Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vi kvæles lidt, men synes dog/ at enes om det meste./ Hvem der er god og ren og klog,/ det mener vist de fleste:/ der er vi selv, det ser vi vel/ med udsigt fra vor sofa/ – og ryggen til Europa!
– Fra “Der er et venligt, lille land” af Bertel Haarder (sang nr. 412 i Højskolesangbogens 19. udgave).
Vi har et problem med social kontrol. Med religiøse ledere, som nægter at give hånd til personer af det modsatte køn. Som diskriminerer og ekskluderer LGBT+-personer, kalder til bøn og sang i tide og utide, insisterer på at diktere den rette udlægning af teksten, evindeligt taler om ånd, og desuden ønsker at indføre et benhårdt arbejdsregime. Vi taler selvfølgelig om den danske protestantiske kulturarv, hvis repressive potentiale stadig flere politikere har fået øjnene op for, og derfor pludselig ønsker at opruste.
Måske er det bare os, som er tonedøve. Men når vi åbner for Deadline, og her kan se selv så sindige Bertel Haarder slå på tromme for, at der findes en nødvendig sammenhæng mellem ånd, kristendom, fællessang, national stolthed og (underforstået) demokrati, bliver vi altså en smule trætte. For betyder det egentlig, at alle os, som får et sært ubehag i maven, så snart vi ser en salmebog, og mest bare har det med at mime teksten ved festlige lejligheder, heller ikke fortjener at få vores stemme hørt, hvis ikke det er på melodi af Carl Nielsen?
Den seneste fælles klagesang, man øjensynligt er blevet semi-enige om synge på Christiansborg, er, at førtidspension nu pludselig er djævelens værk – snarere end et nødvendigt og demokratisk socialt sikkerhedsnet, vi burde være stolte af. Ved Konservatives landsråd kunne man i slutningen af sidste måned høre partiformand Mona Juul tale om, at alt for mange er på førtidspension, i særdeleshed unge og folk med indvandrerbaggrund. Og i forbindelse med Folketingets åbning var det så regeringens tur til forklare, hvordan man systematisk vil gennemgå en række førtidspensionssager, som har med ikke-vestlige indvandrere at gøre. For tænk nu, hvis ikke vi kan stole på dem.
Hvem snyder?
Torsdag kunne man læse en interessant lille artikel i Information, som går fint i spænd med en anden dugfrisk artikel bragt hos TV 2 Østjylland her fredag morgen. Ja, det er lige før, de kunne synge kritisk duet.
I førstnævnte artikel har man talt med (betalingsmur) forsker i beskæftigelse og integration hos Rockwool Fonden Jacob Nielsen Arendt, som finder det noget opsigtsvækkende, at regeringen har tænkt sig at genåbne og potentielt omgøre allerede afgjorte førtidspensionssager. For som han siger: “Regeringen bevæger sig hen mod en ny grænse, hvor den som minimum skaber en stor grad af usikkerhed for en stor gruppe borgere”.
I sidstnævnte TV 2 Østjylland-artikel er det så en Finn Amby, lektor og ph.d. ved forskningscenteret for social udsathed på VIA University College i Aarhus, man har hevet fat i. Heller ikke han synes videre imponeret af den tiltagende mistænkeliggørelse af førtidspensionister. For som han siger: “En førtidspension trækker man på ingen måde i en automat. Måske man skulle gøre noget mere ud af at oplyse om, hvad det kræver.”
Lokalmediet har også talt med den 47-årige førtidspensionist Ann Katrin Faurschou, som “lever med kronisk træthed, ledsmerter, knogleskørhed og flere autoimmune sygdomme”. Hun har mange gode pointer. Ikke mindst hvad angår den politiske udskamning:
“Lad være at skyde på os. For når man skyder på os, så skyder man også på de læger, jobkonsulenter, rehabiliteringsteams og pensionsrådet, der tildeler folk en førtidspension. For har de så ikke gjort deres arbejde ordentligt? Det skaber en mistillid”.
I en tid, hvor forældre knap nok kan stole på, at deres børn ikke snyder dem med KI-genererede billeder, kunne det da overvejes, om vi virkelig vil til at mistænkeliggøre alle dem, som ikke længere er i stand til at melde sig til arbejdskoret. For så er det vist ikke vigtigere med den fællessang, hvis vi alligevel nægter at beskytte en så væsentlig del af vores sociale sikkerhedsnet. Hører man godt efter, tyder meget på, at de mest fællesskabstruende mislyde efterhånden kommer fra Folketinget. /David Dragsted