Skakkens Mozart

Uh, neglebidende! Sent i aftes forsvarede 26-årige Magnus Carlsen sin VM-titel ved mesterskabet i skak. Kendere siger, at det var meget, meget spændende til det sidste. Måske mere spændende, end godt er, hvis man altså holdt med det norske vidunderbarn og ikke hans jævnaldrende russiske modstander, Sergej Karjakin – Vladimir Putins skakkæledægge. Opgøret fandt sted i New York og havde et skær af Øst mod Vest over sig, som bragte mindelser om Bobby Fischers sejr over Boris Spassky i 1972. Putin har personligt støttet Sergej Karjakin, der er født på Krim-halvøen og støtter Ruslands annektering.

Her på Føljeton er vi ikke skaknørder. Vi har læst Stefans Zweigs Skaknovelle i gymnasiet, og det bedste skakcitat, vi kender, er Woody Allens ”Jeg blev vraget til skakholdet på grund af min højde”. Men en af os har dog vundet Salling-mesterskabet for juniorer, dengang Frank Arnesen stadig spillede på fodboldlandsholdet. Og de to af os på redaktionen, som har set spillefilmen Amadeus (1984) på repeat hele deres barndom, siger, at når de i dokumentaren Det norske skakgeni ser Magnus Carlsen udradere ti modstandere med bind for øjnene, så får de samme følelse som med scenen, hvor Mozart spiller klaver på hovedet.

For lige at resumere: de forgangne uger har Carlsen og Karjakin spillet de 12 klassiske partier, og det har været et drama i sig selv, for Karjakin viste sig at være Carlsens hårdeste modstander nogensinde. De endte uafgjort 6-6. Derfor måtte de unge stormestre i går mødes i en dødsrunde af fire partier hurtigskak. Magnus Carlsen har hele sit liv været en bemærkelsesværdig intuitiv spiller, og netop derfor har han slået den tidligere verdensmester, indiske Vishy Anand, som i høj grad lænede sig op ad computerberegninger i sin forberedelse. Hurtigskak er Carlsens hjemmebane, men også her blev spændingen uudholdelig.

Første parti, hvor Karjakin havde fordel af hvide brikker, endte uafgjort. Andet parti endte også uafgjort, selv om Carlsen var hvid og burde have vundet. Men han missede chancen (Føljeton vurderer, at det var på grund af tidspres og nervøsitet). Ved tredje partis begyndelse så Carlsen ret desillusioneret ud. Men med blot 38 træk blev partiet relativt kort, for Karjakin lavede en graverende fejl, selv om de to kombattanter stod relativt lige på brættet. Karjakin havde nemlig kun et minut og 37 sekunder tilbage at trække i, og da han endelig fik gjort det, var der 13 sekunder tilbage. Da havde Carlsen syv minutter og 24 sekunder i behold. Derfor måtte Karjakin presse Carlsen i fjerde parti, selv om han gennem hele turneringen havde spillet defensivt. Og voilà, det straffede Carlsen.

Hvor var det dog fortjent. Men det er bemærkelsesværdigt, at han ikke formåede at afgøre kampen i de første klassiske 12 partier. På den anden side virker det menneskeligt. Det kender vi godt.