14. oktober 2025

Donald Trump trådte mandag op på talerstolen i Knesset i Jerusalem. Han var den første siddende amerikanske præsident til at gøre det i næsten to årtier. Han blev mødt af stående applaus fra både premierminister Benjamin Netanyahu og oppositionsleder Yair Lapid. Midt i jubelen rejste to medlemmer af det arabisk-jødiske venstrefløjsparti Hadash, Ayman Odeh og Ofer Cassif, sig med et skilt hvor der stod “Anerkend Palæstina”. De blev ført ud under råb og pift, mens Trump smilede og bemærkede: “Det var meget effektivt.”

Talen var iscenesat som en sejrsmarch. I næsten en time talte Trump om “en ny æra for Mellemøsten” og erklærede, at “Israel, med vores hjælp, har vundet alt, hvad der kan vindes med magtanvendelse”. Han beskrev krigen som afsluttet og præsenterede sin plan som begyndelsen på “fred og velstand” i regionen. For Trump var freden først og fremmest et økonomisk projekt, en videreførelse af Abraham-aftalerne, der under hans første embedsperiode normaliserede forholdet mellem Israel og flere arabiske lande. Han sagde intet om en palæstinensisk stat, besættelsen, bosættelserne eller nogen konkret plan for hvordan Gaza skal genopbygges.

Trump benyttede også lejligheden til at hylde Israels krigsførelse. “Vi laver de bedste våben i verden, og Israel har brugt dem meget godt,” sagde han. Han fortalte, at Netanyahu gentagne gange havde ringet for at anmode om nye våbentyper. Ifølge Brown Universitys Costs of War-projekt har USA siden oktober 2023 leveret militær støtte til Israel for mindst 21 milliarder dollar og brugt yderligere 10 til 13 milliarder på regionale operationer i landets favør.

Efter ceremonien rejste Trump videre til Egypten, hvor han i Sharm el-Sheikh stod side om side med Egyptens præsident Abdel Fattah al-Sisi, Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan og Qatars emir Tamim bin Hamad Al Thani. Sammen underskrev de en erklæring, der hilste “implementeringen af Trump-fredsaftalen” velkommen. Over tyve statsledere deltog, men hverken Israel eller Hamas var repræsenteret.

Erklæringen var både symbolsk og vag. Den talte om “fred, sikkerhed og muligheder for alle folk i regionen”, men undgik de centrale spørgsmål om, hvem der skal styre Gaza, hvilken rolle Hamas får, og hvordan området skal afvæbnes. Alt blev udskudt til senere forhandlinger. Trump erklærede, at aftalen “vil holde”, men forklarede ikke hvordan. Ifølge Mondoweiss accepterede Hamas våbenhvilen efter amerikanske garantier om at luftangrebene ville ophøre, men krævede samtidig at enhver fremtidig drøftelse af afvæbning blev koblet til udsigten til en palæstinensisk stat. Den kobling findes ikke i Trumps plan.

På vej hjem til Washington sagde Trump til journalister, at han “ikke taler om én eller to stater”, men om genopbygningen af Gaza. “Det handler om at løfte Gazas folk gennem økonomisk udvikling,” sagde han og beskrev planen som et partnerskab mellem regionale og internationale aktører. På spørgsmålet om en palæstinensisk stat svarede han blot: “Det må vi vente og se på”.

Kernen i Trumps 20-punktsplan er oprettelsen af et såkaldt “Board of Peace”, et råd under hans egen ledelse, som i en overgangsperiode skal føre tilsyn med genopbygningen og forvaltningen af Gaza. Flere lande har ifølge ham meldt sig klar til at deltage. “Vi er enige om, at støtten til Gaza skal løfte befolkningen, ikke finansiere blod, had eller terror,” sagde han. Men rådets beføjelser og ansvar er uklare, og der findes ingen plan for, hvem der skal stå for den civile administration.

