Modenhed og mistillid

Officielt havde Danmark ikke noget valg. Oprustningen i Grønland er en nødvendighed. Sådan lyder begrundelsen for den nye Arktispakke 2 fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) – og nok så afgørende også fra Grønlands naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt fra Siumut.

For første gang i årtier opruster Danmark demonstrativt i Arktis og Nordatlanten – og for første gang er Grønland taget med på råd. Begge dele markerer et bemærkelsesværdigt kursskifte.

Konkret vil Danmark i de kommende år investere 27,4 mia. kr. i et styrket forsvar af Arktis og Nordatlanten, de to geografiske betegnelser, som diplomatisk bruges som synonymer for Grønland og Færøerne, eller ligefrem for Kalaallit Nunaat og Føroyar.

Mest håndgribeligt skal der på kort sigt dels indkøbes nye droner for 2,1 mia. kr. til suverænitetsovervågning og sågar bekæmpelse af flyvende objekter udefra, og dels etableres et nyt militært hovedkvarter i Nuuk med en tilhørende og permanent flådekaj.

Særligt det sidste har skabt kontroverser i Grønland og viser, at oprustningen langt fra er så ukontroversiel, som de to ministre ønsker at skabe indtryk af. For to toneangivende kvindelige politikere har taget markant til genmæle, både borgmesteren i Nuuk, venstrefløjspolitikeren Avaaraq Olsen, og det hidtidige folketingsmedlem, den nationalistiske Aki-Matilda Høegh-Dam, er stærkt bekymrede for den militære eskalering.

“En større militærbase i havneområdet i Malenebugten vil efter min klare opfattelse ændre Nuuk markant,” udtaler borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq Olsen (IA) til avisen Sermitsiaq og giver dermed stemme til mange grønlandske borgere, som er utrygge ved, at det danske forsvar fremover skal have en større og mere tydelig tilstedeværelse i Grønlands hovedstad.

Endnu skarpere kommer kritikken fra Aki-Matilda Høegh-Dam, som sidder i det grønlandske parlament Inatsisartut for partiet Naleraq og aktuelt har orlov fra Folketinget:

“I en krigssituation er militærinstallationer altid prioriteret mål. Så når man bygger dem inde for en by som Nuuk, gør man praktisk taget byens befolkning til menneskelige skjolde, der skal beskytte dansk militær. Det er ikke beredskab. Det er at bringe civile liv i fare,” siger hun til KNR og skruer yderligere op for retorikken:

“Det er jo diktaturskab – når naalakkersuisut går enerådigt og tager beslutninger hen over den grønlandske befolkning uden at inddrage alle partier i noget så drastisk som det her.”

Verden til forskel

Den voldsomme anklage om, at Danmark bruger grønlænderne som “menneskelige skjolde”, står i diametral modsætning til selvforståelsen i København. Den danske oprustning, der er tænkt som et forsøg på at afværge trusler og nedtone spændinger, har den modsatte effekt.

Grønlænderne reagerer ikke alene med ængstelse, men ser også den militære ekspansion som et udslag af en ny form for koloniherrementalitet, denne gang blot viklet tæt ind i de grønlandske ministre, som skal legitimere beslutningerne.

Alt, hvad der handler om de store linjer i forholdet mellem Danmark og Grønland, antænder tydeligvis intense følelser og bliver også brugt til at skærpe fronterne, om ikke andet også som en indenrigspolitisk mobilisering imod såvel regeringen i København som den brede koalitionsregering i Nuuk.

Til trods for flere års højintensiv ballade om Grønlands fremtid, skudt i gang af USA’s præsident Donald Trump og hans erklærede erobringstrang og ønske om annektering, er der endnu ikke opstået en bedre og mere gensidig forståelse mellem danske beslutningstagere og grønlandske borgere.

Jo, på øverste niveau – mellem de to regeringer i København og Nuuk – er der opstået en tættere og mere fortrolig koordination. Men på et folkeligt niveau er der stadig en verden til forskel.

En væsentlig del af årsagen til dette skæve forhold handler om noget så klassisk som balancen mellem fornuft og følelser, om spændingsfeltet mellem bureaukratisk logik og identitetspolitisk passion. Embedsværket ser slet ikke konfliktpotentialet.

Umiddelbart kan planerne da også fremstå ganske mindelige. For alle, som har gået rundt om det nuværende Arktisk Kommando – som ligger ved industrihavnen i ganske interimistiske kontorlokaler, som er lejet af fisk- og skaldyr-firmaet Royal Greenland – virker de nye planer ikke til at kunne udløse en ny kold krig. Ej heller med en mere fast placering af de patruljerede danske flådefartøjer.

