Nyhedsanalysen
Nationalismens glatte ansigt
Først Brexit, dernæst Trump – og nu får Vesteuropa måske den første ”højreradikale” statsleder siden 2. verdenskrig. Men 45-årige Norbert Hofer er mere flertydig end som så. Ved søndagens præsidentvalg i Østrig står den smilende schlager-populist til at vinde, netop fordi han ikke opfattes som højreradikal.
A supporter of Austrian far right Freedom Party (FPOe) presidential candidate Norbert Hofer holds a mask with Hofer's face during the 'FPOe Summer Party' in Vienna, Austria, September 6, 2016. REUTERS/Leonhard Foeger
Etiketter betyder noget. Særligt i politik. Det letteste i verden er at slynge om sig med kulørte etiketter, såsom ‘højreekstrem’. Nok også for let? Orienteringspunkterne i det politiske landskab virker til at være i så grundig opløsning, at de gamle kort næppe kan bruges til at forstå jordskælvsvalgene her i den vestlige verden: Søndagens præsidentvalg i Østrig, hvor Norbert Gerwald Hofer fra FPÖ står til vinde, er det første valg i Europa, hvor en mulig Trump-effekt vil kunne spores.
Kampen om fortolkningen er i gang på forhånd. Efter Donald J. Trumps sejr 8. november frygter mange i det gamle, politiske etablissement, at protestbølgen fra nye politikere og partier nu vil rulle videre gennem EU. Østrig kan dermed blive første stop på vejen frem mod præsidentvalget i Frankrig til april og maj. En dominoeffekt kan være i gang? Og dog. Helt så enkel, lineær og forudsigelig bliver udviklingen næppe. For 45-årige Norbert Hofer er sin egen.
I modsætning til Donald Trump er Norbert Hofer smilende. Han er det politiske svar på schlager-musikken: Sødladen og sentimental, og skiller sig markant ud fra de fleste andre højrenationale politikere i Europa, som også ordner vredt og frådende mod indvandring fra Mellemøsten.
Hofer repræsenterer en form for traditionalistisk socialkonservatisme, som gør en dyd ud af at være småborgerlig, og netop derfor ikke råbende, omvæltende og fanatisk. Og hvor skal man så placere FPÖ, der ellers påkalder sig de værste gloser fra den politiske elites ordbog?
Partiet ligger klart til højre for det konservative regeringsparti Österreichische Volkspartei, som i årevis har indgået i et fornuftsægteskab henover midten med Socialdemokratiet. Almindelig logik tilsiger derfor, at præsidentkandidat Norbert Hofers parti, FPÖ, Freiheitliche Partei Österreichs, er et konservativt yderfløjsparti. Altså til højre for centrum-højre.
Omvendt findes der også i Østrig både partier og bevægelser, som ligger endnu længere ude på højrefløjen, og derfor giver det ingen mening at kategoriserere FPÖ som ‘det yderste højre’, eller ligefrem som et højreekstremt parti. Hofer vil nemlig ikke revolutionere Østrig, men derimod bremse forandringens vinde. Han ønsker ‘Auszeit’, en time-out for globalisering.
Norbert Hofers gennemslagskraft kan sammenfattes i fem forskellige personlighedstyper: mesteren, falskspilleren, kortslutteren, offeret og helten.
Mesteren
Norbert Hofer har et velsmurt tungebånd. Han formulerer sig ubesværet og afslappet oprigtigt – og virker dermed overbevisende på mange vælgere, som ellers ville være mere tilbageholdende med at stemme på et parti som FPÖ, der i den grad har stået i skudlinjen, ikke mindst siden Jörg Haider fik bragt partiet ind i magtens centrum i 1990’erne. FPÖ er kommet styrket ud af balladen, ikke mindst takket være Norbert Hofer, som gennem sine mange år som karrierepolitiker i FPÖ har været aktivt involveret i professionaliseringen af partiets kommunikation. Hofer bliver omtalt som ‘Der Meister’.
Han lægger selv stor vægt på retoriske færdigheder. Som uddannet ingeniør udstråler han samtidig en evne til at kunne forstå kompliceret stof, uden dog selv at komplicere tingene. I en forvirrende verden kan kandidater, som på én og samme tid fremstår beroligende og alternative virke attraktive for mange. Den første hemmelighed bag Nobert Hofers popularitet er således, at han ikke virker skræmmende eller utilregnelig. Og derved adskiller han sig allerede så meget fra Donald Trump, at der ganske enkelt ikke kan trækkes en lige linje fra USA til Østrig.
