Klimaparadokset i Brasilien

Denne uge har der været generalforsamling i FN. Men det har ikke stået i klimaets tegn: “Kina skuffede, EU glemte at lave sine lektier og USA afviste det hele som et svindelnummer. Det var en sort uge for klimaet,” som Politiken skrev torsdag.

Selvom verdens største magter og udledere – heriblandt EU, der langt over deadline endnu ikke har indleveret deres klimamål til FN – kollektivt dumpede klimaeksamen til generalforsamlingen, er der dog mulighed for reeksamen. Til november mødes de knap 200 lande nemlig igen til klimatopmødet COP30, der vil finde sted i Amazonas-byen Belém i Brasilien.

COP30’s værtsland Brasilien, der indleverede sine klimamål allerede i november sidste år, stod med præsident Luiz Inácio Lula da Silva som duksen i klassen, da han talte til denne uges generalforsamling: “Jeg appellerer til de lande, der endnu ikke har indsendt deres NDC’er [nationale klimamål, red]. Om COP30 i Belém bliver en succes, afhænger af jer.”

På overfladen er Brasilien en grøn mønsterelev. Ambitiøst vedtog Lula tidligt i sit embede et mål om at nå ‘nul skovrydning’ i 2030. Og han har været godt på vej. Siden han overtog sædet i 2023 fra den korrupte og nu fængselsdømte Jair Bolsonaro, er skovrydning i regnskoven i Amazonas halveret. Samtidig har Lula givet en stemme til indfødte ved at oprette Ministério dos Povos Indígenas, ministeriet for oprindelige folk, og ved at anerkende adskillige indfødte territorier (som kontrast anerkendte Bolsonaro nul under sin præsidentperiode). Han har taget initiativ til Tropical Forests Forever Facility, en international fond, der belønner lande for at bevare tropiske skove, og selv investeret 1 mia. dollars i den. Brasilien er også foran på vedvarende energi – 89 pct. af Brasiliens elektricitet kom fra vedvarende energikilder i 2023, størstedelen fra vandkraft.

Men hvis man kradser lidt i overfladen, træder der også en anden historie frem. Brasilien er verdens sjette­største udleder af drivhusgasser, primært pga. skovrydning, der trods Lulas indsatser fortsat er et problem. Det er det ottende mest olieproducerende land i verden. Det er det land med flest olieblokke i hele Sydamerika (en olieblok er et geografisk defineret område, der er udlejet til et olieselskab til efterforskning og potentiel udvinding af ressourcer).

Og selv med Lula i spidsen fortsætter olieeventyret. Senest i juni solgte Brasilien rettighederne til 19 nye uudforskede olie- og gasblokke i havet ud for Amazonflodens munding i det nordlige Brasilien.

Det er umiddelbart lidt af et paradoks – så hvor skal man placere Lula og Brasilien? Grøn mønsterelev eller sort fuks?

Olie skal finansiere grøn omstilling

“Jeg tror ikke, at Lula ser det som så stort et paradoks,” fortæller seniorforsker på DIIS og Brasilien-ekspert Marie Kolling til Føljeton.

“Han vil jo sige, at Brasilien har en høj andel af vedvarende energi, der fortsat er i vækst. Landet er desuden det G20-land, der bruger mindst energi fra fossile kilder. Derudover har Brasilien ret til udvikling. De har også ret til at bygge deres velfærdsstat. Så det er ikke fordi, han ikke vil den grønne omstilling, han vil også bare andre ting. Han vil løfte den fattige befolkning. Han vil gerne give dem bedre vilkår. Og der er bare nogle paradokser indbygget i, hvordan det skal finansieres.”

Lula selv argumenterer, at olieindtægterne, landet vil tjene via afgifter fra olieudvinding, er nødvendige for at finansiere landets grønne omstilling. Ifølge AP udtaler han, at “[v]i vil følge alle de nødvendige procedurer for at sikre, at naturen ikke skades, men vi kan ikke ignorere den rigdom, der ligger under os, og vælge ikke at udforske den – især fordi denne rigdom vil skaffe midler til den tiltrængte og længe ventede energiomstilling.”

Det er dog ikke alle, der køber den forklaring. Til Euronews siger Ilan Zugman, direktør for Latinamerika og Caribien i miljøorganisationen 350.org, at “[r]egeringen spreder misinformation, når de siger, at de skal bruge mere olie til at finansiere energi-transitionen. Fortællingen er forsimplet og respektløs. For at sætte det i perspektiv, så er mere end 80 pct. af de skatteincitamenter, som den brasilianske føderale regering tilbyder energisektoren, rettet mod fossile brændstoffer.”

Samtidig har flere civilsamfundsorganisationer især kritiseret tilladelserne til de nye olieblokke nær Amazonflodens munding; et miljømæssigt særligt sensitivt område, hvor olieudslip kan skade de marine økosystemer og fiskebestande, som de lokale er afhængige af.

Flere aktører har også påpeget, at en konkret udfasning af fossile brændstoffer er nødvendig for at nå Parisaftalens 1,5-gradersmål – umiddelbart uforeneligt med at sætte nye olieprojekter i gang. Det er dog ikke den almene brasilianer, der kalder Lula ud for hans kontradiktoriske handlinger, forklarer Marie Kolling.

“Når jeg er i Brasilien, så bliver jeg mindet om, at det ikke er den gængse fortælling overhovedet at stille det op som et paradoks. Det er slet ikke sådan man ser det.”

Med den manglende klimahandling, vi senest har oplevet på FN’s generalforsamling, er der fra internationalt perspektiv heller ikke mange, der ville kunne tillade sig at pege fingre.

“På regeringsniveau, der tror jeg ikke, at Brasilien bliver set som en stor klimasynder eller som et super kontroversielt valg som vært for klimatopmødet. For der er Brasilien stadig sådan lidt en stjerne med den udvikling, der er i gang lige nu,” siger Marie Kolling.

Paradoksal eller ej vil Lula stadig stille sig op som grøn frontfigur på COP30 i Belém til november. Måske fordi det største paradoks ikke er Brasiliens, men hele verdens: Så længe fossile brændstoffer er en god forretning, er der ikke rigtig nogen, der kan lade dem være.

Og Lula har sin egen agenda til efterårets klimatopmøde:

“Det er jo de rige lande, der har gjort, at vi er, hvor vi er. Så hans budskab til klimatopmødet vil jo igen være, at det er de rige lande, der skal gå forrest. Det er os, der skal udfase vores olieproduktion først og kompensere for alt det, vi har ødelagt gennem tiden. Fx med finansiel støtte til klimatilpasning i det globale syd.”

/Rosine Ulrich