Kærlighed på langelandsk, del 2

Longelse Skole ligger – ligesom meget andet på Langeland – i en lille klynge huse omgivet af marker og ikke langt fra vandet. Selv om det er en almindelig mandag i november, selv om storkøkkenet bugner af mad, selv om billedshowet på informationstavlen i aulaen kører, og selv om holdplanen for de kommende fodboldkampe hænger på væggen, er der ingen elever på Longelse Skole. Faktisk er bygningen helt affolket med undtagelse af skoleleder Susanne Kastrup, der sidder ved computeren på sit kontor og er ved at lægge sidste hånd på et kogebogsprojekt, hun og hendes kollegaer påbegyndte med eleverne tilbage i august.

I slutningen af oktober besluttede Udlændingestyrelsen uden varsel at lukke det asylcenter, hvor skolens elever boede. Det betød også, at skolen fra den ene dag til den anden ikke havde nogle elever.

”Drengene kom hjem fra skole klokken 14, og klokken 15 fik de at vide, at de skulle pakke deres ting og flytte enten samme eftermiddag eller morgenen efter,” fortæller Susanne Kastrup, der siden 2015 har ledet asylskolen for de uledsagede flygtningedrenge på Langeland.

Men skønt det er over en måned siden, der sidst var elever på skolen, er Susanne Kastrup og de andre lærere trofast mødt op hver morgen og gået hjem igen klokken 15.

”Drengene fik hverken deres ting med hjem eller færdiggjort deres projekter, så det besluttede vi at bruge vores opsigelsesperiode på. Det føltes mest rigtigt for os. Både for deres skyld, men også så vi kunne dele sorgen og chokket med hinanden,” fortæller hun.

Fra succes til tragedie

For et år siden var Langelands asyldrift en succeshistorie, der førte til overskrifter i aviserne, forskningsprojekter på universiteter, og som fungerede som forbillede for andre udkantskommuner, der også kunne trænge til nye beboere og et boost i økonomien. Hver 17. indbygger på Langeland var sidste år i november flygtning eller asylansøger, og der var ikke én dårlig historie at fortælle. Fra Venstre-borgmester Bjarne Nielsen over naboer til brugsuddeleren i Tullebølle var holdningen den samme: Asylansøgerne skabte liv, penge og sammenhold på øen. Skoler, der som Longelse Skole havde været lukket i årevis, kunne genåbne, der kom ekstra arbejdspladser på øen, og små idrætsforeninger fik pludselig børn nok til at lave reelle fodboldhold. Men i juli og august i år begyndte stemningen at vende – i hvert fald i de landsdækkende medier. Rygter – nogle mere vedholdende end andre – tog fokus og ændrede succesfortællingen til en tragedie. Masseslagsmål, voldtægter, asylchefer der svigter og endelig seksuelle overgreb på mindreårige på børnecentret i Tullebølle. Sidstnævnte fik i oktober måned Udlændingestyrelsen til fra den ene dag til den anden at lukke børnecenteret i Tullebølle, der ellers siden juli 2014 havde huset alt fra 50 til 160 uledsagede flygtningedrenge ad gangen. Det betød også, at Longelse Skole, hvor centerets drenge havde deres daglige gang, måtte lukke med øjeblikkelig varsel. Derudover har lukningen betydet, at omkring 40 mennesker har mistet deres arbejde.

Begrundelsen fra Udlændingestyrelsen lød, at man ovenpå de sager, der havde kørt over sommeren, ikke ville lade naboer og personale leve i utryghed.

Den anden fortælling

Men de mange avisoverskrifter og officielle forklaringer er ikke nødvendigvis hele historien. Langtfra hvis man spørger nogle af de lokale, der har haft tæt kontakt med drengene. Føljeton har været på Langeland og talt med en række af de mennesker, der havde drengene fra Tullebølle som en del af deres hverdag. Fra brugsuddeleren og den lokale fodboldtræner over naboen og skolelederen til formanden for øens Røde Kors og en tidligere ansat på centret. Selv om ingen lader til at kende den fulde sandhed om lukningen af børnecentret, er de enige om en række punkter, der strider imod de officielle forklaringer: Drengene var ikke farlige og kriminelle, men positive, videbegærlige og engagerede borgere, og medierne er fulde af løgn. Nuancerne, detaljerne og det konkrete hændelsesforløb varierer en smule fra fortæller til fortæller, men en ting, der går igen med nærmest ordret enstemmighed, er, at måden centeret og skolen blev lukket på, tenderer mishandling af børnene.

