10. oktober 2025

Efter næsten to års krig har Israel og Hamas accepteret en amerikansk ledet våbenhvile- og gidselaftale, der skal standse en konflikt, som har lagt store dele af Gaza i ruiner og kostet titusinder af liv. FN kalder aftalen et “hårdt tiltrængt gennembrud”, mens Donald Trump – arkitekten bag – beskriver den som “et historisk fremskridt”. Men selv om papirerne nu er underskrevet, fortsatte israelske angreb fredag morgen, og spørgsmålet er, om denne aftale reelt markerer begyndelsen på fred.

Ifølge The Media Line og YNet, bekræftet af FN’s udmeldinger, indebærer aftalen, at Hamas frigiver de resterende 48 israelske gidsler, både levende og døde, mod løsladelsen af omkring 250 palæstinensiske fanger, hvoraf flere afsoner livstidsdomme. Israel skal samtidig trække sine styrker tilbage fra en del af Gazas territorium, men vil fortsat bevare kontrol over centrale ruter og grænsezoner. FN beskriver aftalen som en “våbenhvile- og gidseludvekslingsaftale” og et “hårdt tiltrængt gennembrud”.

Selv efter aftalens godkendelse blev der dog fredag morgen rapporteret om israelske luftangreb i det sydlige Gaza. Ifølge Newsweek, der citerer CNN og BBC, hørtes eksplosioner i Khan Younis og i Gaza Citys kvarterer al-Sabra og Tal al-Hawa. Reuters viste video af et ildglimt over byen klokken 5:55 efterfulgt af en sort røgsky, mens Newsweek bemærker, at det endnu ikke er bekræftet, om Israels regering faktisk har beordret hæren til at indstille kampene.

Den israelske mægler Gershon Baskin, som i årevis har fungeret som uofficiel mellemmand mellem Israel og Hamas, siger, at Trumps udsending, forretningsmanden Steve Witkoff, spillede en afgørende rolle i de afsluttende forhandlinger, bistået af Jared Kushner. Baskin, som tidligere har været involveret i hemmelige forhandlinger om gidseludvekslinger og våbenhviler, beskriver, hvordan Trump og Witkoff med hjælp fra Qatars, Egyptens og Tyrkiets efterretningschefer “locked Netanyahu into the agreement”. Aftalen tager udgangspunkt i et forslag fra juni 2024, “som Hamas accepterede i september 2024,” men denne gang blev den ført til dørs, drevet frem af et langt mere håndfast amerikansk pres på Israel. Selvom der var mæglere fra USA, Qatar, Egypten og Tyrkiet, er det første gang, ifølge Baskin, at officielle repræsentanter for Israel og Hamas sidder i samme rum.

Han skriver også i en længere redegørelse på de sociale medier, at “denne aftale kunne være indgået allerede i september 2024”, men at den daværende Biden-administration ikke ville lægge pres på Israel. Han beskriver, hvordan Trump-teamet i september genoptog de strandede forhandlinger, efter et israelsk luftangreb i Doha havde ramt Hamas-lederen Khalil al-Hayya. “Hamas troede, angrebet var godkendt af amerikanerne,” skriver Baskin, “og mistede tilliden til processen. Først da Trump personligt garanterede, at krigen ville slutte, genoptog de samtalerne”.

Ifølge Baskin vil Hamas aflevere tunge våben til en ny palæstinensisk sikkerhedsstyrke, muligvis med egyptisk støtte, men ikke direkte til Israel. Han nævner navne på civile ledere i Gaza, som har tilbudt at deltage i en overgangsregering, og understreger, at “det må blive en palæstinensisk regering, ikke et neokolonialt system kontrolleret udefra”. I samme indlæg beskriver Baskin, hvordan han og palæstinensiske kontakter i december 2024 opsøgte Witkoff under en konference i Abu Dhabi for at etablere direkte kontakt mellem Hamas og Trumps udsending. “Trump ville have våbenhvilen på plads, før han indtrådte i Det Hvide Hus,” skrev han, “og han tvang Netanyahu til at acceptere”.

Mens Baskin beskriver forløbet som et amerikansk gennembrud, peger andre israelske kommentatorer på, at selve aftalen i sin kerne ikke adskiller sig markant fra tidligere forslag. Forskellen er imidlertid væsentlig. Amit Segal, chefkorrespondent på Channel 12 News, Israels største kommercielle tv-station påpeger for eksempel, at den egentlige forskel mellem den nuværende aftale og tidligere forslag, der var mulige siden november 2023, “reelt kun er, at Israel nu får lov at besætte en del af Gaza i ubestemt tid”.