Norbert 1. af Østrig
Det hører til sjældenhederne, at europæiske statsledere skifter religion. Tilbage i 1563 skiftede Henrik 4. af Frankrig dog fra protestantismen til katolicismen med ordene: ”Paris er vel en messe værd.” Sætningen er senere blevet ikonisk for magthaveres opportunisme. Norbert Hofer har taget den stik modsatte rejse, men magien er ikke forvundet: Manden, der muligvis snart kan kalde sig for ‘Norbert 1. af Østrig’, voksede op som katolik, men er senere som voksen blevet protestant – og dét virker som et ganske modigt valg af en politiker i et land, hvor 78 procent af befolkningen er katolikker, og kun 5 procent protestanter.
Særligt efter flygtninge- og migrantkrisen sidste efterår er den historiske splittelse mellem katolikker og protestanter dog trængt i baggrunden, og kun én religiøs gruppe har været omdrejningspunkt for stridigheder: Landets lidt over to procent muslimer. I Østrig husker man stadig året 1683, hvor Wien heroisk modstod belejringen fra Det Osmanniske Rige og dermed ifølge det stadigt herskende verdensbillede stoppede muslimernes historiske indtog i Europa. Med FPÖ i spidsen har højrefløjen gjort sit til at minde vælgerne om historien, godt hjulpet af virkelighedens kaos. I slutningen af 2015 og begyndelsen af 2016 fungerede Østrig som transitland mellem Balkan og Tyskland, og hundred tusindvis af flygtninge, asylansøgere og migranter strømmede gennem bl.a. Wien, og dét har om noget sat dagsordenen for præsidentvalget. Norbert Hofer har ligefrem bedt om Guds hjælp.
Ramaskriget brød ud, da FPÖ lancerede en valgplakat med Norbert Hofer og teksten: ”So wahr mir Gott helfe.” Formuleringen er velkendt på amerikansk, hvor Gud og hvermand i den politiske verden ustandseligt siger ”So help me God”. Men i Europa, særligt i den nordlige og protestantiske del, er religiøse besværgelser bandlyst blandt politikere. Som det skelsættende hedder i Matthæus-evangeliet: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” Karakteristisk nok var det også de protestantiske præster, altså Norbert Hofers egne, der tog kraftigt afstand fra det guddommelige slogan: ”Gott lässt sich nicht instrumentalisieren,” som den evangeliske kirke skrev i en pressemeddelelse.
Men dét er ikke desto mindre præcist, hvad Norbert Hofer har haft held med. Han har instrumentaliseret Gud til at tjene et klart politisk formål: Med Guds hjælp forsøger han at skabe splid mellem den store kristne majoritet og den lille muslimske minoritet. I kontrast til modkandidaten, den grønne og uafhængige Alexander Van der Bellen, som hverken er katolik eller protestant, men snarere sekulær ateist, har Norbert Hofer frit spil til at (mis-)bruge kristendommen i politisk øjemed. I sit eget selvbillede står Hofer nu alene ved Wiens porte – og Wien er vel et valgmøde værd.
Falskspilleren
Entydighed blev engang opfattet som en styrke hos politikere: at man ved, hvor partiet står. Men Norbert Hofer er et eksempel på, hvordan strategisk flertydighed – altså evnen til at holde flere muligheder åbne og ikke låse sig fast på en bestemt løsning – kan virke mere overbevisende i dag. Tvivlens nådegave. Ingen ved således, hvad Norbert Hofer præcist mener om f.eks. Østrigs fremtidige placering i det centrale EU-spørgsmål.
Vælgerne ved godt, at han er stærkt kritisk over for EU’s udvikling, og han har tilmed sagt, at han som den første præsident vil deltage på ministerrådsmøder i Bruxelles sammen med kansleren (der i østrigsk politik svarer til statsministeren), for at kontrollere den gamle garde. Men han holder snedigt dørene åbne, og har på det seneste modereret sit tidligere krav om en EU-folkeafstemning om et ‘Öxit’, altså en østrigsk pendant til Brexit. Hofer ved nemlig godt, at et stort vælgerflertal vil forblive i EU, omend modstræbende, og derfor er det nok for ham blot at indtage rollen som skeptisk outsider, ikke ulig hvad Dansk Folkeparti gør i Danmark. Tekniske løsninger interesserer alligevel kun politiske nørder.
