Dyre Albanien-drømme

Da Giorgia Meloni blev valgt til premierminister i efteråret 2022, lovede hun at ændre Italiens migrationspolitik fundamentalt.

Kernen i hendes valgprogram var at udlicitere asylbehandlingen til Albanien. Migranter skulle stoppes på havet og bringes til to særligt oprettede centre i Shengjin og Gjader. Italienske dommere og politifolk skulle behandle sagerne på stedet, men i henhold til italiensk lov. Målet var, at bådflygtninge aldrig skulle komme ind på EU’s territorium.

Virkeligheden så anderledes ud: Italienske domstole satte spørgsmålstegn ved asylprocedurernes lovlighed, juraen blev også anfægtet i EU, lejrene forblev næsten tomme i flere måneder, og omkostningerne blev langt højere, end det var planen.

En angiveligt effektiv model blev til et projekt, der i mellemtiden har slugt hundreder af millioner euro i skattekroner.

Omkostningerne løber løbsk

Oprindeligt var der afsat 39 mio. euro til at opføre centrene. Men kort efter aftalen blev indgået, måtte Rom næsten fordoble budgettet, og i sidste ende blev der indgået kontrakter til en værdi af godt 74 mio. euro, som det undersøgende medie Follow the Money har afsløret.

For at skaffe pengene greb regeringen til forskellige ressortområder: Cirka 10 mio. euro kom fra forsvarsbudgettet, næsten 16 mio. blev taget fra en fond til blandt andet naturkatastrofer og klimakonsekvenser, og yderligere millioner blev flyttet på tværs af ministerier.

Selv midler fra områder som uddannelse, kultur og sundhed – hver især omkring fire mio. euro – blev omflyttet. Kritikere beskyldte Meloni for at have nedprioriteret skoler, hospitaler og katastrofeberedskab for at finansiere sit prestigefyldte projekt.

Juridiske hindringer og tomme lejre

Regeringen begrundede blandt andet det dyre projekt med, at det på lang sigt ville spare penge. Men sådan er det ikke gået indtil videre. Det oprindelige koncept – at udlicitere asylbehandlingen – gik i stå tidligt i processen på grund af de juridiske vanskeligheder. EU-Domstolen har slået fast, at migranter, der bliver sendt til de albanske lejre, fortsat skal bringes til Italien inden deres endelige udvisning for at overholde EU-lovgivningen.

I Shengjin stod centrene derfor tomme i flere uger. De blev senere taget i brug, men ikke til mennesker, der var blevet stoppet på Middelhavet, men dem, der allerede var blevet tilbageholdt i Italien.

Da de to centre havde været i drift i bare få dage sidste efterår, havde projektet kostet over en halv million euro – for blot få personer, der efter kort tid måtte sendes tilbage til Italien for at gennemgå en asylprocedure.

Ifølge udregninger fra Mellemfolkeligt Samvirke og Universitetet i Bari medførte de to albanske centre indtil efteråret sidste år udgifter på over 114.000 euro dagligt – selvom de for det meste stod tomme. At opføre asylcentrene i Albanien kostede pr. seng omkring syv gange mere end sammenlignelige faciliteter i Italien.

Tvivlsomme fordele

Aftalen mellem Rom og Tirana er også følsom af historiske årsager. Italien besatte Albanien i 1939; og derfor møder det kritik, at italiensk-kontrollerede faciliteter igen er placeret på albansk jord. Albaniens premierminister Edi Rama omtalte dog aftalen som et tegn på venskab.

“Den italiensk-albanske protokol eksisterer, fordi vi altid har haft et særligt forhold til jeres land,” sagde han for nylig i det italienske radioprogram ‘Venner og fjender’ og fortsatte: Italien har hjulpet Albanien “ved mange lejligheder, selv når der ikke kom noget til gengæld.”

Kritikere talte dog mere om, at Albanien underlagde sig Rom.

Økonomisk set var det dog individuelle virksomheder og hotelejere i Albanien, som tjente flest penge på aftalen, og som fik kortsigtede indtægter på byggekontrakter og politioperationer. Den albanske økonomi som helhed blev reelt ikke gavnet. Politisk sendte Rama dog et signal til Bruxelles: Tirana er villig til at påtage sig upopulære opgaver for at understrege, at de gerne vil være medlem af EU.

En model for EU?

På trods af de nedslående konklusioner bliver projektet fulgt nøje på europæisk niveau. EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen roser Melonis “kreative tilgang” og opfordrer andre stater til at lære af modellen. Flere lande overvejer lignende modeller: Da den britiske premierminister Keir Starmer undersøgte muligheden for at gøre det samme som Italien, blev han afvist af Albaniens premierminister.

“Vi er ikke klar til at lave lignende ordninger med andre lande. De vil ikke kunne komme og bede os om at løse deres immigrationsproblemer,” sagde Rama.

I foråret 2025 fremlagde EU-Kommissionen et forslag, der skal gøre det lettere for medlemslandene at oprette såkaldte tilbagesendelsescentre i tredjelande. Selvom detaljerne i de planer adskiller sig fra det italienske eksperiment, er kernen den samme: Asylbehandling og udvisninger skal flyttes uden for EU’s territorium. Dermed har den italienske model, som i praksis er mislykkedes på grund af de juridiske og økonomiske realiteter, alligevel sat gang i en debat, der nu optager hele Europa. /Ann Wiener, Der Standard, og Giovanni Esperti, Il Sole 24 Ore

Analysen er første gang bragt i Der Standard og skrevet i regi af PULSE – et europæisk og tværnationalt journalistisk samarbejde.