En sten i skoen

En dag graver de den ud. Eller gør de? TV Midtvest bragte forleden et indslag om en sten, der ligger tæt på en motorvej syd for Herning. Mørupstenen er enorm. Det er en stor sten. Søger man efter den på Google Maps, dukker navnet på den op med en parentes efter sig: “(Jyllands største sten”). Mørupstenen er således ikke Danmarks største sten, hvilket muligvis er en kilde til irritation hos visse elementer i det herningensiske erhvervsliv. Men når det nu ikke kan være anderledes, kan mindre nok også gøre det.

Ud over den lidt ringe beliggenhed er det største problem med Mørupstenen, at man kun kan se den øverste del af den. Det er kun overfladen, som stikker op. Langt størstedelen af stenen er gemt væk under jorden. Den er næsten ni meter lang og formentlig seks meter høj. En lokal pensioneret skolelærer ved navn Svend Aage Madsen synes, at det er ærgerligt, at Herning Kommune underprioriterer stenen – at politikerne ikke kan se dens potentiale. “Vi har meget kultur, som vi bruger mange kræfter og meget tid på. Og det er helt fint. Men når vi har sådan en historisk perle som Mørupstenen, hvorfor så ikke bruge den til at promovere kommunen og sige: ‘Vi har Jyllands største sten’,” siger han i indslaget.

Journalisten spørger, om Mørupstenen virkelig er “noget, folk gider at køre efter”, for “det er jo bare en sten”. Det får Svend Aage Madsen til at klukle. “Ja, men hvilken sten?” siger han. “Det er jo ikke bare en sten.”

Lidt på samme måde som Jyllands største sten og Herning forholder det sig med udlændingeområdet og socialdemokraten Rasmus Stoklund (S). Ja, Stoklund. Det er ham, som Mette Frederiksen efter folketingsvalget i 2019 angiveligt skal have nævnt ved navn for hele den socialdemokratiske folketingsgruppe: “Alle tager et skridt til højre – undtagen Rasmus Stoklund, der tager et skridt til venstre.”

Man har talt meget om socialdemokraterne i Folketinget som en gruppe af mennesker, der changerer fra røde til blå. Den skala er Stoklund slet ikke på. Han er helt sort. Og nu har han altså overtaget jobbet som landets udlændinge- og integrationsminister. Stoklund får sin forgænger på posten, partifællen og hardlineren Kaare Dybvad Bek, til at ligne en behjertet humanist.

Dybvad Bek bliver opfattet som en slags ideolog i Socialdemokratiet. Nærmest på bestilling skriver han ‘interessante’ debatbøger som De lærdes tyranni og Arbejdets land, der mest ser ud til at have én person i målgruppen, nemlig Mette Frederiksen. Rasmus Stoklund nyder ikke den samme status i partiet som spændende ideolog. Det har ikke afholdt ham fra at forsøge sig som fagbogsforfatter. Sidste år udkom hans bog Ingen over domstolen – Hvordan Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har taget magten fra de europæiske demokratier og sat sin legitimitet over styr, som også lignede bestillingsarbejde, men som samtidig fra rimelig bred kant blev opfattet som intellektuelt makværk. Og så var den fuld af fejl.

Jens Elo Rytter, professor i forfatningsret ved Københavns Universitet, anmeldte bogen i Dagbladet Information, hvor han skrev: “Hvad angår bogens materiale og form, er det forståeligt, at Stoklund har søgt støtte hos de (fag)personer, som kunne understøtte hans egne kritiske synspunkter. At han flere steder også trækker på anekdotisk evidens, kan man heller ikke bebrejde en uvidenskabelig debatbog. Mere problematisk er det, at han også synes at have været selektiv i sin beskrivelse af den retstilstand, han kritiserer. De eksempler, han giver, tegner ikke et retvisende billede af retstilstanden. Billedet er manipuleret.”

Ikke desto mindre har bogen været med til at katapultere Rasmus Stoklund over i sit nye job, hvor han allerede i gang med at grave den sten fri, der hedder ‘udlændingesystemet’. Han vil have det blotlagt og forenklet. Det er, som om der ikke må være modhager, selv om modhagerne netop er sat ind, fordi man har med mennesker at gøre, og fordi (nogle i) systemet derfor gerne skulle sikre et mindstemål af menneskelighed.

Inde på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside blev der i weekenden lagt en pressemeddelelse ud om, at ‘Regeringen foreslår at nedlægge Det Nationale Integrationsråd’: “Integration handler i høj grad om, at udlændinge selv tager ansvar for at blive en del af det danske samfund. Derfor er der ikke behov for et nationalt integrationsråd. Det mener udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund.”

Men integrationsrådet (DNIR) er netop skabt med henblik på at rådgive ministeren om integration. Det blev nedsat af daværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye i 2022, og består af 14 medlemmer, hvoraf nogle faktisk sidder med en vis ekspertise. Integrationsrådet er bare et råd, kan man sige. Men er det et råd for meget? Hvis der er en minister, som kunne have brug for råd, er det jo netop sådan en som Rasmus Stoklund. Vi kommer helt sikkert til at se mere makværk fra hans hånd, pakket ind som myndighed. Der er grund til at være på vagt. /Oliver Stilling