Den anden hemmelighed bag Nobert Hofers popularitet er, at han formår at jonglere med flere – ofte modsatrettede – synspunkter på samme tid. Flertydigheden svarer godt overens med mange vælgeres egen tvivlrådighed, og selv om han kan anklages for at tale med to tunger, skaber han på besynderlig vis en enkel identifikation: Han er en bremseklods.
Glock i bæltet
Norbert Hofer har mere i arsenalet end de sædvanlige levebrødspolitikere: Han går rundt med den nationale stolthed, den østrigsk-producerede Glock-pistol, i bæltet og lader hellere end gerne vælgerne vide, at han også bruger den flittigt på skydebanen. Glock’en er en semi-automatisk pistol, der skiller sig ud på våbenmarkedet, fordi den ikke kun er lavet i stål, men derimod har en glat plastic-overflade og således er mærkbart lettere at have i hånden. Men finesserne går videre: I stedet for de mere klassiske seks skud har Glock’en i alt 17 skud i kammeret, og da aftrækkeren samtidig kræver et mindre træk, har særligt mindre øvede pistolskytter en større chance for at ramme, end de har med andre både tungere og vanskeligere håndterbare pistoler. Glock’en er derfor blevet det mest populære håndvåben i USA, hvor bl.a. politiet har gjort den til tjenestepistol.
Glock’en er kort sagt én af de mest succesfulde østrigske eksportvarer og signalerer dermed i sig selv en national stolthed, som måske kan sammenlignes med Lego-klodser herhjemme. Norbert Hofer behøver derfor ikke engang sige ordene ”Österreich zuerst”, når han svinger sin Glock. Men symbolikken rammer faktisk endnu hårdere. Rammer vælgerne lige i mavefornemmelserne.
På sin afdæmpede facon er præsidentkandidat Hofer kommet med en urovækkende forklaring på, hvorfor han gerne bevæbner sig med sin Glock, selv til valgmøder: Det er en ”naturlig konsekvens” af den øgede indvandring til Østrig. Norbert Hofer siger, at han udmærket forstår det voksende antal østrigere, der nu er begyndt at købe håndvåben ”på grund af den aktuelle usikkerhed”. Han viser frygten, i stedet for kun at tale om den.
Kortslutteren
Mediernes opmærksomhed bliver kortere og kortere. I løbet af de seneste årtier er det gennemsnitlige tidsrum, som politikere får til at forklare sig i, skrumpet fra i 1970’erne at være 43 sekunder til nu kun omkring 5-6 sekunder. Altså væsentligt kortere, end det har taget dig at læse de første linjer her. Derfor er det heller ikke argumenterne, der huskes – ganske enkelt fordi det er umuligt at fremføre mere end slogans på så kort tid. I stedet er det ansigterne, som træder frem: politikernes personlighed er selve budskabet. Og også her har Norbert Hofer et effektivt trumfkort.
I stedet for at trætte tv-seerne med lange forklaringer, som alligevel bliver afbrudt undervejs af de utålmodige værter, har Norbert Hofer udviklet en særlig evne til selv at afbryde – både modstandere og journalister. Han afbryder vel at mærke ikke brutalt eller uforskammet, men drejer drevent og overlegent samtalen over på mimik, ordvalg og fremtoning. Han står tilbage som en mand med overskud.
Den tredje hemmelighed bag Nobert Hofers popularitet er, at han spiller med på mediernes rastløshed. I stedet for at svare på (kedelige) spørgsmål, vender han blikket mod kropssproget og stemningen, og slipper dermed ofte af de kritiske journalisters krog.
Neuro-nationalisme
Norbert Hofer har udviklet et helt nyt og så meget desto mere overrumplende sprog. Han taler hverken lummert eller bodega-agtigt. Tværtimod. Han er heller ikke grov i munden. Præsidentkandidaten fra FPÖ har nemlig et endnu mere særegent sprog at trække på: Hofer er tidligere underviser/coach i ‘Neurolingvistisk programmering’, NLP, en form for positiv terapi, hvor fejl blot opfattes som konstruktiv feedback, og hvor et pædagogisk sprog næsten antager religiøse under- og overtoner. Som et særsyn blandt højrenationale politikere i Europa har Norbert Hofer derfor en påfaldende generøs, rummelig og overbærende attitude.
