Et europæisk Nato

I hele sin levetid har EU villet spille en større rolle. Uanset om det har handlet om at udvide den gamle kul- og stålunion i retning af et mere værdibaseret fællesskab eller at forsvare sig mod fremtidige angreb, er det blevet tydeligt, at ønsket om selvstændighed ikke bare har været abstrakt. Men ganske konkret: Eksempelvis står det sort på hvidt i traktaterne, at EU bør arbejde for at blive en egentlig forsvarsunion.

Begrebet strategisk autonomi er dukket op overalt i EU de senere år: idéen om, at EU skal være i stand til at forfølge sine egne interesser uden at være afhængig af andre. Det kan i princippet være på alle slags områder. Som konkurrenceevne, digital suverænitet og den grønne omstilling, men først og fremmest i forsvarsregi, hvor begrebet oprindeligt blev formuleret.

Strategisk autonomi indprentede sig for alvor i den europæiske bevidsthed efter en tale af den franske præsident Emmanuel Macron i Sorbonne i 2017. Men ordene blev for første gang formuleret på papir som led i forhandlinger om EU’s fælles forsvars- og sikkerhedspolitik (CSDP), der sætter rammerne for EU’s “krisestyring” på og uden for det europæiske kontinent.

Under den har EU i dag over mere end civile og militære missioner, der med EU’s ord bekæmper menneskesmugling på Middelhavet, sender diplomater til Kosovo for at understøtte retsstatsprincippet, og som er med til at træne politiet i Somalia både på land og til søs. Den slags operationer kan Danmark også deltage i, efter forsvarsforbeholdet blev afskaffet i 2022.

Selvom det næsten kunne lyde sådan – og undersøgelser viser, at over halvdelen af briterne og franskmændene ønsker det – har EU intet fælles militær. EU’s regler tillader i dag slet ikke, at unionen køber våben selv. Ikke desto mindre har EU styrket samarbejdet med Nato, og sammen er man blevet enige om at investere milliarder af euro i forsvaret, og at både soldater og ammunition skal kunne bevæge sig lettere gennem EU.

Ønsket om, at EU i højere grad skal tage ansvar for sin egen sikkerhed, er siden 2013 blevet cementeret ad flere omgange: i EU’s globale strategi, med oprettelsen af en europæisk forsvarsfond og senest i dette års oprustningsplan ‘Readiness 2030’, hvor Kommissionen vil mobilisere 800 milliarder euro fra medlemslandenes egne budgetter.

Mest opsigtsvækkende er både tænketanke og politikere begyndt at tale om et “europæiseret Nato”. Kort sagt et alternativ til Nato, hvor Europa opbygger sin egen forsvarsstyrke, producerer flere våben selv og forsvarer sig sammen. En Nato-kopi – bare uden Trump i spidsen. Men trods “voksende usikkerhed” om USA handler det ikke kun om dem. Indtil for nylig har strategisk autonomi i langt højere grad handlet om Rusland og Kina.

Behovet for at samtænke stort set alle politikområder med sikkerhed har særligt været tydeligt i Ukraine, hvor EU kalder det et ‘win-win’, at man kan føre grøn politik og geopolitik på samme tid. Men virkeligheden ser noget anderledes ud: Selvom EU køber væsentligt mindre gas af Rusland end for tre år siden, bruger medlemslandene stadig flere penge på Putin end på Zelenskij. Og det at overgå til udelukkende vedvarende energi har foreløbig været både politisk og teknisk umuligt. I stedet for russisk gas har EU købt store mængder af den flydende naturgas LNG fra Qatar og Saudi-Arabien – der blandt andet transporteres gennem Hormuz-strædet, hvis stabilitet igen er udfordret med den seneste udvikling mellem Israel og Iran.

På samme måde er EU stadig grundlæggende afhængig af Kina: Hverken den grønne omstilling eller våbenkapløbet kan, som det ser ud i dag, gennemføres uden Kinas kritiske råstoffer som sjældne jordarter. Selvom EU har identificeret 47 ‘strategiske’ steder, man kan udvinde mineraler, der altså bruges til alt fra elbiler til våben, inden for Europas grænser, har Kina nærmest monopol på dem. I juli rejser kommissionsformand Ursula von der Leyen til Beijing for at markere 50-året for EU og Kinas diplomatiske relationer, og kritiske råstoffer står øverst på dagsordenen.

USA’s rolle behøver efterhånden næsten ingen yderligere forklaring. Som det for nylig lød i et indlæg i London Review of Books, har en række kommentatorer de seneste år proklameret, at den “amerikansk ledede verdensorden” er død, først “efter tilbagetrækningen fra Afghanistan i 2021, den russiske invasion af Ukraine i 2022 og igen med Gaza i 2023.” Men det er stadig Trump, som Nato-generalsekretæren kalder Daddy, og i dag bliver godt to tredjedele af EU’s forsvarsordrer lagt hos amerikanske virksomheder.

EU er altså endnu meget langt fra at være en selvstændig forsvarsunion. Imidlertid er et andet og måske vigtigere udestående, om strategisk autonomi overhovedet er den bedste strategi; om det først er konfliktoptrappende, hvis vi lukker os om os selv.

Det mente i hvert fald den tidligere færøske udenrigsminister Høgni Høydal, da vi interviewede ham i Tórshavn i foråret: “Vi har fordømt al krig og sat vores egne sanktioner i verden. Men vi synes ikke, at man skal opløse de samarbejder, der stadig fungerer,” sagde Høydal, der gentagne gange mødte kritik for at forlænge fiskeriaftaler med Rusland: “Forudsætningen for fred er ikke bare oprustning, og den dimension synes jeg mangler i debatten.”

Spørgsmålet er altså, hvad der er EU’s stærkeste våben – diplomati eller militær – hvilket på sin egen selvmodsigende vis understreger pointen. For kan man virkelig det hele på samme tid? Det er her, ordet ‘strategisk’ kommer ind i billedet: Autonomi giver ikke nødvendigvis mening for enhver pris.

Artikelserien er den første af tre under titlen ‘EU på egne ben’ og er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene Føljetons.