Caitlin Ochs/Reuters/Ritzau Scanpix
For en sjælden gangs skyld kan Mette Frederiksen kaldes pioner – men baglæns. Hun baner vej for et omslag i klimapolitikken, ikke kun i Danmark, men globalt.
En af verdens rigeste mænd følger trop. Microsoft-grundlæggeren Bill Gates har netop skrevet et essay, hvor han slår ind på samme linje. Men der er bestemt ikke tale om progressive tanker. Tværtimod.
Ved sidste spørgetime i Folketinget kom Mette Frederiksen med en kontant melding – med potentelt stor gennemslag for den drejning, som klimapolitikken tager i disse uger:
“Vi skal være meget varsomme med at gøre noget på klimaområdet, der laver yderligere belastninger af almindelige menneskers økonomi.”
Budskabet er enkelt: Lokal købekraft trumfer global opvarmning. Hvis CO2-reduktioner kan mærkes eller koster noget, så skal de helst droppes. Tempoet skal sænkes. Kræfterne skal koncentreres om at sikre øget velstand. Frem for at afbøde klimaforandringerne skal der nu satses på at få råd til at betale for konsekvenserne.
Indrømmet, synspunktet er ikke nyt. Ej heller avantgardistisk. Den overrumplende forskydning handler snarere om afsenderne. Om skiftet. Om rollebyttet. For det vækker opsigt, når magtmennesker og dagsordensættende meningsdannere i erhvervslivet pludselig slår bak. Når dem, der er blevet betragtet som fortalere for klimapolitik, drejer rundt på en tallerken.
Kort før FN-klimatopmødet i Brasilien markerer Mette Frederiksen, at den grønne regulering allerede er gået for vidt. Netop fordi Danmark har været set som et foregangsland, vækker hendes opbremsning genklang.
Ikke mindst på et tidspunkt, hvor simpel snusfornuft kunne tale for det modsatte. Signalet er det stik modsatte af, hvad FN’s generalsekretær, António Guterres, udtalte forleden, da han på ildevarslende vis konstaterede, at Paris-aftalen ikke længere er mulig:
“Sandheden er, at vi ikke har formået at undgå, at temperaturen stiger mere end 1,5 grader i løbet af de næste par år. Og at det at gå over 1,5 grader får ødelæggende konsekvenser,” sagde han til The Guardian: “Lad os erkende, at vi har fejlet.”
Dommedag afblæst
Dramatiske erkendelser kan gå to veje – enten til akut handling eller ganske ofte til resignation. Hvis FN’s generalsekretær troede, at han kunne udløse det første, er han hurtigt blevet klogere. For det er i langt højere grad det andet reaktionsmønster, som vinder gehør.
Hvis det alligevel er alt for sent at holde temperaturstigningerne nede på et håndterligt niveau, og det nu kun er et spørgsmål om, hvor galt det vil gå, kan det for mange fremstå mere rationelt at droppe de store globale planer om CO2-reduktioner, for i stedet at satse på, at man kan få råd til bl.a. at bygge diger og købe flere airconditionanlæg.
Den amerikanske multimilliardær Bill Gates, som hidtil har brugt en betydelig del af sin formue på at ville forebygge globale katastrofer, har fået sine rådgivere til at skrive et essay, hvor han fremfører en række argumenter for reelt at slække på klimapolitikken. Et essay, som vil blive læst alle steder fra Statsministeriet i København til andre regeringskontorer og hovedsæder for de største virksomhedsgiganter.
I essayet ‘Three tough truths about climate’ er Bill Gates afsender på tre grundpointer, som umiddelbart kan minde lidt om Bjørn Lomborgs gamle kronikker, og som i hvert fald vil blive brugt som en mere intellektuel undskyldning for ikke at gøre mere på COP30-topmødet i Brasilien, der åbner i den næstfølgende uge.
Hans første pointe er, at klimaændringer ikke vil udrydde menneskeheden:
“Desværre betyder den dommedagsretorik, der præger meget af klimadebatten, at mange i klimabevægelsen retter blikket for ensidigt mod de kortsigtede mål for CO2-udledning. Det dræner kræfter og ressourcer fra de tiltag, der faktisk kunne gøre mest for at forbedre menneskers levevilkår i en varmere verden.”
Bill Gates anerkender, at klimaændringerne bliver alvorlige, især for fattige lande, men de betyder ikke nødvendigvis menneskehedens undergang.
Som sød musik i ørerne på de tech-giganter, han selv er en del af, fremhæver han i stedet, at højteknologiske landvindninger ude i fremtiden vil gøre det muligt at producere og bevæge sig uden udslip af drivhusgasser, og at det lige nu derfor handler om at investere i avancerede virksomheder, der kan drive nye løsninger frem. Som det tidligere er sket på andre områder.
Egennyttig kyniker
Det handler ikke længere om at undgå katastrofen, men om at få råd til at leve med den.
Den anden pointe fra Bill Gates er mere åbenlyst resignerende, og tager afsæt i, at udledningsreduktioner ikke længere vil være nok til at løse de afledte problemer ved stigende temperaturer.
“Den gennemsnitlige globale temperatur siger intet om, hvordan mennesker faktisk lever. Hvis tørken ødelægger dine afgrøder, har du så stadig råd til at købe mad? Når varmen bliver ubærlig, kan du så søge ly et sted med aircondition?,” spørger han og slår fast:
“Vi bør huske, at klimaforandringer ikke er – og heller ikke fremover bliver – den største trussel mod liv og levebrød for mennesker i verdens fattigste lande.”
De tredje pointe er direkte adresseret til COP30. Bill Gates vil have beslutningstagerne til at droppe den kendte klimabistand. Han opfordrer deltagerne på COP30 til at genoverveje, hvordan klimabistand prioriteres. Midlerne bør ikke længere målrettes politiske mål om udledningstal. Sjovt nok synes Bill Gates, at kunstig intelligens vil give mere smæk for skillingen:
“Jeg vil opfordre alle deltagere på COP30 til at stille sig selv det spørgsmål: Hvordan kan vi være sikre på, at de penge, der bruges på klimabistand, faktisk gør størst mulig forskel for dem, der er mest udsatte? Bliver de midler, der kaldes klimahjælp, overhovedet brugt rigtigt? Efter min mening er svaret klart: Nej.”
Fra selv at have investeret milliarder af dollars i bl.a. sygdomsbekæmpelse og andre ædle filantropiske projekter, er Bill Gates kommet frem til, at han hellere vil tilbage til at lave forretninger for Microsoft – som i dag er en dominerende spiller inden for kunstig intelligens. Og lige præcis denne omvending til egennyttig kyniker er et tegn i tiden.
Bill Gates var længe en af de grønne profeter. Han talte om nuludledning, grøn innovation og menneskehedens moralske pligt til at redde planeten. Men nu fremstår han som noget andet: den omvendte frelste.
I gamle dage brugte man udtrykket ‘omvendt synder’ om et menneske, der havde levet et syndigt eller udsvævende liv, men som siden havde vendt sig til Gud. Det var en stærk figur i både prædikener, folketro og litteratur — billedet på den, der gennem anger og tro fik en ny begyndelse.
I dag kan man tale om den omvendte frelste som det modsatte: den, der mister troen. Som resignerer til mainstream. Det er typer som Mette Frederiksen og Bill Gates. De skal nok blive hyldet – især af dem, der altid har nægtet at tage ansvar for de menneskeskabte klimaødelæggelser. For det er let at blive avantgarde, når man vender om og løber den anden vej. /Lars Trier Mogensen