Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Den yderste højrefløj er ved at blive genfødt som europæere. Overraskende nok. Men intet er tilsyneladende mere internationalt end nationalisme.
Flere og flere af tidens succesfulde højrepartier har fået øje på mulighederne for at skabe en nationalkonservativ genrejsning ved hjælp af et forvredent EU-samarbejde. På tværs af kontinentet.
I dele af København kan man i disse dage på nært hold opleve hvorfor.
Som et sindbillede på et Fort Europa, hvor grænserne lukkes ned, og politiet slår hårdt ned på enhver form for blot potentiel urostiftelse, har det danske værtskab af EU-formandskabet udviklet sig til en opvisning i stram ordenshåndhævelse.
Særligt området omkring Folketinget er i denne uge blevet tæt forseglet og omdannet til et ingenmandsland af metalhegn, politipatruljer og kontrolposter. Aldrig nogensinde før i Danmarks demokratiske historie har et politisk møde været pakket længere væk fra befolkningen, og signalet er ikke til at tage fejl af: Kontrol er bedst.
“Det er sindssygt komplekst at forholde sig til de mulige trusler, der er. Der kan være nogen, der har lyst til at demonstrere, der er terrortruslen. Spionagetruslen i Danmark er høj, sabotagetruslen er høj – der er en masse komponenter, vi skal tage højde for,” udtaler chefen for beredskabet i Københavns Politi Peter Dahl.
Alarmismen er efter alt at dømme velbegrundet. Danmark har i den seneste tid været under det, som statsminister Mette Frederiksen (S) kalder for “hybridangreb”, og selvfølgelig skal der være styr på sikkerheden, når skikkelser som de tre præsidenter, Zelenskyj fra Ukraine, Erdoğan fra Tyrkiet og Macron fra Frankrig, lægger vejen forbi København.
På den ene side er der intet grundlag for at klandre myndighederne for at tage skærpede forholdsregler. For det ville have karakter af et kollaps, hvis Danmark ikke viste sig i stand til at afholde europæiske topmøder. På den anden side er militariseringen af det offentlige rum også et varsel om en fremtid, hvor grænsehegn vil kunne blive det nye symbol på det europæiske samarbejde snarere end samhandel, indre marked og fri passage.
“Københavnerne vil opleve en massiv invasion af politifolk de kommende dage. Vi kommer virkelig til at være markante i gadebilledet,” lyder det fra politiledelsen.
Willkommen in der Festung Kopenhagen. Bienvenue au Fort Copenhague.
Øget grænsekontrol
Inde bag forskansningerne skal stats- og regeringscheferne bl.a. diskutere, hvordan der hurtigst muligt kan etableres en “dronemur” langs EU’s østlige grænser. Som optakt til dagens topmøde på Christiansborg har EU-Kommissionen således skrevet følgende ud til medlemslandene:
“Set i lyset af den fortsatte militære aggression mod Ukraine og den seneste stigning i krænkelser af medlemslandenes luftrum er to flagskibsprojekter – den europæiske dronevæg og overvågningen af den østlige flanke – af særlig hastende karakter og bør fremskyndes hurtigt.”
Efter planen vil EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen her onsdag præsentere en større køreplan til forsvaret af Europa. Som hun også sagde i sin State of the Union-tale i Europa-Parlamentet i Strasbourg for nylig, så er grænsekontrol blevet en ny førsteprioritet:
“Vi vil bygge en dronemur. Europa vil forsvare hver en kvadratcentimeter af vores territorium,” sagde Ursula von der Leyen og skabte derved større opbakning fra højrefløjen, end hun har haft tidligere, ikke mindst når hun har talt om behovet for en hurtigere grøn omstilling.
Selv for toneangivende højrepartier, som ellers udviser en påfaldende stor forståelse for Ruslands imperiale aggressioner, såsom Alternative für Deutschland og Rassemblement National, er der støtte til den luftbårne oprustning. Ønsket om at forsvare “hver en kvadratcentimeter af vores territorium” behøver nemlig ikke kun at handle om fjendtlige droner.
Den igangværende omdannelse af EU-samarbejdet til en mere militaristisk alliance, som ved hjælp af højteknologi og langt strengere ordenshåndhævelse kan lukke af for grænserne, har appel til de politikere og partier, som i årevis har kæmpet for at stoppe migration og spontane asylansøgere, så ingen længere kan komme illegalt til Europa.
Fokus har flyttet sig fra frihandel til bevogtning – fra liberale idéer om udadvendt samarbejde til mere konservative dogmer om indadvendt overvågning. Det sker delvist som en politisk pendulsvingning, der er fremkaldt af et højreryk blandt vælgerne. Ved sidste valg til Europa-Parlamentet gik de yderste højrefløjspartier kraftigt frem, og i dag kan det konstateres, at de mere etablerede konservative også er blevet trukket længere ud.
Bevægelse mod højre
Herhjemme er de blå partier også i fremdrift, ikke mindst Dansk Folkeparti, som anført af formand Morten Messerschmidt ikke alene lader sig inspirere kraftigt af de andre fremgangsrige højrepartier i Europa, men som også er ved at slå ind på et mere europæisk spor. Et forandret EU-samarbejde begynder at blive set som en mulighed for et effektivt grænseværn.
I weekenden var stifteren af det hollandske frihedsparti, Partij voor de Vrijheid, provokatøren Geert Wilders inviteret til Dansk Folkepartis årsmøde i Viborg. Forbrødringen mellem ham og Morten Messerschmidt ville næsten ingen ende tage:
“Fremtiden, mine venner, er vores. Den er jeres. Den er os. Fremtiden er vores, fordi patriotiske partier vokser frem overalt i Europa,” sagde Geert Wilders.
Det symbolske besøg i Viborg vidner om, at Dansk Folkeparti ønsker at vise omverdenen, at man er blevet en del af noget større; at man faktisk begynder at føle sig som en del af mainstream i Europa. Lige nu står højrebevægelser således til at kunne blive de største partier i en række europæiske lande, fra tyske AfD og Sverigedemokraterna over franske Rassemblement National og britiske Reform UK og Fratelli d’Italia.
Endnu er Dansk Folkeparti ikke helt deroppe. Men hvis man tager den aktuelle vælgertilslutning til Morten Messerschmidts parti og lægger den sammen med opbakningen til Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne plus det tredje opstillingsberettigede højreparti, Lars Boje Mathiesens Borgernes Parti, så nærmer de sig tilsammen niveauet fra søsterpartierne i landene omkring.
Det nye, det virkeligt banebrydende, er imidlertid ikke blot, at højrepartierne dominerer blandt mange vælgere, men snarere at magthaverne også er begyndt at rykke i samme retning.
Når stats- og regeringscheferne i dag og i morgen mødes i det københavnske fort, vil den fællesnævner først og fremmest være skærpet grænsekontrol. Som statsminister Mette Frederiksen sagde, sidst hun holdt en større tale om behovet for en strammere udlændingepolitik i Europa:
“Vi skal nedbringe migrantstrømmen til Europa. Det, der i mange år har været mainstream blandt vores befolkninger, er nu også blevet mainstream for mange af os politikere. Endelig.”
Topmødet i København vil markere, at EU-samarbejdet ikke længere styres af klassiske socialdemokrater og socialkonservative i forening, men at det nu i stedet er blevet det yderste højre, som reelt sætter dagsordenen – fra marked til mur. /Lars Trier Mogensen