Et valg mellem USA og Israel

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil købe langtrækkende præcisionsvåben, og allerhelst skal Forsvarets materiel være produceret i Europa. Men den slags våben, regeringen og Forsvarsministeriet vil købe i et nyt paradigmeskifte for dansk forsvarspolitik, findes lige nu slet ikke i de mængder, der bliver efterspurgt i Europa.

Det efterlader regeringen med et dilemma: Vil de købe våben, der kan bruges her og nu, skal Danmark gå til USA og Israel, og vil de købe europæisk, kan der gå op til ti år eller mere, før våbensystemerne er på danske hænder.

Det siger den østrigske forsvarsekspert Gustav Gressel, der er forsker i det østrigske militær og tidligere seniorfellow ved tænketanken European Council on Foreign Relations. Ifølge Gressel er den danske regerings principbeslutning om at købe langtrækkende præcisionsvåben en, man har taget ad notam i resten af Europa.

Ikke mindst fordi Danmark anses som et af de førende lande, når det gælder støtten til Ukraine, og derfor er en kilde til frustration for Rusland, siger han og afviser spekulationer om en forbindelse mellem udmeldingen om indkøb af langtrækkende præcisionsvåben og den seneste uges øgede droneaktivitet i Danmark.

“Hvis vi antager, at det er Moskva, der står bag, er en af de ting, de forsøger at opnå med alle de her provokationer, at skærpe debatten mellem at støtte Ukraine og styrke vores eget forsvar. Understrege, at vi har givet dem for meget. At vores egne forsvar er svage, og vi derfor bør investere i dem i stedet for i Ukraine,” siger Gressel til Føljeton.

Her adskiller Danmark sig særligt fra resten af Europa på grund af den såkaldte danske model, hvor regeringen donerer penge og materiel købt direkte gennem det ukrainske forsvarsministerium.

“Hvis man ser på støtten pr. indbygger, ligger Danmark helt i front og er altid innovativ, når det gælder om at finde nye måder at støtte, som virkelig rammer Rusland. Hvis man begynder at anvende et langdistanceangrebssystem, vil det naturligvis irritere dem. Men selv uden har de allerede grund nok til at irritere Danmark.”

Lover for meget

I Danmark har Mette Frederiksen fået kritik for retorisk at eskalere konfliktniveauet ved at annoncere et våbenindkøb, der endnu ikke er truffet beslutning om. Ifølge Gustav Gressel ville det have været mere bemærkelsesværdigt, hvis hun havde gjort det den anden vej rundt.

“Hvis man ønsker at anskaffe noget, man ikke har haft før, og hvis man vil have militæret til at undersøge markedet, så går man til det trin for trin. Hvis regeringen gjorde det i hemmelighed, og så først pludselig dukker op med en plan og siger, at man har købt et bestemt system, vil det nok skabe endnu mere offentlig forvirring. Derfor er det formentlig mere et spørgsmål om at skabe legitimitet omkring indkøbet,” siger han.

Storbritannien og Tyskland underskrev i foråret en aftale om at udvikle våben, der kan lave “dybe præcisionsangreb” med en rækkevidde på op til 2.000 kilometer. Sidste sommer indgik Frankrig, Tyskland, Polen og Italien initiativet European Long-Range Strike Approach (ELSA) om en fælles tilgang til langtrækkende præcisionsvåben, de kalder “nødvendig for at sikre afskrækkelse og fred”.

Men det kan tage mange år, før de nye langtrækkende våben er på markedet.

“Europæiske producenter har tendens til at love for meget. Hvis man indgår kontrakter om systemer, der ikke er fuldt udviklede og fuldt fremstillede, kan du tilslutte dig en kontrakt om at udvikle noget, men der er endnu ingen konkrete missiler. Det er ret uklart, hvad det endelige resultat vil blive,” siger Gustav Gressel.

Man skal altså ikke tro, at Danmark kan sende missiler mod Rusland i morgen.

Opstår der ikke også et legitimitetsproblem, hvis vi ender i et scenarie, hvor regeringen slet ikke køber de våben, de har sagt, de vil?

“Hvis du beslutter dig for at lægge dig fast på et våbensystem i dag, risikerer du at vælge et, der enten ikke er tilgængeligt, eller hvor priserne bliver højere end forventet. Der er ikke noget våbenkatalog i dag, og derfor kan man ikke udelukke nogen leverandører.”

Mens den danske beslutning om at købe langtrækkende præcisionsvåben kaldes et paradigmeskifte, mener Gressel ikke, at man kan tale om et nybrud på europæisk plan.

