Global Sumud Flotilla/Reuters/Ritzau Scanpix
“Digtet kan begynde med afmagt”
Første linje i første strofe i første digt i Peter-Clement Woetmanns netop udkomne digtsamling Lysninger.
Den britiske antropolog og primatolog Jane Goodall er død, 91 år gammel. Nogle forbinder hende med chimpanser – og med god grund. Goodall studerede den populære abe, menneskets nærmeste slægtning, i 65 år. Hun opdagede, at chimpanser bruger redskaber, at de jager og spiser kød, at de går i krig med hinanden, og at der er stærke bånd mellem morchimpanse og babychimpanse. Osv. Der ligger mange billeder og videoer ude på nettet af hende i selskab med chimpanser. Nu ligger der også mange nekrologer.
Jane Goodall var mere end noget med aber. Hun var miljøforkæmper og klimaaktivist. Hun var humanist. Og generelt bare et forbillede. Hun var modig på flere planer. I løbet af sit liv havde hun to oplevelser, som virkelig skræmte livet af hende, fortalte hun i en podcast, da hun var 90. “Af en eller anden grund var jeg bange for leoparder,” sagde hun. En dag havde hun siddet alene et sted – måske i en lysning – da hun pludselig kunne se halen fra en leopard stikke op af det høje græs, og halen havde kurs direkte mod hende. Hun lavede så meget larm, hun kunne, og skyndte sig væk i modsatte retning. Fire-fem timer senere tænkte hun, at hun hellere måtte vende tilbage. Og lige præcis der, hvor hun havde siddet – og altid sad – havde leoparden lavet en stor lort for ligesom at vise, at det var dens sted.
Anden gang hun var rigtig bange, var en dag, hvor chimpanserne ellers var begyndt at vænne sig til hendes tilstedeværelse. “Det regnede voldsomt, og jeg gik langs stien og hørte nogle chimpanser lave sådan en truende skrigelyd, så jeg tænkte, at de frøs og var elendige, fordi det regnede, og der var omkring seks voksne hanner, og de begyndte alle sammen at svinge i træerne over mig og skrige ad mig. Så jeg satte mig ned og lod, som om jeg havde travlt med at grave et lille hul i jorden og spise blade, og håbede, at de ville gå væk. En af dem gik faktisk til angreb bagfra og slog mig i hovedet. Men så gik de heldigvis. Det var skræmmende.”
Jane Goodall forklarede, at hun altid havde været overbevist om, at dyr kun gør mennesker fortræd, hvis de selv er blevet gjort fortræd og derfor hader mennesker.
Onsdag aften og i løbet af natten til torsdag blev næsten alle 40 skibe fra den såkaldte Global Sumud Flotilla opbragt af israelske krigsskibe. Skibene var på vej over Middelhavet i retning af Gaza-striben og lastet med tonsvis af nødhjælp. Flere end 500 mennesker fra 44 lande var om bord. De blev opbragt i internationalt farvand. Et klokkeklart brud på folkeretten – ligesom det meste af det, den israelske stat foretager sig, når den fører krig. De ombordværende er blevet pågrebet og bortført. Israels minister for national sikkerhed, Itamar Ben-Gvir, som er en af de mest rablende individer i Benjamin Netanyahus regering, hvilket ikke siger så lidt, har tidligere udtalt, at aktivisterne om bord på flotillen skal opfattes som terrorister og vil blive behandlet derefter. “Vi må bruge afskrækkelse,” udtalte han ifølge Jerusalem Post for en måned siden. “Enhver, der vælger at samarbejde med Hamas og støtte terrorisme, vil blive mødt af en fast og urokkelig reaktion fra israels side.”
Mens man ikke hører alverden fra fx den danske regering, er Tyrkiets udenrigsminister på banen og kalder Israels angreb på den internationale flotille “en terrorhandling”, som bringer “civiles liv i fare”. Den svenske aktivist Greta Thunberg var med på et af skibene. Det var hun også sidste gang, Global Sumud Flotilla stævnede ud med retning mod Gaza. Der kan man tale om mod.
Og så de sidste par strofer i Peter-Clement Woetmanns digt:
“Tingene er nødt til at ordne sig
Katten kan kravle op i et træ
eller liste omkring
i det grønne. Jorden kan dufte af dug.
Man må forberede sig på fremtiden
og at ingenting bliver som før.
Man må bære hinanden i hænderne
og holde øje med afstanden. Ingen
kan gå alene. Alle er mer’
end sig selv. Nede ved søerne
står vandet og venter på tørke.
Oppe i træet synger en fugl.”
/Oliver Stilling