Afhængig af Sydkorea

Det lyder umiddelbart ikke selvforsynende: Mens det er planen, at den europæiske forsvarsindustri skal stå på egne ben, mærker EU’s hurtigst voksende hær konsekvenserne af, at der ganske enkelt ikke er våben nok.

Kun overgået af Ukraine har Polen i dag den største tilslutning af soldater i hæren. Det skyldes ikke mindst oprettelsen af en frivillig militærtjeneste, som mange tusinder har gennemført – og står det til premierminister Donald Tusk, skal det samlede antal soldater på over 200.000 mere end fordobles.

Når de 300.000 i 2035, får Polen EU’s største landstyrke.

Polen er samtidig det land, der er tættest på at nå de nye Nato-mål: Det samlede forsvarsbudget forventes at nå 4,7 pct. i år. Men trods en spirende forsvarsindustri – hvor det statsejede konglomerat PGZ sidder på den største del af våbenproduktionen – er Polen meget langt fra at kunne klare sig alene.

I dag går over 4 pct. af Polens bruttonationalprodukt til forsvar, hvoraf de første tre kommer fra statens regulære budgetter. Den sidste procent findes gennem gæld, herunder gennem internationale lån fra eksempelvis USA.

Dels kanaliseres en del af forsvarsbudgettet altså ud af landet – og Europa. Derudover har Polen måttet vende blikket væk fra EU for at sikre materiel nok til den oprustning, de forpligter sig til i Nato.

“Vi er afhængige af Sydkorea og USA, fordi intet land i verden kan producere tilstrækkelige mængder til at opfylde vores behov,” siger Jacek Tarociński, senioranalytiker i den polske tænketank OSW, Center for Eastern Studies.

Polen har derfor indgået aftaler med USA og Sydkorea, der blandt andet skal sikre leveringen af 546 nye tanks udefra inden udgangen af næste år.

“Vi har allerede fået leveret 350, hvilket er mere end Frankrig, Tyskland og Storbritannien har tilsammen. I vores øjne er problemet med den europæiske industribase, at den ikke kan producere nok. Før den russiske invasion kunne Tyskland producere 18 kampvogne om året. I øjeblikket stræber de efter 30.”

Hemmelige aftaler

Polen har haft et strategisk partnerskab med Sydkorea siden 2013. I marts underskrev de to parter et udvidet sikkerhedssamarbejde, og i juni var de nået et “endeligt stadie” i udmøntningen af en anden forsvarsaftale fra 2022: Warszawa får nye K2-kampvogne og jagerfly mod på sigt at øge fødevareeksporten til Seoul. Den egentlige kontrakt skulle være færdiggjort inden udgangen af måneden, men der er endnu intet nyt. I det hele taget er forhandlingerne foregået i hemmelighed, siger Jacek Tarociński:

“Vi kender kun glimt, som Sydkorea eller Polen sender til medierne.”

Sikkerhedssamarbejdet har udfoldet sig i flere faser, hvor det i første omgang handlede om hurtigst muligt at købe våben og udstyr nok til at udvide Polens forsvarskapaciteter. Anden fase skulle være afsluttet for to år siden, og det gælder blandt andet leveringen af de FA-50-kampfly, som Polen allerede har købt fra Sydkorea.

“Vi er midt i 2025, og vi er stadig i gang med processen. Vi har forskellige forsinkelser i anden fase, fordi den sydkoreanske industri ikke er så villig til at dele teknologien, som de først sagde, de var. For det andet er vores egen industribase ikke så stærk. Vores regering har ikke ønsket at betale så meget, som Sydkorea beder om. Så vi befinder os i en stor forhandlingsproces, der har varet to år længere, end det var meningen,” siger Tarociński.

Danske problemer

Trods den store tilslutning til hæren har Polen ligesom Danmark udfordringer med slidte kaserner, siger Jacek Tarociński, der også er ekspert på forsvars- og sikkerhedspolitikken i de fire nordiske lande Danmark, Finland, Norge og Sverige.

“Kaserneforholdene er problematiske i alle Nato-lande. Men i Polen har vi ikke de bedste levevilkår for vores soldater. Især dem, der er udstationeret ved grænsen til Belarus, hvor vi har en Afghanistan-lignende operation.”

Mindst 6.500 er udsendt til pigtrådshegnet mellem Polen og Belarus, hvor den polske regering beskylder den belarusiske præsident Lukasjenko for at “orkestrere” migranters flugt over grænsen, og hvor Polens egne grænsevagter bruger voldelige metoder for at holde dem ude af landet. Selv bor soldaterne ifølge Tarociński i “telte og fragtcontainere”.

Mens en stor del af EU’s medlemslande giver soldaterne lave lønninger, skyldes en stor del af opbakningen til den polske hær, at man tjener “gode penge”. Det er, siger Tarociński, særligt attraktivt i den østlige del af Polen, hvor der er mangel på jobs, og flere og flere flytter væk.

Det er en af grundene til, at der i Polen hverken er en offentlig debat eller kritik af nye forsvarsinvesteringer – i modsætning til fx Spanien, hvor hæren er på skrump, og hvor premierminister Pedro Sánchez har forhandlet sig til undtagelser fra de nye Nato-mål. I stedet accepterer et bredt politisk spektrum fra det yderste venstre til yderste højre præmissen om oprustning.

“Det polske samfund føler, at vi er nået til et punkt i historien, hvor vi er nødt til at gøre det. At der kan komme et øjeblik, hvor vi ikke længere har Polen, hvis ikke vi bruger pengene i dag,” siger Jacek Tarociński.

“Men der er nogle vendepunkter. Fx er lønningerne blevet fastfrosset flere gange, hvilket betyder, at lærere i gymnasiet og folkeskolen lige nu tjener tæt på mindstelønnen. Det er der mere og mere frustration over.”

Artikelserien er den første af tre under titlen ‘EU på egne ben’ og er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene Føljetons.