Ifølge Shibley Telhami i Time Magazine gentager planen et velkendt mønster, løfter om en politisk løsning der aldrig materialiserer sig. Telhami kalder planen vag og principfattig, “en våbenhvile, en fangeudveksling og en bøn”, uden nogen sammenhængende idé om ansvar, finansiering eller retfærdighed. Han skriver, at i et Gaza lagt i ruiner, hvor ni ud af ti bygninger er ødelagt, og hundredtusinder er hjemløse, lyder Trumps løfte om genopbygning som et ekko af tidligere amerikanske fredsplaner, der udskød det centrale spørgsmål, palæstinensernes frihed.

Mens Trump og hans partnere talte om fred, vurderer Le Monde Diplomatique, at Washingtons kurs under krigen skiftede flere gange. Først med fuld støtte til Israels offensiv, siden med et gradvist pres for våbenhvile, især efter et israelsk luftangreb i Doha i september udløste voldsomme protester i regionen. Avisen beskriver, hvordan Trump brugte sin personlige charme og løfter om økonomiske gevinster til at samle de arabiske ledere bag planen. Under sit besøg i Knesset opfordrede han ifølge samme kilde Israels præsident til at benåde Netanyahu for korruptionssagerne, et symbolsk træk, der skulle markere, at krigens politiske kapitler var lukket.

Ifølge Foreign Affairs er Trumps aftale “et pusterum” snarere end en fred. Tidligere FN-kommissær Zeid Ra’ad al Hussein skriver, at våbenhvilen kun får varig betydning, hvis den kobles til en politisk løsning der imødekommer “de legitime aspirationer hos både israelere og palæstinensere”, altså en tostatsløsning. Uden et klart amerikansk tilsagn vil palæstinensernes og de arabiske staters støtte hurtigt fordampe.

Zeid gennemgår tre realistiske modeller for en varig ordning. “Olmert-Kidwa”-planen foreslår en begrænset landudveksling og et teknokratisk overgangsråd i Gaza. “Holy Land Confederation”, en løsningsmodel udarbejdet af Yossi Beilin og Hiba Husseini, foreslår to stater i konføderation med gensidig permanent opholdsret. Og endeligt “A Land for All”, som bygger på fri bevægelse og en fælles, åben hovedstad i Jerusalem. Disse initiativer, skriver Zeid, repræsenterer “den anden side af broen”, den del, der endnu mangler at blive bygget, hvis Trumps 20-punktsplan skal føre til andet end endnu en midlertidig våbenhvile over en ruindynge.

Mens diplomater stanser verdensfjerne løsningsmodeller ud, har mere end 50 humanitære organisationer, som ReliefWeb citerer, “med forsigtighed” hilst våbenhvilen velkommen som et tiltrængt åndehul, men samtidig advaret mod at se den som en løsning. De understreger, at våbenhvilen kun giver mening, hvis den markerer begyndelsen på en reel indsats mod tvangsforflyttelser, sult og sygdom i Gaza. Ifølge deres fælles erklæring har Israels blokade udløst en menneskeskabt sultkatastrofe, hvor titusinder af børn risikerer at dø af underernæring. Over 92 procent af boligerne i Gaza er enten ødelagt eller beskadiget, og infrastrukturen fra hospitaler til kloaksystemer ligger i ruiner. Trumps løfte om genopbygning tager udgangspunkt i et sted, hvor der intet er at bygge på.

I Gaza graver man stadig efter døde. Ifølge El País fandt civilforsvaret 151 lig i løbet af det første døgn efter våbenhvilen, og tallet er nu over 200. Mange havde ligget under ruinerne i ugevis. FN anslår, at over 11.000 fortsat ligger begravet, mens Civil Defense vurderer tallet til mere end 14.000. Israels luftangreb med bomber på op til et ton har lagt hele kvarterer øde, og bulldozere har siden jævnet resterne med jorden.

