Kære læser

Trumps store fredsplan

Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix

I en scene i Martin Scorseses mesterværk Goodfellas forklarer fortælleren Henry Hill – ham, som gennem hele sit liv “altid har drømt om at blive en gangster” – hvordan mafiens beskyttelsespenges- og partnerskabsprogram fungerer. Med en blanding af trusler og højhellige løfter tvinges en butiksindehaver til at indgå en faustiansk pagt med mafiaen, som herefter har staklen i sine kolde, klamme hænder. Bevares, butiksejeren får da den smarte serviceydelse, at han kan kontakte de voldelige wise guys hvis han eksempelvis får problemer med regninger eller leverancer. Til gengæld står han nu i nådesløs gæld til gangsterne. Eller som Henry Hill malerisk forklarer, med udgangspunkt i “kollegaen” Paulie, som netop har fået en ny “partner”:

“Nu bliver fyren nødt til at komme med Paulies penge hver uge, uanset hvad. Går forretningen dårligt? Fuck dig, betal mig. Åh, har du haft en brand? Fuck dig, betal mig. Stedet er blevet ramt af lynet, hva’? Fuck dig, betal mig”.

Mafiabossen, understreger Henry Hill, kan gøre hvad som helst.

Klip til Det Hvide Hus mandag aften. Her kunne Israels premierminister, den fascistoide folkemorder Benjamin Netanyahu, sammen med USA’s præsident, den korrupte og lystløgnende voldtægtsmand Donald Trump, på et pressemøde uden mulighed for spørgsmål fortælle, at man er blevet enige om en ultimativ fredsaftale for Gaza. Som to jakkesætsklædte mafiabosser, der bad om beskyttelsespenge, kunne makkerparret forklare, at aftalen – der indeholder sammenlagt 20 punkter – er ren take it or leave it. Såfremt Hamas nægter at acceptere den, er det ikke til at sige, hvad der vil ske. For som Netanyahu understregede:

“Hvis Hamas afviser din plan, hr. præsident, eller hvis de angiveligt accepterer den og derefter gør alt for at modarbejde den, så vil Israel selv fuldføre opgaven. Det kan gøres på den nemme måde eller på den hårde måde, men det vil blive gjort.”

Og som Trump samtykkede:

“Hvis Hamas afviser aftalen … Bibi (Netanyahus kælenavn, red.), så ville du have vores fulde opbakning til at gøre, hvad du ville blive nødt til at gøre.”

Med tanke på, hvor gerne Donald Trump vil have Nobels fredspris – hvad han da også fiskede efter ved at kalde dagen for “en stor stor dag, en smuk dag, potentielt en af de største dage nogensinde i civilisationen” – er det unægteligt en bizar strategi: at blåstemple fuldendelsen af det, både menneskerettighedsorganisationer og uafhængige FN-undersøgelseskommissioner kalder et igangværende folkedrab, såfremt Hamas ikke takker ja til samtlige 20 fremlagte punkter.

Udover de forventelige planer for bl.a. frigivelsen af gidsler og tilbagetrækningen af israelske tropper, indeholder fredsaftalen også en umiskendelig dunst af “fuck dig, betal mig” i form af den mistænksomt mafiøse overgangsregeringsbestyrelse – i Trump-terminologi betegnet som “Board of Peace” – som altså skal garantere fortsat fred. I spidsen for den kommer nemlig til at stå Donald Trump selv, og han vil bl.a. blive flankeret af den forhenværende britiske premierminister Tony Blair. Med tanke på Blairs delagtighed i bl.a. den ulovlige invasion af Irak (som, ifølge Blair selv, banede vej for Islamisk Stat), udgør alene det makkerpar jo sin egen form for ondskabens pengegriske akse. Eller som britisk journalist Ash Sarkar har sagt om Tony Blairs involvering i Gaza: “Det er fordi Satan ikke var ledig”.

Hvis ikke vi leger Djævelens (eller Blairs) advokat, er der altså god grund til at udvise sund skepsis over for den fremlagte fredsplan. Måske særligt når man tænker på, at den skal indgås med evigt utilregnelige Donald Trump, foruden en israelsk premierminister, som allerede har en arrestordre fra Den Internationale Straffedomstol (ICC) hængende over hovedet. To mænd, der vel er cirka lige så tillidsvækkende som Joe Pesci i Goodfellas. Ikke desto mindre har de fleste statsledere allerede fundet en passende grimasse af accept – vel vidende, at det er farligt at grine af klovnene. Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Qatar, alle har de nikket ja. Fredsaftalen mangler dog stadig at blive accepteret af den ekstremistiske, voldsparate og fundamentalistisk-religiøse gruppe kendt som Trumps vælgerbase  – og så selvfølgelig af Hamas.

Uanset hvad: Det, som lige nu finder sted i Gaza, må og skal selvsagt stoppes hurtigst muligt; at forhindre et igangværende folkedrab kan ikke betegnes som andet end et moralsk kategorisk imperativ. Men som imperativets fadder Immanuel Kant også pointerer i værket Til den evige fred fra 1795:

“Selv midt i krigen må der mellem de kæmpende bestå en vis gensidig tillid, uden hvilken det ikke vil være muligt at slutte fred, og fjendtlighederne vil udvikle sig til en udryddelseskrig”.

I skrivende stund har Israel dræbt over 65.000 og såret over 160.000 palæstinensere. Benjamin Netanyahu står ved ICC bl.a. beskyldt for at bruge sult som våben, en klokkeklar krigsforbrydelse. Billederne, der kontinuerligt strømmer ud fra Gaza, viser en umenneskeliggørelse, der ikke er til at fatte; en depravering, som ville have holdt Kant vågen hver eneste forbandede nat i Königsberg. Hvis der nogensinde har eksisteret en gensidig tillid mellem Israel og Palæstina, ligger den nu definitivt begravet et sted under murbrokkerne i Gaza By; se, lige der, ved siden af liget af et uskyldigt spædbarn. Selv med en fremtruet fredsaftale har Benjamin Netanyahu allerede valgt udryddelsen. /David Dragsted

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12