Under valgkampen har han effektivt forsvaret sig mod kritiske udsagn fra både modkandidaten Alexander van der Bellen og journalister med modspørgsmål, såsom: ”Har du drukket for meget kaffe i dag?”, eller ”Hvorfor er du så aggressiv i dag?”. Frem for blot at lade sig interviewe som enhver anden politiker forsøger Norbert Hofer således at indtage rollen som terapeut over for journalisten. Dermed kan han stille sig på vælgernes side imod medie-etablissementet – eller ‘Lügenpresse’, som højrenationale politikere i tidligere tider har kaldt mainstream-medierne. Og hvor de andre højrenationale populister kaldes for neo-nationale, har Norbert Hofer taget skridtet videre og har nu opfundet sin helt egen neuro-nationalisme: Højrepopulisme indpakket i et terapeutisk sprog.
Offeret
Nødvendighedens politik er ikke et dansk fænomen. Langt fra. Gennem mange år har Østrig været regeret af en stor koalition mellem konservative og socialdemokrater, og reelt har vælgerne ikke haft et alternativ. For uanset om man stemte til højre eller venstre, var den eneste spænding om kanslerposten ville ende med at gå til SPÖ, Sozialdemokratische Partei Österreichs, eller til ÖVP, Österreichische Volkspartei. Etablissementet er således ikke blot en forestilling i Østrig, men selve den politiske virkelighed. Og i en tid, hvor stadig flere vælgere i både Europa og USA føler sig utilfredse med tingenes tilstand, er der uundgåeligt opstået et vakuum – ikke kun ude på yderfløjene, men også i midten.
Selv om længslen efter forandring er legitim, har de gamle partier bestemt ikke været åbne for den græsrodsprotest, der er piblet frem i form af en øget tilslutning til både FPÖ og Die Grünen. Tværtimod er de mindre opkomlinge blevet udskammet som uansvarlige, umodne og urealistiske. Men så meget desto stærkere er de mindre partier kommet til at stå blandt de utilfredse vælgere. Hver gang de etablerede politikere taler nedlandende om FPÖ og Die Grünen, skubber de egne vælgere væk – og over mod de nye alternativer. Om ikke andet som en trodsreaktion mod de gamle partiers magtarrogance.
Norbert Hofer er ikke for fin til at påtage sig offerrollen, og næsten i en form for jiu-jitsu har han vendt de gamle partiers magt mod dem selv. Efter modkandidaten Alexander van der Bellen, som begyndte som uafhængig, er blevet omsluttet og støttet af de etablerede partier, har Norbert Hofer fået overladt outsider-scenen til sig selv. Den fjerde hemmelighed bag Nobert Hofers popularitet er ganske enkelt, at han ikke repræsenterer business-as-usual.
Krøblingens triumf
Friluftsliv er ingen spøg i Østrig. Norbert Hofer dyrkede i flere år paragliding i Alperne – sportsgrenen, hvor man kan flyve rundt som en fugl i en slags faldskærm, båret oppe af opdriften fra vinden langs bjergkanter og skrænter. I 2003 gik det dog galt. Rigtig galt. Norbert Hofer styrtede ned i Stubenberg am See og fik ødelagt rygsøjlen. Han blev straks fløjet med helikopter til Graz, hvor han blev opereret. Men skaden var sket, og han måtte køre videre i rullestol til mere end et halvt års rehabilitering i Klosterneuburg. I dag har Norbert Hofer lært at gå selv igen, dog støttet af en stok. Men han er mirakuløst ude af rullestolen. Genopstanden.
Som dreven politiker har han tilmed formået at vende sin fysiske svaghed til en styrke: Handicappet er på magisk vis blevet forvandlet til en triumf.
Som andre højrenationale partier i Europa tilbyder FPÖ en klassisk triple-cocktail af indvandringsmodstand, EU-modstand og ikke mindst ældrevelfærd. Paragliding-ulykken har givet Norbert Hofer en helt særlig folkelig appel i forhold til den sidste krumtap i denne populære treenighed: Gennem valgkampen har Norbert Hofer både spillet på det praktiske behov for bedre forhold for handicappede og kritiseret etablissementets påståede ringeagt og hån over for folk med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
Trods sin relativt unge alder har Norbert Hofer formået at stille sig på samme side som mange ældre østrigske vælgere, der er utilfredse med den eksisterende sundhedspleje og samtidig frygter, at forholdene kan blive yderligere forringet i fremtiden. Hvad der meget let kunne have været endt med at fremstå som en kynisk iscenesættelse, er lykkedes til fulde for Norbert Hofer: Han er et omvandrende symbol for alle dem, der føler sig klemt, glemt og forstemt – et symbol på, at de nu har deres egen haltende spydspids med stok.
