
Dawoud Abu Alkas/Reuters/Ritzau Scanpix
Tirsdag indledte Israels hær nye angreb i Gaza by. Tusindvis af palæstinensere har siden forladt deres hjem for at flygte sydpå, men flugten er ikke ligetil, siger Ahmed Al Waheidi, der arbejder for Den Internationale Røde Kors Komite (ICRC). “Vejene er overbelastede, beskadigede og farlige, og de få køretøjer, der er i brug, er i dårlig stand. Rejserne tager timer, ofte til fods, uden noget klart mål. Ældre eller syge familiemedlemmer ankommer udmattede i syd, hvor mange selv her er nødt til at sove langs vejene, indtil de kan finde ly.”
I dag, torsdag, udløber fristen fra FN’s Generalforsamling, der for et år siden fastslog, at Israel inden for 12 måneder skulle trække sit militær ud af de besatte palæstinensiske områder, indstille opførelsen af nye bosættelser og evakuere bosættere fra Vestbredden.
+ Finansminister Bezalel Smotrich siger, at Israel vil gøre Gaza til en “ejendomsbonanza”: “Jeg har indledt forhandlinger med amerikanerne – og det siger jeg ikke for sjov – fordi jeg kræver også, at vi, som har betalt mange penge for den her krig, skal have en andel af det, der senere bliver solgt af jord i Gaza. Og nu, uden at lave sjov, har vi gennemført nedrivningsfasen, som altid er den første fase i byfornyelse. Nu skal vi bygge; det er meget billigere.”
++ BBC fortæller, hvordan frivillige palæstinensere og nødhjælpsarbejdere forsøger at redde historiske og religiøse artefakter fra Israels bomber.