale medier har på en måde overtaget det rum for aktivisme.

Hjemmesider er ikke rigtig en ting længere. Mange kunsteksperimenter bliver i dag lavet med sociale medier som medium, så jeg tror ikke, at aktivismen og teknologikritikken er forsvundet, men bare er flyttet over i et andet system. Det, vi ser nu, er igen en dyb platformisering, som måske er en reaktion på de sociale mediers enshittification [lortificering].

Yanis Varoufakis’ begreb om technofeudalisme er meget præcist. Internettet startede som et fælleseje, et virtuelt fælleseje, men dem der ejer og har magten over datacentre og internetkommunikation, ejer det metaforiske land, som vi allesammen bruger. Vi lejer på en måde en del af det land. Man ejer ikke rigtig noget på jorden, og man ejer ikke rigtig noget på internettet.

Folk afviser nok sociale medier i højere grad end tidligere, men jeg tror ikke kun det skyldes en politisk bevidsthed. Det er også et spørgsmål om mental helbred.”

/Emma Louise Stenholm