Helten
Utryghed er den vigtigste vækstbetingelse for autoritære politikere. Og selv om den personfarlige kriminalitet er historisk lav i Østrig, lige som i Danmark, og risikoen for territorial-krig er stort set forsvundet, hersker en udbredt frygt for såvel nutid som fremtid blandt mange vælgere. Indvandring og terrorisme har forrykket verdensbilledet.
Her en generation efter Berlinmurens fald er det åbne, liberale demokrati ikke længere det foretrukne skoleeksempel. I USA har Donald Trump overbevist millioner af amerikanere om, at USA må til at skubbe blødsødne, humanitære hensyn til side, for i stedet begynde at benytte mere håndfaste magtmidler, inspireret af mere eller mindre despotiske ledertyper såsom Viktor Orbán i Ungarn og Vladimir Putin i Rusland. I Østrig hedder manden, som er villig til at tage jernhandsken på: Norbert Hofer.
Oprindeligt ville han genindføre dødsstraffen i Østrig, men nøjes nu mere spiseligt med at kræve strengere straffe og strammere asylregler. Signalet er ingen dog i tvivl om. Den femte hemmelighed bag Nobert Hofers popularitet er, at byder sig til som tidens bedste bud på en ‘stærk mand’, der vil værne om Østrigs suverænitet. Nabolandet Ungarn har vist vejen: Luk grænserne.
Trumf til nazikort
Allerede i 1990 påpegede den amerikanske forfatter Mike Godwin et mønster, som først blev cirkuleret som et såkaldt internet-meme og dernæst ophøjet til en lov, Godwins lov: ”Når længden af en online-diskussion vokser, vil sandsynligheden for en sammenligning med Hitler eller nazisme nærme sig 100 procent.” I dag er hele den offentlige debat blevet underkastet de samme dynamikker som online-diskussioner, og derfor kan man også være sikker på, at sammenligninger med østrigeren Adolf Hitler dukker op, snarere før end senere. Sådan er det sjovt nok også i den østrigske valgkamp, hvor præsidentkandidaten fra det højrenationale parti FPÖ, Norbert Hofer, dels har kunnet se sine valgplakater overmalet med sort overskæg og sideskilning, og dels har måttet se sig sammenlignet med den nazistiske diktator, der blev født ca. tre timers kørsel fra hans egen fødeby. Og 82 år tidligere.
Selv om FPÖ, Freiheitliche Partei Österreichs, har haft mange tidligere nazister blandt medlemmerne, er der en afgrund til forskel mellem datidens Nationalsozialismus og nutidens Rechtspopulismus. Og hvad vigtigere er: Den lidt over halvdelen af den østrigske vælgerbefolkning, som vil eller i hvert fald overvejer at stemme på Norbert Hofer ved præsidentvalget på søndag, opfatter bestemt ikke sig selv som hverken antidemokrater, ekstremister eller totalitære. Tværtimod.
Årsagerne til at fravælge de gamle partier er mangfoldige, og derfor virker Hitler-overskæg på valgplakaterne stik modsat den formodede hensigt: Store dele af vælgerne føler sig personligt krænkede ved at blive skudt ekstremistiske holdninger i skoene. På paradoksal vis styrkes de i deres overbevisning om at stemme på outsideren Norbert Hofer.
Også dette fænomen er blevet forklaret af forfatteren Mike Godwin, som har opdateret sin gamle lovmæssighed. Direkte adspurgt om loven har han udtalt: ”Godwins Lov? Er det ikke den, der siger, at når nogen smider nazi-kortet, er diskussionens brugbarhed udtømt?” Og det er ganske vist: Når nogen smider nazikortet mod Norbert Hofer, har de tabt.
I en tid, hvor politiske forudsigelser rammer notorisk forkert, kan det afslutningsvist være på sin plads at minde om, at stemmerne jo først skal tælles ordentligt op, før Norbert Hofer vil kunne kalde sig for ‘Bundespräsident der Republik Österreich’. Ved det første valg i april – som blev omgjort af Højesteret på grund af for tidligt optalte brevstemmer – fik Alexander van der Bellen i alt 2.251.517 stemmer (50,3%), mens Norbert Hofer kun kom lige akkurat bagefter med 2.220.654 stemmer (49,7%). Udfaldet kan sagtens gentage sig søndag, og således holde Norbert Hofer fra magten, da sløret i meningsmålinger naturligvis ikke behøver at falde ud til de højrenationales fordel. Hver gang. Men advarslen er ikke til at tage fejl af: De gamle partier har endegyldigt mistet førstefødselsretten til magten i Europa.