 

26. oktober 2016

26. oktober blev børnecenteret i Tullebølle lukket uden varsel. Drengene kom hjem fra skole klokken 14 og blev klokken 15 kaldt ind i fællesrummet, hvor de fik at vide, at de straks skulle pakke deres ting, da centeret skulle lukke, og de første børn allerede ville blive hentet i busser og kørt væk fra Langeland indenfor få timer.

”Det var ubærligt. Skolens personale og jeg besluttede at tage ud til centeret og sige farvel til drengene, og de var så kede af det,” fortæller Susanne Kastrup.

Susanne Kastrup vidste godt, at centeret måske skulle lukke på et tidspunkt, men at det ville gå så stærkt, havde hun ikke regnet med.

”Der havde jo været snak om det efter balladen, men vi regnede med, at det i så fald skulle ske stille og roligt. Det er børn med meget store traumer, de fleste har været udsat for de værste ting på deres flugt, og flere har set familiemedlemmer drukne, så det er en meget hård beslutning ikke engang at give dem tid til vænne sig til det nye og til at sige farvel,” fortæller Susanne Kastrup, der kalder lukningen et traume i sig selv.

Hun uddyber:

”Jeg sidder inde med en viden. En tavs viden som er svær at placere. Det er et svigt, et kæmpe omsorgssvigt, man byder traumatiserede børn og unge. Er vi et land som behandler børn og unge på denne måde? Har vi ikke viden nok fra tidligere børnehjemsbørn, som fortæller os, hvad der sker med mennesker, der oplever svigt? Jeg mister respekten for mit land og vil ikke være tavs.”

Allerede klokken 17 kørte de første busser med børn.

Et minuts stilhed

Landskabet på Langeland rummer midt i den landlige idyl mange tomme og forladte bygninger. På den måde skiller det forhenværende børnecenter i Tullebølle med sine mørke ruder, tomme gange og ryddede rum sig ikke voldsomt ud. Foruden et lille hjerte af perler og ståltråd, der dingler i en snor fra et søm i det halvtag, der dækker bålpladsen, er det ikke til at se, det kun er en måned siden, bygningen husede 50 drenge.

Der er ingen mennesker at spore og efter en rundtur på små fem minutter heller ikke meget andet at se. Men bliver man alligevel hængende, vil man på et tidspunkt opleve en bil med et ældre ægtepar køre ind på parkeringspladsen foran huset. Der vil de sandsynligvis slukke for motoren og holde helt stille uden at sige noget til hinanden i præcis et minut. Derefter vil motoren starte igen og bilen køre sin vej.

Det ældre par i bilen hedder Ole og Dorte Eisen. De har været gift i 50 år og bor i Tranekær. Ole Eisen arbejdede på børnecenteret til den dag, det pludselig blev lukket. Siden har han og Dorte altid holdt ind og taget et minuts stilhed for at mindes drengene, når de er kommet forbi centeret.

”Det er simpelthen så sørgeligt, jeg bliver bare så ked af det, hver gang jeg tænker på det,” siger Dorte Eisen og tørrer tårerne væk med hænderne med håndfladerne.

”Det må I undskylde,” tilføjer hun henvendt til fotografen og journalisten, der nu en måned senere sidder i hendes stue for at høre Ole fortælle om arbejdet på asylcentret.

”Det var helt fantastisk, jeg elskede det arbejde. Drengene var så fantastiske, og jeg fortryder ikke én dag,” starter han.

Til spørgsmål om tumulten, de seksuelle overgreb og slåskampene er han ligeså klar i spyttet.

”Der er flere ting i det. For det første var det altså kun meget få drenge, der lavede rav i den. Og vi har altså haft mange hundrede igennem centeret, hvor der ingen eller stort set ingen problemer har været. For det andet vidste vi så, at de her drenge, det handlede om, allerede var blevet smidt ud af andre centre flere gange, fordi de lavede ballade – og så røg de videre til os.”

