Arven af tyndhed

Nostalgi har det med at erobre ens erindringer. Tænker jeg tilbage på tiden omkring årtusindeskiftet, er min sindsstemning fortryllet af Tekken-spillene på PlayStation 1, The Strokes i deres slidte Converse-sko og skinny jeans, for ikke at nævne Chris Tucker og Jackie Chan i Rush Hour filmene. Hvem vil ikke være lyksalig af denne hellige Y2K-trigon?

Men kroppen er ikke begrænset af nostalgiens længsler. Den vælger selv, hvad den husker. Arven efter den evige bestræbelse på Y2K-æraens nærmest uernærede tyndhed er ikke noget, der forsvinder i nostalgiens romantiske filter. Selv har heroin-chic-personen over dem alle, Kate Moss, fortrudt sin berømte sætning: “Intet smager så godt som tyndhed føles”. Så langt, så godt.

Derfor kan man godt femogtyve år senere have en trang til at tænke, at vi som samfund intellektuelt er kommet videre – tyndhedsfantomet burde i teorien ikke spøge intensivt. Men nedarvet had har det med at genmaterialisere sig som Agent Smith i Matrix-filmene – en anden Y2K-klassiker. I filmene er Agent Smith et menneskeligt manifesteret KI-program, hvis mål er at opretholde orden i matrix-verdenen ved at eliminere humane skikkelser, der risikerer at skabe ustabilitet i den simulerede virkelighed.

Glucagon-like peptide-1, bedre kendt som GLP-1, Wegovy, Ozempic. Et mirakel – injektionssprøjter for mennesker med diabetes, mave- og tarmproblemer samt overvægt, der redder millioner af liv og den danske økonomi. Men også et mirakel for det førnævnte tyndhedsfantom. Et fantom, som har luret bag kulisserne i form af detox-te på Instagram, thigh gap på Tumblr, og Billie Eilish, som i sangen “Skinny” synger: “People say I look happy, just because I got skinny”.

Nok så kitsch og irriterende som kropspositivitetsbevægelsen kunne være, var det trods alt en bevægelse, der gjorde sit til at bryde med Y2K-kropsidealet. I bedste Agent Smith-manér vil GLP-1 eliminere almindelig vægtdistribution, og genskabe en konservativ vægtbalance. Når en superstjerne og ekstremt veltrænet person som Serena Williams både reklamerer for og bruger en slags GLP-1-præparat til at tabe sig, sender det et miks af signaler: Hendes krops tilstedeværelse i vores kollektive bevidsthed, og hendes insisteren på, at hendes krop har ret til at blive accepteret og beundret, sender genklang verden over. Men hvad med nu?

I mit eget tilfælde trumfer følelser logik. Uden at lægge mærke til det, baserer jeg værdi på det lange og det slanke – de fortjener mere; om det er lejligheder i København, et fast arbejde eller længslens begær. Skulle jeg selv spare op til injektioner for at tilpasse mig samfundet og blive accepteret, selvom min krop er baseret på generationer af kvinders udvikling i Nordafrika?

Y2K-æraen har i sine popkulturelle produkter efterladt en arv af kropshad. Selektivt kan vi vælge, hvad vi mindes, men kroppen kan ikke kontrollere, hvordan den har udviklet sig de sidste femogtyve år. Derfor glemmer kroppen ikke. Stopper man med at tage GLP-1, glemmer kroppen heller ikke.

Skinny gospel er stærkt tilbagevendt. Pas på derude! /Meriem-Hadia Charif