“Det er en stor klub af nationer, der ønsker at skyde længere. De fleste europæiske lande tager skridt i samme retning: Tyskland, Polen, Storbritannien og Frankrig. De har set, hvor effektive langdistanceangreb er, og at man skal have flere systemer for virkelig at opnå en afskrækkende effekt,” siger han og nævner foruden lande i Europa Korea, Japan, Australien og Taiwan, der også opruster med langdistancevåben.

“Langtrækkende præcisionsvåben er noget, der vil blive overvejet oftere i fremtidige indkøbsprogrammer.”

Alt er langt

Mens regeringen ikke har meldt ud, hvilke våben de vil købe, men har sat Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse til at undersøge markedet, kan den risikere at løbe ind i problemer med at få våben nok, siger Gustav Gressel. Skal våbnene købes europæisk, skal de højst sandsynligt se mod den tyske forsvarsproducent MBDA og deres missilsystemer Storm Shadow og Taurus.

“Køber du dem direkte fra hylden, kan du købe Storm Shadow, men der er kun meget få af dem. De er lige begyndt at producere dem igen. For våben under den europæiske langdistanceangrebsplatform [ELSA, red.] vil du sandsynligvis skulle vente et årti,” siger Gustav Gressel og understreger, at hverken Storm Shadow eller Taurus kan karakteriseres som langtrækkende.

Deres rækkevidde er hver mellem 2- og 500 kilometer, hvor de amerikanskproducerede Tomahawk-missiler til sammenligning kan flyve op til 1.600 km. Tomahawks er af danske forsvarseksperter blevet udnævnt som et af de mest realistiske bud på, hvilke langtrækkende præcisionsvåben regeringen vil købe. Det er dem, Ukraine netop har efterspurgt fra USA, og dem, USA i sommer brugte mod atomanlæg i Iran.

“Lang rækkevidde kan være alt. I krigen i Ukraine er udtrykket lang rækkevidde blevet brugt i flæng. Alt, der havde en længere rækkevidde end HIMARS-missilet, blev betegnet som lang rækkevidde. På et tidspunkt blev det endda kaldt lang rækkevidde. Det er det ikke.”

“I flåden har franskmændene MdCN-missilet, som har en rækkevidde på omkring tusind kilometer. De kan affyres fra flådeplatforme, så det ville nok være den nemmeste og mest oplagte løsning,” fortsætter Gressel, der mener, at det danske forsvars erfaring med langtrækkende våbenmateriel gør Danmark godt rustet til at sende langdistancemissiler.

“Danmark har en del fregatter. Det er lettere at integrere langdistanceangrebssystemer på flådeplatforme, fordi flåder grundlæggende er mere fortrolige med hånd-til-hånd-systemer.”

Tre onder

Hvis Danmark vil have langtrækkende våben nu, står de tilbage med to muligheder, USA og Israel, mener Gustav Gressel. USA, som EU forsøger at gøre sig uafhængig af – og Israel, til hvem den danske eksport af F-35-kampflydele vurderes at være ulovlig under international ret, og hvor den tidligere forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) måtte undskylde for at have vildledt Folketinget til at foretage forhastede indkøb fra våbenproducenten Elbit.

“Israel sælger langtrækkende artillerisystemer, herunder ballistiske LORA-missiler. De er ret effektive,” siger Gustav Gressel, der siger, at det har “stor betydning”, hvem regeringen køber våben fra. Det skyldes den politiske usikkerhed, der følger med.

“Hvis vi skal tage Israel som eksempel, har det politiske konsekvenser med de ting, de gør i Gaza. Hvis man køber Tomahawks, er der et nyt spørgsmål, der hedder Grønland. Der er ingen risikofri indsats i noget af det her,” siger han.

“Hvis man tror, at Trump virkelig vil invadere Grønland, er Tomahawks nok ikke det bedste valg. Hvis man tror, at det ikke vil ske, er Tomahawks det bedste valg, da det er et Nato-land. Hvis du vil have noget, der er billigere, og du kan købe mere for de samme penge, skal du vælge israelerne. Men så står du med et andet politisk problem, der er forbundet med at købe israelske våbensystemer i de her dage.”

“Vil man have en politisk sikker løsning hos europæerne, hvor de fleste af deres langdistancevåben endnu ikke er på markedet, og der er en økonomisk risiko? Eller vil man vælge meget gennemprøvede våbenkoncepter, der har politiske risici i Israel og USA?” fortsætter Gustav Gressel.

“Hvis du vil være 100 pct. sikker på, at dine allierede bliver på din side, skal du købe noget europæisk. Men der ved du i sidste ende aldrig, om du så får våbensystemet.” /Emma Louise Stenholm

Læs tredje afsnit i serien her: Våben, der aldrig skal bruges