Avisen fortæller om Hussein Owda fra Jabalia, der mistede sine tre sønner i et luftangreb. Han fandt to af dem, men den ældste ligger stadig under murbrokkerne. “Jeg har ikke engang kunnet begrave min søn,” siger han. Ifølge den palæstinensiske psykolog Fidaa al-Araj forhindrer ødelæggelserne familierne i at udføre de islamiske begravelsesritualer, og mange skriver blot navnene på deres døde på væggene, før de flygter.

Mange af de løsladte palæstinensere blev ikke genforenet med deres familier, fordi Israel deporterede dem. De fleste kom fra Gaza og blev sendt tilbage dertil efter at have været fængslet i Israel uden sigtelse eller dom. En mindre gruppe fra Vestbredden blev i stedet deporteret, så de ikke kunne vende hjem til deres familier. Mange havde siddet fængslet under de såkaldte administrative tilbageholdelser, uden rettergang, uden adgang til advokat og ofte under tortur. Mennesker, der blev frihedsberøvet vilkårligt, og siden brugt som politiske forhandlingschips. Kort sagt gidsler.

The Guardian beretter, hvordan familier i Ramallah ventede forgæves ved fængsler og checkpoints på indsatte som ifølge israelske løfter skulle vende hjem. Da ventetiden blev til protest, svarede soldaterne med tåregas, og droner spredte flyveblade med ordene “Vi overvåger jer overalt”.

Blandt de løsladte var Hossam Abu Safiya, direktør for Kamal Adwan-hospitalet i det nordlige Gaza. Ifølge Haaretz blev han arresteret under den israelske belejring af hospitalet i december 2024 og løsladt som led i fangeudvekslingen efter personlig godkendelse fra Netanyahu. “En gestus over for USA og det internationale samfund,” som en israelsk embedsmand udtrykte det. Israel har aldrig fremlagt nogen offentlig anklage mod Safiya.

Vi afslutter dagens brief med et interview med den israelske historiker Ilan Pappé i Democracy Now. Glæden over stilheden i Gaza, siger han, må måles mod det, der fortsat består. Bombardementerne er ophørt, men målet er det samme, at reducere antallet af palæstinensere for at bane vejen for israelsk ekspansion.

Pappé beskriver Israels regering som en alliance mellem en opportunistisk premierminister og messianske nationalister, der mener, Gud har givet dem retten til et Storisrael. Netanyahu, siger han, er en politiker, der er villig til at sætte sit land over styr for at redde sig selv, og derfor kan vælge at genoptage krigen enten i Gaza, på Vestbredden, mod Iran eller i Libanon.

Hans advarsel retter sig ikke kun mod sit hjemland, men mod verdens politiske hovedstæder. De vestlige regeringer, siger han, har været medskyldige i det, der er sket, og deres opgave er ikke at mægle mellem ofre og gerningsmænd, men at beskytte palæstinenserne mod udslettelse. “Civilbefolkningerne forstår, hvad der står på spil,” siger Pappé, “men de politiske eliter taler stadig om tostatsløsninger og fredsplaner, som om historien ikke lige var sket.”

Det er en mørk afslutning, men en nødvendig påmindelse om, at selv om overgrebet i Gaza midlertidigt er standset, består de politiske årsager, der gennem årene har ført til så mange ødelæggende krige på striben. Trumps og regionens planer for et donorstyret protektorat er næppe begyndelsen på et nyt kapitel i Mellemøsten, som han selv kalder det. Det er snarere et nyt afsnit i et gammelt manuskript. Vil Trumps plan holde eller blot føje sig til rækken af amerikanske pseudo-fredsplaner? /Poyâ Pâkzâd

Hvis du ønsker at støtte arbejdet bag dette brief, kan du sende et valgfrit bidrag via MobilePay på 30494939. Alle frivillige bidrag er værdsat og går ubeskåret til forfatteren.