Ole Eisen forklarer, at børnecenteret jo var ment som et hjem og ikke et behandlingssted for utilpassede drenge, som han mener, den lille gruppe, der lavede ballade, burde være kommet på.

”Vi var slet ikke gearede til folk med så store psykiske lidelser, men det betød så, at alle drengene blev stemplet og fik total smadret hele deres hverdag. Det er fuldstændig forrykt at lukke centret og lade det gå ud over alle på den måde,” siger Ole Eisen.

Men hvad så med de seksuelle overgreb, kvindelige ansatte ved centeret er anklaget for at have begået?

”Jeg kendte til det, men vidste ikke, hvad der var sladder, og hvad der var rigtigt. Men jeg sendte mine mistanker til ledelsen, mere kunne jeg ikke gøre. Måske lyder det kynisk, men jeg har arbejdet med mennesker i 35 år, så jeg ved, det er vigtigt ikke at tro på alt, hvad man hører,” fortæller Ole Eisen.

Han tænker lidt og siger så:

”Det er idiotisk, den måde det er sket på. De drenge gjorde kun gode ting for øen. Der kom meget mere liv, og vi lærte så meget om forskellighed og respekt for hinanden. Skandaløst.”

Dorte Eisen har fundet en serviet og dupper endnu en gang tårer væk.

Vreden mod medierne

Tilbage på Longelse Skole er skoleleder Susanne Kastrup gået i stå foran informationstavlen i aulaen, der lige nu viser et tomt skema og et billedshow, der kører i ring.

”Det var her, vi plejede at se nyheder med drengene,” fortæller hun.

At følge med i nyhederne fra både Danmark og resten af verden var en fast del af dagligdagen på Longelse Skole. Hver formiddag så de nyheder og talte om dem i fællesskab. Det gjaldt også de morgener i de sidste måneder, hvor forsidehistorien handlede om dem.

”De blev så flove og kede af det, når de så de historier, der kom ud til hele landet om dem. ‘Undskyld, undskyld, undskyld’, sagde de, og så måtte vi jo prøve at overbevise dem om, det ikke var deres skyld, og at de ikke havde gjort noget,” fortæller Susanne Kastrup.

Ligesom Ole Eisens, adskiller Susanne Kastrups historie sig markant fra den, man har kunnet finde i medierne de sidste måneder. Hun fortæller ligesom Ole, at der kun var få drenge involveret i balladen.

”Det var kun nogle få stykker, der var oppe at slås. Men det blev jo rapporteret som masseslagsmål, men langt de fleste prøvede bare at skille parterne ad,” forklarer hun.

Hun fortæller desuden, at flere af drengene blev meget vrede og krænkede, da de så nyhederne.

”De havde det sådan: ‘Hvordan kan medierne få lov til at skrive ting, der ikke passer?’, ‘Det er jo løgn, det de skriver, må de godt bare det?’. Og så blev jeg lidt stolt, for det er jo lige præcis den slags spørgsmål, vi træner dem i at stille,” fortæller hun.

Naboen

Niels Petersen er født i et lille hvidt bindingsværkshus i Longelse i 1948. Efter at have boet i Svendborg nogle år, flyttede han i 1992 tilbage til huset i Longelse, hvor han i dag bor med sin kone. Niels Petersen er folkepensionist, men engageret i lidt af hvert i lokalsamfundet. Det har blandt andet betydet, at han som formand for sportsforeningen lagde lokaler til, at børnene for Longelse Skole kunne spise frokost sammen, før deres storkøkken blev færdigt, og kokken blev ansat. Efterfølgende blev han hyppig gæst på Longelse Skole, da den genåbnede for asylbørnene i 2014.

”Skolen havde jo stået tom siden 2010, så det var bare så dejligt at få lidt liv i Longelse igen,” siger han.

Han betegner drengene på Longelse Skole som søde, hjælpsomme og kvikke.

”Jeg husker særligt én gang, hvor min bil gik i stå med 100 stole, der skulle læsses af. Der gik ikke fem minutter, før jeg kørte igen og stolene var, hvor de skulle være – uden at jeg havde fået lov til at løfte en eneste stol. De hjælper bare med det samme,” siger han.

Niels Petersen synes, det er en skam for Longelse, at asylbørnene ikke længere er der.