Et centralt punkt i aftalen er Israels gradvise tilbagetrækning. Ifølge YNet vil hæren forlade omkring 27 pct. af det område, der fortsat er besat, men bevare “friheden til at operere overalt i Gaza for at forhindre terrorangreb”. Den pensionerede brigadegeneral Amir Avivi, tidligere vicechef for det israelske ingeniørkorps og grundlægger af sikkerhedslobbyen IDSF, kalder aftalen “begyndelsen på den virkelige fase af krigen”. “Krigen er ikke slut. Israels mission om at demilitarisere Gaza begynder først nu”, udtaler han i avisen og beskriver Hamas’ beslutning om at frigive gidslerne som et udtryk for dets sammenbrud: “Det eneste, der stod mellem os og muligheden for at udrydde Hamas fuldstændigt, var gidslerne. At give opgive dem er i praksis en betingelsesløs kapitulation”.

Andre militære kilder i samme artikel giver et lignende billede af situationen. Fx Yossi Kuperwasser, tidligere leder af det israelske militære efterretningsdirektorats forskningsafdeling og nu senioranalytiker ved Jerusalem Institute for Strategy and Security, udtaler, at hæren vil bevare kontrollen over “de vigtigste ruter” i Gaza, selv efter den planlagte tilbagetrækning. Han forklarer, at tropperne gradvist vil trække sig ud af tætbefolkede områder som Gaza City for at give plads til, at civile kan vende tilbage, men understreger, at Israel fortsat vil have frihed til at operere overalt i enklaven.

“Vi forlader de beboede områder, herunder Gaza City, for at give Hamas mulighed for at hente gidsler og gidslernes lig”, siger han, men tilføjer, at hæren samtidig fastholder kontrollen med de vigtigste transportårer og strategiske korridorer. Kuperwasser vurderer, at våbenhvilen sandsynligvis vil holde, fordi “alle har brug for en pause”, men advarer mod at tolke stilheden som varig: “Nu er tiden til at fejre, men vi må forblive årvågne og klar til nye udviklinger.”

Ifølge The Media Line stemte regeringsmedlemmerne Itamar Ben Gvir og Bezalel Smotrich imod aftalen. De protesterede mod løsladelsen af palæstinensiske fanger, som de kalder “mordere”. Ben Gvir siger, at han ikke ville blive i en regering, der “tillader Hamas at fortsætte med at regere Gaza”. Begge partier valgte dog at forblive i koalitionen for ikke at vælte regeringen.

FN’s generalsekretær António Guterres kalder aftalen “begyndelsen på enden af denne ødelæggende krig” og opfordrer parterne til at overholde den fuldt ud. I en erklæring fra New York siger han, at FN allerede er klar til at rykke ind med nødhjælp: “Vi har ventet alt for længe. Nu må vi handle.” Ifølge Guterres står der fødevarer nok klar til at brødføde hele Gazas befolkning i tre måneder, og 660.000 børn “venter utålmodigt på at vende tilbage til skole”. Verdenssundhedsorganisationen minder i samme ombæring om, at “den bedste medicin er fred”.

Samtidig rapporterer Reuters, at 250 tons nødhjælp indsamlet af den italienske organisation Music for Peace fortsat står stille i havnen i Genova, fordi Israel ifølge NGO’en har nægtet at godkende transporten via Jordan. Organisationens leder, Stefano Rebora, fortalte på et pressemøde, at de israelske myndigheder krævede, at såkaldte højenergifødevarer, såsom  kiks og honning, skulle fjernes fra lasten, et krav, som organisationen nægtede at imødekomme.

Det israelske militære koordinationskontor COGAT afviser beskyldningen og erklærer, at Israel ikke blokerer den slags varer. I stedet anklagede kontoret “visse internationale organisationer” for bevidst at fremstille Israel som en hindring for nødhjælpens indførsel.

En ny rapport fra den London-baserede israelske forsker Ayala Panievsky retter en bemærkelsesværdig hård kritik af den israelske krigsdækning. Rapporten, som er udarbejdet sammen med den tidligere forsvarsjournalist Ido Benbaji og offentliggjort af tænketanken Molad, dokumenterer et massivt fravær af indhold om palæstinensiske civile i de israelske nyhedsudsendelser siden oktober 2023.

Ud af 721 analyserede indslag i Channel 12’s primetime-nyheder handlede 522 direkte om krigen. Men kun tre pct. beskæftigede sig med forholdene for civile i Gaza, og blot fire døde palæstinensere, der ikke blev beskrevet som militante, blev nævnt med navn. Ifølge Panievsky betyder det, at millioner af seere aldrig blev konfronteret med krigens menneskelige konsekvenser.

Hun beskriver den israelske dækning som “en læge, der skjuler patientens tilstand, så han kan dø lykkelig”, og konkluderer, at de store medier “har tildækket offentlighedens øjne, mens Gaza blev ødelagt”. Rapporten viser, at billeder af sårede, døde eller fordrevne palæstinensere stort set er fraværende, mens fokus i stedet ligger på kampbilleder, soldater og ruiner uden mennesker.