I et dansk perspektiv, og tilsyneladende også set fra Grønlands regeringstops side, bliver bevillingen til et nyt militært hovedkvarter blot betragtet i forlængelse af de senere års opførsel af moderne bygninger i Nuuk, med alt fra kulturhuset Katuaq over universitetet Ilisimatusarfik til det nye fængsel Anstalten for Domfældte. Næste byggeprojekt er så kontorfaciliteterne til den såkaldte “værnsfælles kommando, der varetager Forsvarets opgaver i og omkring Grønland og Færøerne”.

I en urolig tid, hvor Danmark allerede har indvilget i at skulle bruge op til fem pct. af bruttonationalproduktet på såvel militært isenkram og personel som lidt bredere udgifter til “modstandsdygtighed”, kan etableringen af et nyt kontor til Arktisk Kommando med bedre sikkerhed og større faciliteter ligefrem ses som en meget stilfærdig brug af de flere penge.

Arktispakke 2 er både et udtryk for modenhed og mistillid – et fælles skridt frem, der samtidig viser, hvor langt Danmark og Grønland stadig står fra hinanden.

Ånden fra Ilulissat

Som et politisk nybrud er det Grønlands egen minister, som netop er trådt frem og har taget konfrontationen med de hjemlige kritikere. I stedet for som tidligere, hvor det var den danske forsvarsminister, som svarede for sig – eller måske mere typisk slet ikke sagde noget – har naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt taget kampen op:

“Der er ikke tale om at etablere en ny militærbase. Arktisk Kommando har allerede et kontor her i Nuuk, som i dag drives i lejede lokaler. Den nye bygning vil blot være et kontor, som ejes og drives mere effektivt,” siger Vivian Motzfeldt til KNR.

Hun affejer også påstandene om, at Nuuk fremover skulle blive et bombemål, ligesom hun understreger, at beslutningerne er truffet helt efter bogen med inddragelse af og løbende information til medlemmerne af Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg.

Uanset om det vil lykkes for Vivian Motzfeldt at overbevise sine politiske modstandere, er det vigtigt at bemærke den både symbolske og realpolitiske betydning af, at det nu er et stort flertal blandt de folkevalgte i Grønland, som bakker op bag den forestående opgradering, og tilmed ønsker, at der skal være et fungerende militært forsvar af landet.

Arktispakke 2 vidner om, at regeringerne i København og Nuuk – og de brede flertal i Folketinget og Inatsisartut – er kommet på bølgelængde. Og det er i sandhed nyt. At forløbet så samtidig giver anledning til politiske skærmydsler mellem partier, ja, det er faktisk et demokratisk sundhedstegn. Det er kun godt, at meningerne brydes i det åbne.

Forsvarsfejde kan og skal imidlertid heller ikke blot reduceres til parlamentarisk fnidder mellem formanden for det socialdemokratiske parti Siumut, Vivian Motzfeldt, og den polemiske frontfigur for udbryderpartiet Naleraq, Aki-Matilda Høegh-Dam. For oprustningsplanerne vidner også om et større opbrud, et opgør med ambitionen om at fastholde Arktis som lavspændingsområde.

Tilbage i 2008 kunne Kongeriget Danmark fejre sin største diplomatiske triumf i årtier, nemlig underskrivelsen af Ilulissat-erklæringen, hvor alle fem arktiske stater – USA, Rusland, Norge, Canada og Danmark – forpligtede sig til at holde Ishavet uden for våbenkapløb.

Ligesom Norge bevidst har søgt at deeskalere situationen omkring Svalbard og undgå at forstærke de voksende spændinger i forhold til nabolandet Rusland, har Danmark også hidtil navigeret ganske afmålt efter et lavspændingsscenarie. Men ikke længere: Ånden fra Ilulissat, oppe fra isfjeldene ved Diskobugten, er fuset ud, og regeringerne i både København og Nuuk er slået ind på et konventionelt spor, som næppe kan undgå at fremprovokere russiske og måske ligefrem kinesiske modsvar.

Det er skelsættende, at Danmark endegyldigt dropper drømme om lavspænding, men også et vendepunkt, at gamblingen sker i samklang mellem regeringerne i København og Nuuk. Kun én ting synes sikkert på forhånd: Oprustningen vil ikke tilfredsstille Trump. /Lars Trier Mogensen