Liselotte Sabroe/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Da Lego for nogle og tyve år siden pludselig befandt sig på randen af konkurs, var gode råd dyre for den gamle danske familieejede plasticlegetøjsgigant. Direktøren for det hele, Kjeld Kirk Kristiansen, var nemlig også virksomhedens ejer, men trods sine forskellige kasketter var han kvik nok til at indse, at han ikke selv havde evnerne til at rage kastanjerne ud af ilden. Han overlod topposten og ansvaret for det, som Børsen kaldte “en af de største turnaround i Nordeuropa” (ja, turnaround uden s), til den kun 35-årige og relativt uprøvede Jørgen Vig Knudstorp.
Og så var der Legos bestyrelse. Bestyrelsen bar et kæmpe medansvar for Legos forfatning, så det lå i kortene, at hele banden måtte trække sig. Men bestyrelsesformanden var Mads Øvlisen, tidligere direktør for Novo Nordisk og en af dansk erhvervslivs mest respekterede aktører. Hvad gjorde Øvlisen? Han tænkte sig grundigt om, og valgte så at blive siddende, indtil stormen var redet af. Hvorfor? Fordi han selv mente, at han trods sit åbenlyse svigt som formand i den foregående periode var den bedst kvalificerede person til at bistå den nye unge direktør i den svære proces.
Operationen lykkedes, patienten overlevede. Men ikke nok med det – Lego blev en større succes og skovlede endnu flere penge ind til Kjeld Kirk Kristiansen, end virksomheden nogensinde havde gjort. Mads Øvlisen var ikke delusional. Den tiltro, han havde til sine egne evner, var ikke et udslag af vrangforestillinger. Det viste den succesfulde turnaround jo.
Problemet med udøvelse af magt er, at man ikke altid kan vide, om det er det rigtige, man gør, før bagefter. Grænsen mellem storhed og fejlagtig antagelse om egen storhed kan være hårfin. Det bringer os frem til Novo Nordisk Fondens bestyrelsesformand Lars Rebien Sørensen, som i 16 år (!) op gennem 00’erne og 10’erne var administrerende direktør for Novo Nordisk. I begyndelsen var der noget afvæbnende over ham, da han kørte parløb med sin forgænger på posten, førnævnte Øvlisen, som i mellemtiden var blevet Novos bestyrelsesformand.
Ved nærmere eftertanke var det afvæbnende nok bare, at Rebien Sørensen havde overskæg 10 år efter, at det var gået af mode. På sine gamle dage virker han mere overbevist om egne evner end nogensinde tidligere. I de senere år er han gået i brechen for indførelse af atomkraft, og selv om det ærligt talt har lydt som en fiks idé baseret på google-research ved køkkenbordet efter aftensmaden, er der en masse mennesker, typisk mænd i jakkesæt over de 50 og måske med en lille Lars Rebien Sørensen-moustache på overlæben, som lytter til ham, fordi han er ham. Men de lytter også til ham, fordi han som bestyrelsesformand for Novo Nordisk Fonden, der sidder på 77,1 pct. af stemmerne i Novo Nordisk A/S, har helt uhyrligt meget magt og råder over uhyrlige pengesummer.
Da Novo Nordisks administrerende direktør siden 2017, Lars Fruergaard, blev fyret fredag d. 16. maj i år, var det Lars Rebien Sørensens og fondens beslutning, ikke Novo Nordisks egen bestyrelses. Og som Berlingske skriver (betalingsmur) i en gennemgang af sagen i dagens avis: At Lars Rebien Sørensen “nu forsøgte at kravle så tæt på magten i Novo Nordisk som muligt, blev understreget af, at han også med øjeblikkelig virkning indtrådte som såkaldt ‘observatør’ i Novo Nordisks bestyrelse”. Altså en øvelse, der var en crazy desavouering af Novos bestyrelse, og som ifølge Berlingske også betød, at særligt bestyrelsens formand, Helge Lund, fra da af var “dead man walking”.
Tirsdag i denne uge kastede stort set hele Novo Nordisks bestyrelse så håndklædet i ringen. På grund af uenighed med Novo Nordisk Fonden – det vil sige Lars Rebien Sørensen – om, hvordan virksomhedens forestående forandringer skal implementeres. Rebien Sørensen vil nu indsætte sig selv som bestyrelsesformand ved en ekstraordinær generalforsamling d. 14. november. “Planen er, at jeg skal være her så kort tid som muligt. Maksimalt i to til tre år,” siger han i et interview med Politiken.
Avisen har stillet ham det åbenlyse spørgsmål, hvorfor han mener, at han er den rette person til det. Til det svarer han, at han er opmærksom på, at hans alder “kan være et problem”. Men det er åbenbart kun et formelt problem, for samtidig mener han, at han er blevet “en bedre person”, end da han var direktør for medicinalvirksomheden. Og hvad ligger der så i det? Lars Rebien Sørensen har ry for at være temperamentsfuld og træffe hurtige beslutninger.
Én ting er sikker. Vi har ikke brug for enkeltpersoner med så meget magt – ikke her i Danmark. Hvem skal stoppe Lars Rebien Sørensen? /Oliver Stilling