Energi til EU
Hele vejen til COP30
Den går fremad med den grønne energiomstilling, men glemmer vi mineralerne i forbifarten?

Wagner Santana/Reuters/Ritzau Scanpix
FN’s klimakonference COP30, der finder sted i november måned, afholdes ikke blot lige ved siden af verdens største regnskov (og biodiversitetsparadis), men oven på millioner af tons sjældne jordarter.
“Der er stadig meget at udforske og undersøge,” siger Inácio Melo, direktør i det brasilianske geologiske undersøgelsesinstitut, til The New York Times: “Brasilien har et enormt potentiale.” Brasilien har den næststørste reserve af sjældne jordarter, men indtil videre er der kun en enkelt mine i landet, der udvinder mineralerne, og de sendes til Kina for at blive forarbejdet.
“Mineralernes rolle i energiomstillingen er afgørende, men overses ofte i klimadebatten,” konkluderede Global Council for Responsible Transition Minerals, et initiativ fra den franske non-profit organisation Paris Peace Forum, i en rapport sidste år.
Ved FN-topmødet om biodiversitet COP16 i Colombia sidste år foreslog værtslandet, at der skulle laves et forslag til en bindende global traktat om mineralerne inden COP30. “Vi tager et skridt fremad, så mineraler, der anvendes i energiomstillingen, udvindes og kommercialiseres efter ansvarlige kriterier og i harmoni med miljøet og de lokale samfund,” udtalte Colombias viceminister for miljø Mauricio Cabrera i en erklæring.
“Global Witness opfordrer sammen med en voksende koalition af over 65 civilsamfundsgrupper, akademikere og repræsentanter for industrien COP30 til at indgå en aftale, der sætter klima-, miljø- og menneskerettighedsbeskyttelse i centrum for mineraludvinding til energiomstillingen,” skriver Emily Iona Stewart, der leder organisationens mineralkampagne.
Den grønne energiomstilling er på dagsordenen ved klimakonferencen i år. I sommer holdt FN’s generalsekretær António Guterres en sjældent positiv tale om klima. “Fremtiden med ren energi er ikke længere et løfte. Det er en kendsgerning,” sagde Guterres, der ellers ofte har udtalt sig i dystre advarsler, når det kommer til klimaet, fx om “kollektivt selvmord” og “æraen med global opkogning”.
“Vi bevæger os i den rigtige retning,” mener FN’s klimachef Simon Stiell. “Det går ikke hurtigt nok, det går ikke dybt nok, men [de fremskridt, landene har gjort i overgangen til en lavemissionsøkonomi] viser, at noget virker. Vi er nødt til at finde alle de midler, vi har til rådighed, for at se, hvordan vi kan sætte yderligere fart på udviklingen.”
Og så er vi tilbage, hvor vi startede i mandags: med midlerne til den grønne omstilling og manglen på samme. Herunder den klimaplan, som EU ikke formåede at indlevere til FN i tide.
I sidste uge meddelte kommissionsformand Ursula von der Leyen, at EU alligevel ikke ville møde tomhændet op. “Forud for COP30 i Belém vil vi fastsætte klimamål for 2035 og 2040,” sagde hun i en video vist ved et arrangement i Bruxelles.
En højtstående polsk diplomat er ikke lige så skråsikker. Eller som han siger til Reuters: “Jeg ved ikke, om vi når det i tide til Belém, det ved jeg simpelthen ikke. Det afhænger af mange, mange faktorer lige nu.” /Emilie Ewald
Artikelserien Energi til EU er Føljetons sidste ud af tre under titlen ‘EU på egne ben’ og er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.