Yiannis Kourtoglou/Reuters/Ritzau Scanpix
Den eneste rigtige løsning er en tostatsløsning, har det lydt fra diverse tyrkiske regeringskontorer i Ankara, siden Tyrkiet invaderede Cypern den 20. juli 1974. Den tyrkiske invasion skete fem dage efter, at Grækenlands daværende militærjunta havde orkestreret et statskup på middelhavsøen, hvor Cyperns præsident gennem 14 år, ærkebiskop Makarios III, var blevet fjernet og erstattet af en nationalist, som måtte trække sig efter otte dage, da militærjuntaen i Grækenland, der havde indsat ham som en marionet, blev opløst – opløst som direkte følge af den omtalte tyrkiske invasion.
Kompliceret? Nej, egentlig ikke. Tilbring to-tre timer med at klikke rundt på Wikipedias mange engelsksprogede opslag med relation til Cypern, og Cypern-ekspertisen vil langsomt begynde at indfinde sig, mens Cypern kryber ind under huden. Det er ikke komplekst, men hvis det siger noget, er det muligvis mere komplekst end Israel-Palæstina-konflikten, som særligt gentlemen of the press – de vestlige mediers mange hvide mænd – bliver ved med at kalde kompleks, fordi de ikke kan få virkeligheden til at passe med deres verdensopfattelse.
Det, der er ‘komplekst’ ved Cypern, er, at der er en masse mellemregninger og forhistorie og årstal, man skal igennem, hvis man vil forklare, hvordan tingene hænger sammen. Men man kunne også gøre det helt enkelt og sige: Cypern ligger mellem Grækenland og Tyrkiet. Begge lande ville egentlig gerne ha’ Cypern for sig selv, så ingen af dem ønsker at rømme øen. Konflikten er ikke blevet løst, men man har klaret ærterne med en skarpt optrukket demarkationslinje, respektive hærenheder på hver sin side af linjen og en af FN’s længst eksisterende fredsbevarende styrker med eget flotte navn UNFICYP. Med andre ord: det smager af en tostatsløsning.
Zap med denne viden frem til søndagens præsidentvalg i Den Tyrkiske Republik Nordcypern (TRNC) – i folkemunde Nordcypern. Her stod slaget mellem på den ene side Nordcyperns siddende præsident, nationalisten og tostatsmanden Ersin Tatar, som nyder opbakning fra Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan og hans højreorienterede koalitionsregering, og på den anden den pro-europæiske, genforeningsorienterede advokat og akademiker Tufan Erhürman. Et tæt og måske ligefrem spændende valg var ventet, men Tufan Erhürman fik 62,7 pct. af stemmerne, mens Tatar måtte nøjes med 35,8 pct. Og pludselig, med ét, er et genforenet Cypern – et Storcypern, fristes man til at sige – en meget mindre utænkelig tanke, end den var før præsidentvalget.
Og som The Guardian opsummerede situationen: “Omfanget af Erhürmans sejr viste, at de udpræget sekulære tyrkisk-cyprioter var trætte af isolationistisk politik, som havde medført, at [Nordcypern] i stigende grad var blevet allieret med den islamistiske ledelse i AKP-partiet i Ankara. Samtidig ønskede de et skift mod Europa. Samfundet har længe klaget over, at deres identitet eroderes under Tyrkiets indflydelse.” Tyrkiet er det eneste land, som anerkender Nordcypern som nation.
Niyazi Kızılyürek, der er tyrkisk-cypriot, professor i politisk historie på Cyperns Universitet og tidligere medlem af Europa-Parlamentet udtaler til samme avis, at valget af Tufan Erhürman giver håb for cypriotisk fred. “Erhürmans tilhængere ser sig selv som et autonomt etno-politisk samfund, ikke som tyrkere i Cypern, og sådan vil de gerne fortsætte.” De bryder sig overhovedet ikke om de antidemokratiske vinde, der blæser fra Tyrkiet.
Cyperns præsident, Nikos Christodoulides, som ved sin indsættelse i 2023 udtalte, at hans primære fokus var at finde en løsning på Cypern-spørgsmålet, altså delingen af øen, lykønskede Tufan Erhürman med sejren og understregede, at han er klar til at forhandle. Hvis der kan findes et svar på Cypern-spørgsmålet, kan der findes et svar på andre knuder, der virker gordiske. Det er opløftende. /Oliver Stilling