Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Vil man helt ud over scenekanten, må man sommetider sige noget vanvittigt – eller også bare levere det, man siger, på en vanvittig måde. Det er teaterskuespillere dygtigere til end de fleste. De ved ligesom, hvad det kræver, hvis man skal fange en hel sals opmærksomhed alene med sin stemme og gestik.
Spørger man kreativ direktør ved det hæderkronede Royal Shakespeare Company (RSC) Daniel Evans, kunne noget dog tyde på, at det er endnu en ting, skærmene har fucket med. I hvert fald udtaler Evans til The Guardian, at den generation af yngre skuespillere, som under coronapandemien måtte modtage deres dramaundervisning over Zoom, simpelthen ikke har fået udviklet deres stemmemuskulatur tilpas til at indtage en teaterscene og levere teksterne med den vokale spændvidde, eksempelvis Shakespeare kræver. Selve det, at de bare har siddet derhjemme i deres soveværelse og fremført replikker for et webcam, har altså smadret deres muligheder for at spille ordentligt teater.
Men så er det jo godt, at vi har andre, som formår at råbe højt og opmærksomhedskrævende. Endda om de selvsamme skærme, som (åbenbart) har dræbt Shakespeare.
Sådan en type er Rasmus Lund-Nielsen, psykolog, folketingsmedlem for Moderaterne og nyslået forfatter til bogen Tetris-effekten, hvori han advarer om skærmenes ødelæggende effekt på vores hjerner. Egentlig er der ikke noget odiøst i det, frygten er velkendt, bekymringerne for, at vi bevæger os mod et tiltagende analfabetisk og intellektuelt regressivt samfund nogenlunde reelle, i hvert fald hvis man ser på Pisa-tests og OECD-rapporter om folks læse- og regnefærdigheder. Det samme er fortællingerne om, at almindelig omtanke er ved at blive afløst af en kultur fyldt med forargelse og fluff i højhastigheds-horisontale videoformater. Lund-Nielsens forklaringsapparat er også genkendeligt: smartphones er dopaminfyldte forlystelsesparker i lommeformat, hjernen kan ikke tage dens konstante belønninger, vores opmærksomhed bliver totalsmadret, tjek tjek tjek, kedeligt, lad os komme videre i teksten, vi har jo heller ikke hele dagen.
Der, hvor det hele alligevel bliver lidt ekstra teatralsk, er i Rasmus Lund-Nielsens politiske behandling af problemet. Netop den behandling kunne man også tidligere på ugen læse om i et interview i Politiken (betalingsmur), varetaget af en herligt kritisk og uimponeret Susan Knorrenborg, debatredaktør ved avisen. Spørger man folketingsmedlemmet, er det nemlig hele vores velfærdssamfund, som står og falder med vores brug af smartphones. Deres negative hjernepåvirkning vil i værste fald medføre, at ingen længere gider at arbejde, da det simpelthen er for kedeligt. Allerede nu ser Lund-Nielsen i sin psykolog-praksis klienter med ‘kravfobi’, altså “at man vægrer sig ved at skulle lave noget, andre siger, man skal”, og det er jo, må man forstå, en glidebane:
“Jeg har mødt mange i min praksis, som oplever, at det er direkte ubehageligt at arbejde. De kan ikke se anden vej end at trappe ned og lade andre ting fylde i deres liv end arbejdet”.
Tænk sig: Har folk frækheden til at ville andet med deres liv end at arbejde?! Den går ikke på moderatens vagt. Modsvaret må derfor være at “indrette samfundsmodellen, så den tydeligt kobler arbejdsindsats til belønning”, hvilket ifølge Rasmus Lund-Nielsen skal ske ved et sindrigt nyt system, hvor alle, der arbejder – sådan som Politiken opsummerer det – “udstyres med en individuel velfærdskonto, hvor de automatisk via deres skattebetaling løbende sparer op til flere velfærdsydelser såsom mere service og pleje i alderdommen eller ekstra sundhedsydelser.”
Bum, færdig arbejde, scroll videre, der er ikke mere at komme efter. Eller hvad? Susan Knorrenborg køber den i hvert fald ikke helt. For som hun siger:
“Man kunne mistænke dig for at bruge tidens enorme skærmangst som en løftestang for et politisk angreb på velfærdsstaten.”
