Menneskerettigheder i minerne

Bussen forlader Kirunas bycentrum, passerer byggepladser, mørkegrønne skove, blå bjerge og vindmøller, der står helt stille. Når vi nærmer os minen, et gigantisk hul i jorden omringet af sorte (kunstige) bjerge med plateauer, der ligner forkullede risterrasser, forklarer en guide, at vejen, der fører hen til minens indgang, er blevet omlagt flere gange. Jorden under os står ikke stille. Den bliver sprængt i stykker om natten, og hver dag bliver der udvundet nok jernmalm til at bygge seks og et halvt Eiffeltårn. Og så er vi under jorden, hvor der er mørkt, og når vi stiger af bussen, køligt.

Bæredygtighed er nøgleordet, når vi vandrer fra filmvisning i en underjordisk biograf gennem lange klippegange oplyst af blåt lys og hen til en kantine, der serverer kage og udstiller bjergkrystaller. “Vi vil gå fra at være en del af problemet til at være en vigtig del af løsningen,” meddelte mineselskabet LKAB i 2020, da virksomheden præsenterede en ny fremtidsstrategi, der skulle sikre netto-nul CO2-udledning i deres processer og produkter inden 2045.

Man forstår behovet for at understrege bæredygtigheden. I 2020 konkluderede en FN-rapport, at “minedrift og mineraludvinding ofte har høje miljømæssige og sociale omkostninger”. Minedrift forurener og ødelægger økosystemer. Kinesiske mineralproducenter udsætter det muslimske mindretal uighurerne for tvangsarbejde, og udvidelsen af kobolt- og kobberminer i DR Congo medfører tvangsflytninger af lokalsamfund og krænkelser såsom seksuel vold. 

Ifølge en ny analyse fra organisationen Business & Human Rights Resource Centre forårsager efterspørgslen efter mineraler til den grønne omstilling en stigning i menneskerettighedskrænkelser, miljøskader og konflikter i lokalsamfund.

“Lav en liste over de virksomheder og lande, der producerer mineraler [til den grønne omstilling], så får du et indblik i grove og systematiske krænkelser af menneskerettighederne,” har Phil Bloomer, direktør i Business and Human Rights Resource Centre, udtalt. I den svenske undergrund er det dog umiddelbart svært at få øje på.

Inden for EU

I marts 2024 vedtog EU’s ministerråd en forordning om kritiske råstoffer for at imødekomme efterspørgslen efter sjældne jordarter, der forventes at stige. Grønne organisationer kritiserede EU for ikke at indeholde et konkret mål for at reducere forbruget af råstoffer, ud over vage formuleringer om at arbejde for at reducere efterspørgslen efter råmaterialer. Derudover blev forordningen kritiseret for ikke at beskytte miljøet og oprindelige befolkningers menneskerettigheder i tilstrækkelig grad.

I år vedtog Kommissionen en liste over 47 strategiske projekter i 13 medlemslande, der skal sikre, at EU når målene for europæisk udvinding, forarbejdning og genanvendelse af strategiske råstoffer, som er fastsat i forordningen om kritiske råstoffer, herunder LKAB’s Per Geijer-felt i Kiruna.

“Ved at hjælpe EU med at nå disse mål bidrager de nye strategiske projekter i høj grad til EU’s grønne og digitale omstilling og støtter samtidig Europas forsvarsindustri og luft- og rumfartsindustri,” lød det i pressemeddelelsen.

Seniorforsker ved Business & Human Rights Resource Center Blanca Racionero-Gomez mener, at produktion inden for EU’s grænser kan gøre det muligt at sikre bæredygtighed og kontrol af menneskerettighedskrænkelser i højere grad, men det er ikke givet.

“Når vi ser på kortet og de strategiske projekter inden for EU, ser vi, at selv på EU-niveau har udvindingsprojekter en tendens til at finde sted ved EU’s grænser, altså i de fattigere regioner, mens forarbejdning, som normalt er det trin i værdikæden, der har mest merværdi, har tendens til at finde sted i centrum af EU. På det europæiske plan ser vi en gentagelse af det, vi ser på det bredere globale plan,” siger hun til Føljeton.

Sidste år nedsatte FN et panel, der skulle udarbejde retningslinjer for industrien. “En verden drevet af vedvarende energi er en verden, der hungrer efter kritiske mineraler,” sagde António Guterres, som er generalsekretær for FN, i den anledning. “Kapløbet mod netto-nul må ikke trampe på de fattige. Revolutionen inden for vedvarende energi er i gang, men vi må styre den i retning af retfærdighed.”

Racionero-Gomez advarer også mod at se krænkelser af menneskerettighederne som en uundgåelig ulempe ved den grønne omstilling: “Vi har brug for omstillingen, men vi kan ikke se bort fra menneskerettighederne. For ellers er det ikke en retfærdig omstilling.”

Er det muligt at imødekomme EU’s efterspørgsel uden at krænke menneskerettighederne et eller andet sted i forsyningskæden?

“For at være ærlig tror jeg, det vil være meget svært. Der er mange forskellige aktører involveret i en forsyningskæde, og der er ikke kun påvirkninger på udvindingsstedet, men også på forarbejdningsstedet. Enhver udvinding og forarbejdning, vi foretager, vil have en indvirkning, fordi man flytter tonsvis af jord for at udvinde et gram af noget. Det kan resultere i flere eller færre krænkelser af menneskerettighederne, mere eller mindre miljøforurening, afhængigt af hvordan det håndteres, men der er altid en risiko forbundet med det.”

Til sidst, før vi afleverer vores sikkerhedshjelme, stiger om bord på bussen for at køre op og ud af minen, går vi igennem et museum med objekter og historier fra en svunden tid: Et kompas, et lovdokument fra 1900 “angående minderårigas och kvinnors användande till arbete i industriellt yrke” og LKAB’s første stempelur, som minearbejderne nægtede at bruge, og derfor startede en strejke i 1920.

Den oprindelige befolkning, der boede i området længe før minen åbnede, er dog ikke nævnt. Men der hænger, pænt oplyst, et maleri af det orangegule efterår i fuldt flor omkring bjerget Kiirunavaara og den nærliggende sø Luossajärvi, malet før minen åbnede. I dag er meget af naturen væk, og dele af søen er blevet drænet, mens resten er forurenet på grund af minedriften. /Emilie Ewald

Læs næste afsnit i serien her: Greta Thunberg mod vindmøller

Artikelserien Energi til EU er Føljetons sidste ud af tre under titlen ‘EU på egne ben’ og er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.