Køb jer en hund

Lars Løkke er nødt til at indrette en hundekennel i Prins Jørgens Gård, hvor Statsministeriet har adresse. For der er påfaldende mange i den borgerlige blok, der akut trænger til at få sig en ny ven – og ifølge den daværende præsident Harry S. Truman er der så kun en mulighed: ”Hvis man vil have en ven i politik, må man købe en hund.” Magtpolitik er ubarmhjertigt.

Den ublu opportunisme, som Liberal Alliance er gået ind i den nye VLAK-regering med – eller ”modenhed”, som både Berlingske og Politiken kalder viljen til at opgive politiske mærkesager – har også en skyggeside: forbitrelsen. Der er nemlig mange i den borgerlige blok, som nu sidder forsmåede tilbage, altså blandt alle dem, som ikke fik en ministerpost.

Ud fra en konventionel politisk logik kan folketingsmedlemmernes skuffelse også kaldes for umodenhed. Barnagtig selvoptagethed. Alle kan jo ikke blive ministre, og alle i den borgerlige blok ved udmærket, at et valgnederlag truer, hvis Lars Løkke ikke genvinder en vis beslutningskraft. Men undervurdér aldrig politikeres forfængelighed. I hvert fald er der lige nu flere af de detroniserede Venstre-folk – særligt blandt Lars Løkkes hidtil håndgangne mænd – som har svært ved at undertrykke deres nederlagsfølelse.

Mens de nye ministre vokser med situationens alvor, sidder andre opbragte tilbage med en pludselig og desperat erkendelse af, at de næppe får ministerposter, før magten formentlig skifter ved næste folketingsvalg. Og dét kan hurtigt få politiske konsekvenser.

For at kunne bevare regeringsmagten måtte statsminister Lars Løkke Rasmussen ofre flere af sine mest trofaste støtter mod til gengæld at give dels formands-modkandidaten Kristian Jensen og hans loyale folk bedre poster og dels de to andre partier prestigefyldte ministerier. Og i en spændt parlamentarisk situation, hvor VLAK-regeringen mangler 37 mandater for at kunne få flertal, og hvor Dansk Folkeparti med netop 37 mandater derfor kan spille kostbare, skal den blå forsmåelse ikke vokse sig meget større end nu, før blokken bryder sammen.

Uden for kredsen af de 21 ministre er der ikke stor begejstring for det nye regeringshold. I dagens udgave af Weekendavisen udstilles den indre splittelse hos Det Konservative Folkeparti: ”Kritikken forsatte på gruppemødet tirsdag, hvor Naser Khader mindede om, at blå blok kun skal miste et folketingsmedlem, før flertallet er i fare. Han antydede dermed risikoen for en situation, der minder om 2007, da den konservative Pia Christmas Møller blev løsgænger og holdt et for regeringen afgørende mandat,” som det hedder i Arne Hardis og Hans Mortensens artikel.

De fortsætter: ”Partiet Nye Borgerlige har tidligere åbenlyst friet til Rasmus Jarlov. Han har lige så åbenlyst afvist. Imidlertid har Jarlov på de indre konservative linjer ikke lagt skjul på sin skuffelse over både regeringsdannelsen og indholdet af regeringsgrundlaget – ikke mindst de løse formuleringer om forsvarsbudgettet.”

I de seneste årtier har alle valgperioder været præget af opbrud og udbrud af løsgængere. Efter valget i 2011 brød f.eks. Uffe Elbæk ud og stiftede Alternativet, og inden da opstod Liberal Alliance ud af Ny Alliance, som i sig selv var en afskalning fra Det Radikale Venstre. Intet taler for, at opbruds-tendensen ikke skulle fortsætte, særligt ikke i en situation, hvor blot en enkelt udbryder kan få afgørende indflydelse som det 90. mandat.

I kulissen spøger Nye Borgerlige, som faktisk ville kunne være kommet i Folketinget, hvis den konservative Mette Abildgaard var blevet minister – da formanden for Nye Borgerlige Pernille Vermund stillede op som konservativ ved sidste folketingsvalg og blev valgt som 1. suppleant i Nordsjælland. Nu skal Konservative i stedet indsætte tre nye folketingsmedlemmer, Orla Østerby, Brigitte Klintskov Jerkel og Anders Johansson. Dét vil kun skabe yderligere bal i den borgerlige.

Det bliver interessant at se, hvilke hunde folketingsmedlemmer som Naser Khader, Rasmus Jarlov, Henrik Dahl og Jakob Ellemann Jensen har tænkt sig at købe: Bliver det puddelhunde eller kamphunde?