Hvortil Rasmus Lund-Nielsen (som, må vi hellere lige understrege, er folketingsmedlem for et regeringsparti) replicerer: “Jeg synes egentlig, at min model bevarer det bedste af velfærdsstaten, men sådan, at den bedre kan absorbere de tendenser, vi ser hos befolkningen”.
Kongens beslutning
Her kan vi måske passende introducere lidt spilteori, sådan som det også kommer til udtryk hos Shakespeare.
I stykket Henrik den Femte beslutter den titulære engelske konge i forbindelse med Slaget ved Agincourt at henrette alle tilfangetagne franske soldater i fjendens fulde åsyn, til sine undersåtters store chok. Dramatisk fungerer scenen som et moralsk vendepunkt, men spilteoretisk taler den lige ind i en klassisk problemstilling: Nemlig hvordan der i enhver hær kan være fællesskabstruende dynamikker på spil, som kan foranledige hver enkelt soldat til at forlade rækkerne og søge sin egen frihed.
Problemet kan lidt løst og hurtigt opsummeres sådan her: En soldat på frontlinjen ved, at han står der med livet som indsats. Hvis hans hær vinder, er det næppe på grund af hans individuelle indsats – hæren kan godt vinde uden ham. Og hvis fjenden vinder, er risikoen så meget desto større for at blive dræbt, da frontlinjen i så fald vil falde. Det mest rationelle er derfor at flygte. Såfremt alle soldater begynder at tænke sådan, har man dog balladen. Særligt da situationen er selvforstærkende: Desto flere, der forlader skuden, desto bedre grund er der til at hoppe med, da sandsynligheden for nederlag i så fald stiger. Og omvendt: Hvis troen på sejr er urokkelig, vil hver enkelt soldat også nemmere kunne forsvare, at hans deltagelse faktisk ikke er direkte påkrævet.
Soldaterne ved, at de alle står med samme dilemma, med samme logiske konklusion. Selv hvis hver enkelt er modig, tapper og kampklar, kan kollektivet altså alligevel krakelere, da hver enkelt også ved, at man afhænger af de andre – og at det giver mening for dem at flygte. Derfor har man i militæret historisk straffet desertører benhårdt (og ofte med døden), da man så fjerner flugtens åbenlyse fordele. Faktisk er det også det, som er på spil i Henrik den Femte: Da kongens soldater ser, at fjenden ser, at man henretter alle fanger, indser de, at det samme vil ske for dem, hvis de løber væk og havner i fjendens hænder. Deres eneste logiske mulighed er derfor nu at blive på slagmarken og kæmpe.
Men… Heldigvis er vores velfærdsstat ikke nogen slagmark, ligesom skattebetalere ikke er soldater. For længst er vi nemlig blevet enige om en vigtig taktik, som vender spillet til vores fælles fordel: Tillid.
Det, som Rasmus Lund-Nielsen truer med at ville gøre, er at aflive det eksisterende velfærdssystem af frygt for, at den enkeltes scrolleri på sigt vil ødelægge det for de mange. Altså er debatten om Tetris-effekten blot klassisk frygt for samfundsnasseri på nye digitale flasker; nok et performativt opråb til rækken om, at vi alle pinedød må bøje nakken og blive ved med at arbejde, hvis alting skal hænge sammen. Og det med en spilteoretisk indskrænket forestilling om, at pisk og gulerod er det eneste, den enkelte skatteyder forstår. Men hvis vi alle er dømt til at blive lønslaver, hvad er det så egentlig, vi kæmper for?
Tilliden har selvsagt også en pris: nemlig at man fra politisk side forvalter vores skattekroner ordentligt. Og her må man jo selv vurdere, hvordan SVM-regeringen klarer den sag. Meget selvisk vil vi som umiddelbar reaktion på den nye finanslov – som blev præsenteret torsdag – dog blot pointere, hvor åndeligt fattigt det fremstår, at man end ikke har kunnet afsætte de få mio. kr., det kræver for at holde det digitale opslagsværk Den Danske Ordbog (som vi bruger dagligt) kørende.
Én ting er, at vi alle begraver os i vores smartphones og gradvist eroderer den sociale kontrakt med vores individuelle dopaminhunger. Men hvis vi heller ikke kan blive enige om et fælles sprog, mens vi gør det, bliver nederlaget da for alvor en fait accompli. Altså det, Den Danske Ordbog betegner som en “kendsgerning som man ikke kan ændre på”. /David Dragsted