Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Man ved det godt, hvis man følger lidt med, for aviserne skriver med jævne mellemrum om det. Alt for meget vigtigt lovarbejde bliver jappet igennem af lovgiverne på Christiansborg. Lovarbejde bliver til lovsjusk (et velkendt ord, der mærkeligt nok ikke findes i den danske ordbog). I juli sidste år udsendte den juridiske tænketank Justitia fx en rapport, der konkluderede, at processen fra politisk idé til lovgivning er uskøn og forhastet. “Det betyder, at der er mange folketingsmedlemmer, som simpelthen ikke har tid til at læse det, og som heller ikke helt har fat i, hvad konsekvenserne er af det, de vedtager,” udtalte tænketankdirektør Birgitte Arent Eiriksson til DR.
En af de politikere, som også har peget på problemet og gjort det til et centralt element i sin politik, er stifteren af partiet Grønne Demokrater, Theresa Scavenius. I sit nyhedsbrev i august 2024 skrev hun, at det var hendes oplevelse, at den demokratiske samtale på Christiansborg var død: “Det er sket som et resultat af, at lovgivningsarbejdet i stigende grad er blevet erstattet af politiske aftaler. Det bliver af forskere kaldt ‘forligsparlamentarisme’.” Et par uger senere sagde hun til TV 2, at “lovmøllen på Christiansborg” var “dysfunktionel” og præget af en “udemokratisk lukkethedskultur”.
Kritikken blev mere eller mindre afvist af flere medlemmer af Folketingets præsidium – herunder folketingsformand Søren Gade (V). Problemer går imidlertid ikke altid væk ved, at man afviser, at de eksisterer. Og nu er den så gal igen, fristes man til at sige. Når Folketinget åbner i morgen tirsdag, udkommer bogen Det effektive, men fortravlede Folketing, som er en del af forskningsprojektet ‘Magtudredningen 2.0’ (bestilt og betalt af Folketinget i 2022, den ros skal det have). Titlen siger jo det hele. Og det er særligt aftaleparlamentarismen – forligsparlamentarismen – og den medfølgende lukkethed, bogen kritiserer.
“Det er et problem, fordi aftalerne sætter tempoet op, og de lukker også debatten, så den kun foregår på ministerkontorerne og i mindre grad i Folketingets organer,” udtaler professor i statskundskab på Aarhus Universitet Helene Helboe Pedersen, som er en af bogens tre forfattere, i dagens Politiken. Som eksempel nævner hun kontanthjælpsreformen, der blev vedtaget af regeringspartierne samt Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre. Da den trådte i kraft tidligere i år, stod det straks klart, at de skærpede optjeningsregler – foruden at lægge ekstra hårdt pres på flygtninge (ulækkert, men det var med vilje) – også ved en fejl diskriminerede internationalt adopterede.
I juni måtte daværende beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) hårdt presset fra flere sider så lave nye undtagelsesregler for adopterede og enkelte andre grupper. Halsboe-Jørgensen, der nu er skatteminister, afviser blankt over for Politiken, at aftaleparlamentarismen skulle være et problem for demokratiet, fordi det betyder, “at partierne har set det meste, før det rammer Folketingssalen”. Og derfor ville hun “godt nok være ked af, hvis vi skulle lægge fra os og så flytte det hele ind i Folketingssalen”.
Af Det effektive, men fortravlede Folketing fremgår det, at lovbehandlingstiden er faldet markant og særligt mellem førstebehandlingen og andenbehandlingen, som er gået fra et gennemsnit på 52 dage i 2007 til 37 dage i 2024. Folketingsformand Søren Gade medgiver, at “det nok er gået stærkere, hvis vi sammenligner med 1953, men hvis vi sammenligner inden for den horisont, de fleste af os kan huske, er det ikke”.
Forhåbentlig er Søren Gades horisont ikke noget, der skal bruges som målestok for det danske demokrati.
Dagbladet Information har i dagens udgave fat i en anden af Det effektive, men fortravlede folketings forfattere, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Peter Bjerre Mortensen. “Folketinget er kørt lidt ud på et sidespor som institution, når vi lægger det hele sammen,” siger han. “Det kan godt bekymre.” Den gode nyhed, hvis ellers folketingets politikere vil tage den til sig, er, at de selv kan ændre udviklingen, fordi det danske parlament er ret stærkt sammenlignet med andre lande. “Når Folketinget er kørt ud på et sidespor, er det i høj grad politikerne selv, der har accepteret det,” siger Peter Bjerre Mortensen til Information. “Derfor ser vi også, at den løsning, der ligger lige for, er, om Folketinget beslutter sig for, om de vil tilbage til hovedsporet.”
/Oliver Stilling