
Synagogen i Krystalgade i København. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
“Ingen skal udsættes for had og diskrimination på grund af etnicitet, nationalitet eller religion. Menneskerettighederne kræver, at alle skal kunne leve et liv frit for frygt. Den oplevelse har mange jøder i Danmark langtfra lige nu, dokumenterer vores undersøgelse,” siger Louise Holck, som er direktør for Institut for Menneskerettigheder. Undersøgelsen er baseret på et spørgeskema, der er blevet besvaret af 465 personer med jødisk baggrund, hvilket betyder, at det er den største undersøgelse af jødisk liv i Danmark siden 1973.
39 pct. angiver, at de inden for det seneste år har været udsat for tilråb, trusler, chikane eller vold på grund af deres jødiske identitet.
83 pct. siger, at de regulerer deres adfærd i det offentlige rum.
“Hemmelig adresse eller intet navn på postkassen. Skjult identitet på arbejdspladsen eller studiet. Det er helt urimelige forhold, jøder i Danmark må leve under. Det hører ingen steder hjemme i et frit og demokratisk samfund,” lyder reaktionen fra SF’s retsordfører Karina Lorentzen i en pressemeddelelse, hvor hun opfordrer justitsminister Peter Hummelgaard (S) til at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om en opdateret handlingsplan.