Politisk gysersæson

Danmark står over for et sug af en rutsjetur – ned i et Halloween-mørke, hvor græskarlysene flakker over smalhals og højredrejning. Omslaget kan tippe fra plus til minus på ingen tid. Så spænd sikkerhedsselen. Vi bevæger os ind i en tid, hvor økonomien rasler som skeletter i skabet, og næste stop er krise og kulturkamp om kødsovs.

Efter en lang optursperiode med overskud og bugnende budgetter har den danske samfundsøkonomi pludselig fået retning mod en opbremsning. Og samtidig er det politiske pendul ved at svinge abrupt rundt, ja, næsten hvirvle rundt, så flere års rød-grønt flertal erstattes med borgerlig dominans.

De to opbrud – den begyndende krisetid og den accelererede højredrejning – hænger sammen som siamesiske skygger i en gyserfilm: jo mørkere økonomien bliver, desto mere tager frygten form. Og historisk set får netop frygt folk til at kræve kontant forandring.

Nedturen tegner således til at ville drive flere og flere vælgere over mod højrefløjspartierne, præcis som tilfældet også er i andre europæiske lande, hvor autoritært-konservative og nationalpopulistiske partier vinder frem. Også her i Danmark er det lige nu den blå opposition, som stærkest, mest markant og vredest adresserer mange vælgeres hverdagsnære problemer med at få enderne til at mødes.

Officielt er advarslerne om en økonomisk opbremsning stadig høfligt formuleret. Da vismændene tirsdag fremlagde deres efterårsrapport, som diplomatisk kaldes for et “diskussionsoplæg”, maler de ikke fanden på væggen. Endnu. Foreløbigt afdæmpet forklarer overvismand Carl Johan Dalgaard, at politikerne ikke skal regne med at have lige så mange penge fremover:

“Vores vurdering af råderummet er noget lavere end Finansministeriets, hvilket illustrerer betydelig usikkerhed i beregningerne,” siger økonomiprofessoren fra Københavns Universitet, og fortsætter mere teknisk:

“Usikkerheden taler for at udvise forsigtighed i udmøntningen af råderummet.”

Helt konkret nedjusterer vismændene det forventede råderum i 2030 til halvdelen af, hvad Finansministeriet regnede med i juni, og det betyder allerede nu, at SVM-regeringen ikke længere kan kalkulere med at have råd til både militær oprustning, skattelettelser, grøn omstilling, pensionsreform og alt det andet, som de tre regeringspartier har forsøgt at love frem mod det folketingsvalg, som skal afholdes inden for et kalenderår.

De glade klovne smiler ikke længere. Sminken krakelerer, og under masken begynder konturerne af et politisk spøgelse at vise sig.

Bitter medicin

Om blot fire år kan der være underskud på de offentlige finanser. De gode tider, hvor politikerne slet ikke behøvede at prioritere, men kunne dele ud til højre og venstre, ser ud til at være forbi.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er tydeligvis opmærksom på, at præmissen for dansk politik er ved at ændre sig, og at selve grundlaget for midterregeringens hidtidige og meget rundhåndede stil er ved at skride. Efter tirsdagens spørgetime i Folketinget sagde hun forsigtigt som kommentar til vismændenes efterårsrapport:

“Vi skal være opmærksomme på, at vi ikke er en isoleret ø. Mange af de markeder, vi er afhængige af i Danmark, klarer sig dårligere, end vi selv gør. Der er meget uro i verden, og det kan sætte sig negativt,” udtalte Mette Frederiksen, og forsøgte derved at skubbe problemernes årsag ud i den store verden.

Men reelt er det i allerhøjeste grad også hjemlige faktorer, som nu udløser den økonomiske opbremsning, og dermed beslutninger og ikke-beslutninger, som SVM-regeringen selv har ansvaret for. Svækkelsen af den offentlige økonomi skyldes grundlæggende, at udgifterne til bl.a. våbenkøb vil stige markant, mens indtægterne fra bl.a. person- og pensionsskatter vil falde betydeligt.

Det er kort sagt de voldsomt øgede forsvarsudgifter frem mod 2030, som i kombination med store skattelettelser – herunder et forventet og meget afgørende fald i provenuet fra aktieindkomstskatter og den særlige pensionsafkast – ventes at presse budgetterne. En nedgangsperiode, som kun forstærkes af omfattende fyringsrunder hos store danske virksomheder som Novo Nordisk.

Mange vælgere har for længst taget sorgerne på forskud, som om de mærker et koldt vindpust gennem korridorerne – en forudanelse af noget, der er på vej. En økonomisk poltergeist, der rasler i husholdningerne, længe før tallene viser sig.

Selv om skattelettelserne, der for alvor rulles ud i valgåret 2026, er designet til at skabe lidt mere luft i husholdningsøkonomierne, og købekraften faktisk er steget, er en krisestemning ved at sprede sig. Og her formår højrepartierne virkelig at slå til.

De vredeste, mørkeste og mest skræmmende stemmer kommer fra højre.

Slik eller skrig

På bemærkelsesværdig vis har særligt Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt kapret dagsordenen om stigende priser og frygten for økonomiske problemer. Men også Danmarksdemokraternes Inger Støjberg er ved at krabbe sig ind på et terræn, som ellers traditionelt set har været venstrefløjens domæne.

På højrefløjen har man med tilfredshed iagttaget, hvordan de røde og grønne partier i de seneste mange måneder har haft opmærksomheden rettet stort set alle andre steder hen end netop der, hvor stadig flere af Danmarks fattigste og mest usikre vælgere har deres største bekymringer. Mens partier som Enhedslisten og Alternativet mest har været optaget af tragedierne i Mellemøsten, har SF været fanget i en mere positiv boble af evigt overskud og generøs velfærd.

For de vælgere, der rent faktisk rammes først og hårdest af nedskæringer, har det politiske landskab været præget af en jordbunden højrefløj, som på den ene side har været de eneste, som for alvor har fokuseret på de mest pressede borgeres tomme lommer, og en udadskuende venstrefløj, som på den anden side har stået alene med at forfægte ædle principper om global humanisme.

Konsekvensen er tilsyneladende, at stadig flere af de vælgere, som venstrefløjen i sin egen selvforståelse skulle repræsentere – altså dem, som ejer mindst – er rykket mod højre. Ligesom det er sket i bl.a. Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Lige nu er det højrepartierne, som mest åbenlyst forsvarer dem, som i gamle dage blev kaldt for almuen, proletarer eller lønslaver.

Karakteristisk for højredrejningen af hele den sociale debat lagde Inger Støjberg forleden et opslag op på Facebook, hvor hun skrev: “Fødevarepriserne stiger og stiger, og regeringen nægter at gøre noget ved det. Jeg mener ikke, at oksekød skal være en luksusvare for de få. Jeg mener, at lasagne skal være for alle.”

Og så kom reaktionerne – der tidstypisk handlede om, at hendes udbrændte lasagne ser totalt uspiselig ud. Og hvortil Inger Støjberg svarede: “De kan kalde mig fascist og racist, men de skal ikke sige, at jeg er elendig til at lave lasagne.”

Bøh! Fascisme og racisme er absurd nok blevet en biting, for nu handler det først og fremmest om at stå frem som den lille mands forsvarer. Som den danske lasagnes vogter.

Velkommen til en ny gysersæson – et politisk Halloween, hvor gamle masker tages frem, nye dæmoner vækkes til live, og løfterne rasler som kæder i natten. Slik eller skrig – Danmark er gået ind i det mørke hus. /Lars Trier Mogensen