”Langeland er forladt nok i forvejen, så det var jo fantastisk at have dem til at give liv i byen og i den gamle skole,” siger han.

Omsætningen i Brugsen falder

Henrik Andersen har været brugsuddeler i Tullebølle i ti år. Derfor har han oplevet byen både før, efter og imens børnecenteret eksisterede. For et år siden fortalte han om øget omsætning og sågar nye eksotiske varer på hylderne, efter asylansøgerne kom til byen.

”Som både langelænder og brugsuddeler er jeg ked af, at centeret er lukket. Vi har kun haft positive oplevelser med beboerne, og de var her jo hver dag. Faktisk har vi slet ikke oplevet noget af det dårlige, medierne skriver om,” siger han.

Han fortæller, at han forventer, at omsætningen vil falde en smule i de kommende måneder. Ikke blot på grund af drengenes fravær, men også på grund af de arbejdspladser, der forsvinder.

”Vi har jo leveret varer til køkkener og alt det rundt om, og så er det jo bare en skam for lokalsamfundet i sådan en lille by at miste det liv, der kommer her til,” fortæller Henrik Andersen.

Kogebogen

På Longelse Skole har kokken lige været forbi og hente de sidste af sine ting fra køkkenet og sagt farvel til Susanne Kastrup.

”Nu er det nærmest kun mit kontor, der mangler at blive pakket ned,” siger Susanne Kastrup, da hun har vinket til kokken.

Hun har ventet med det sidste nedpakning, til hun og de andre lærere var færdige med den kogebog, de i august gik i gang med at lave med drengene. Den er fyldt med opskrifter og billeder af mad fra blandt andet Syrien, Eritrea, Somalia og Afghanistan, som er de lande, de fleste af drengene kom fra.

”Men det er meget mere end en kogebog. Den endte med snarere at blive et integrationsprojekt, hvor vi lærte af hinanden. Og hold op, hvor har vi lært meget af dem,” fortæller Susanne Kastrup.

Ideen til kogebogen opstod, efter skolen i 2015 fik bygget et køkken og ansat en kok. Her lavede drengene mad.

”De brugte ofte køkkenet som en slags terapi. Hvis de havde en dårlig dag og havde brug for ro eller ikke kunne koncentrere sig, kunne de gå i køkkenet og lave mad. Det kom der så meget godt ud af,” fortæller hun.

Blandt andet lærte drengene at få forståelse for hinandens kulturer og religion.

”De ortodokse kristne, som mange af dem fra Eritrea er, faster eksempelvis på andre tidspunkter end muslimerne. Først synes de nok, at hinanden var lidt mærkelige, men pludselig kunne de jo genkende fastemønstrene og fik forståelse for hinandens religion,” fortæller Susanne Kastrup.

Hun husker særligt en episode, hvor en syrisk dreng havde lagt mærke til at kristne fastede og ikke spiste frokost.

”Så gik han ned i køkkenet og lavede små pakker med mad, de kunne spise, når solen var gået ned. Den slags havde vi som lærere aldrig lagt mærke til, fordi vi ikke selv faster, og det er lige præcis den slags, vores kogebog handler om,” fortæller Susanne, der et øjeblik får blanke øjne.

”Men vi skal være positive og huske alt det gode, og det er også derfor, det var så vigtigt for os at få lavet den kogebog færdig, selv om skolen lukkede. Ellers havde vi bare gået rundt og været vrede og kede af det hver for sig hele opsigelsesperioden. Det havde ikke været i drengenes ånd,” fortæller hun.

Skolen har både haft en fotograf og en journalist inde over udformningen af bogen, som de regner med udkommer som E-bog i nærmeste fremtid.

”Vi har kontakt med nogle af drengene, der forhåbentligt vil give vennerne besked, når bogen er færdig,” fortæller hun.

Hun rejser sig for at vise os rundt på skolen og se, om hun kan finde noget hjemmelavet is, nogle af drengene lavede kort før lukningen. Da hun træder ud på den tomme gang, der fører ned til køkkenet, stopper hun pludselig op og kigger sig omkring, før hun siger:

”Ja, det er så anden gang, jeg er med til at lukke Longelse Skole ned. I 2010 måtte den lukke, fordi vi manglede børn på Langeland, nu må den lukke, fordi vi sender børn væk fra Langeland.”