Panievsky, der forsker i politisk kommunikation ved City University of London, siger, at israelsk journalistik under krigen har mistet sin kritiske funktion og i stedet “mobiliseret sig selv i national enhed”. Hun advarer om, at resultatet er en offentlighed, der “lever i en anden virkelighed end resten af verden”.

Rapporten peger også på en markant ubalance i repræsentation. I de første seks måneder af krigen fik oppositionspolitikere én tiendedel af den sendetid, som regeringsrepræsentanter fik, mens repræsentanter for civilsamfundet fik endnu mindre. Israelske arabere, som også blev ramt under Hamas’ angreb, optrådte i blot seks af de 720 indslag.

Ifølge Panievsky er dækningen af volden på Vestbredden, herunder bosætterangreb og palæstinensiske dødsfald, nærmest forsvundet fra skærmen. Hun kalder det “en infantil tilgang”, hvor kun israelsk smerte anerkendes, mens den palæstinensiske usynliggøres. “At skjule information fra offentligheden er ikke patriotisk,” udtaler hun i Haaretz. “Det er uansvarligt.”

Rapporten konkluderer, at israelsk journalistik i stigende grad fungerer som en del af statens sikkerhedsapparat, og at kritikken af hæren næsten er forsvundet fra nyhedsfladen. Det er, skriver Panievsky, “et systemisk forsøg på at omforme borgernes bevidsthed og få medierne til at udvise fuld loyalitet mod regimet”.

Det var briefen for i dag, men hæng på et øjeblik endnu.

Hvis du vil forstå, hvor dybt konflikten stikker, og hvor gamle regninger der endnu står åbne, har jeg i dag en læseanbefaling, der er værd at bruge nogle minutter på. Det er et billedrigt essay af juristen Victor Kattan i ABC.

Her fortælles historien om et usædvanligt retsopgør, hvor en gruppe ældre palæstinensere har samlet 427 siders bevismateriale mod Storbritannien for forbrydelser begået i Palæstina under det britiske mandat fra 1917 til 1948. Klagen, fremsendt til premierminister Keir Starmer og tre ministre, dokumenterer tortur, tvangsforflyttelser, kollektiv afstraffelse, nedbrændte landsbyer og et juridisk system skræddersyet til kolonial kontrol.

Kampagnen, der bærer navnet “Britain Owes Palestine”, kræver en officiel undskyldning. Blandt underskriverne er nogle af Storbritanniens mest fremtrædende jurister. Folk som Ben Emmerson KC, Danny Friedman KC, John Halford fra Bindmans LLP, samt de anerkendte professorer og mellemøsthistorikere John B. Quigley og Avi Shlaim.

Ifølge Kattan hvilede den britiske politik i Palæstina på tre søjler: besættelse, undertrykkelse og partition (dvs. territorieopdeling). Den var, skriver han, et projekt, der gjorde vold til et administrativt værktøj og etnisk adskillelse til en regeringsform. Under det palæstinensiske oprør i 1936–39 sendte London tusinder af tropper til landet og brugte metoder såsom vilkårlige drab, tortur og kollektiv straf, der senere blev videreført af de zionistiske militser, som britiske officerer selv havde oplært.

Et af de mest rystende eksempler er al-Bassa-massakren i 1938, hvor soldater fra Royal Ulster Rifles tvang en bus med uskyldige palæstinensiske landsbyboere ud over et minefelt som hævn for et angreb på britiske styrker. BBC’s Newsnight har senere dokumenteret hændelsen med optagelser, hvor veteraner selv fortæller, hvordan det hele foregik.

Kattan viser også, hvordan kolonimagten gjorde sig selv juridisk uangribelig. Parlamentet vedtog såkaldte “ouster clauses”, der fritog britiske embedsmænd for ansvar. Den daværende justitsminister Sir Hartley Shawcross erkendte i 1948, at lovgivningen i praksis gav soldaterne “et blankt mandat til at begå enhver form for ulovlighed uden mulighed for retslig prøvelse”.

For Kattan er sagen mere end et historisk anliggende. Den er et krav om at se sammenhængen mellem fortidens koloniale vold og nutidens konflikt. “Hvis den britiske regering virkelig ønsker fred i dag,” skriver han, “må den først erkende sit ansvar for fortiden”.

Tjek den ud! Et grundigt og foruroligende stykke historisk journalistik og en påmindelse om, hvordan fortidens imperiale metoder fortsætter med at præge nutiden.

Tak for at læse med. Vi samler op igen i morgen. /Poyâ Pâkzâd

Hvis du ønsker at støtte arbejdet bag dette brief, kan du sende et valgfrit bidrag via MobilePay på 30494939. Alle frivillige bidrag er værdsat og går ubeskåret til forfatteren.