En revne i muren

Det franske udtryk cordon sanitaire betyder ifølge Danmarks Nationalleksikon “en afspærring, som skal forhindre et onde fra at sprede sig.” Tidligere har det onde været pesten. I 1721 blev der således bygget en cordon sanitaire – eller en pestmur – omkring franske Venaissin for at beskytte mod spredningen af den dødelige sygdom fra Marseille og Provence. Pestmuren var ikke nok til at holde smitten ude, og pesten spredte sig til provinsen.

Nu slår den franske cordon sanitaire revner igen. Og denne gang er ondet den yderste højrefløj.

Torsdag bakkede den franske nationalforsamling for første gang nogensinde op om et forslag fra Marine Le Pens højrenationalistiske parti Rassemblement National. Forslaget, der blev vedtaget, opfordrer til ophævelsen af en aftale mellem Frankrig og Algeriet fra 1968. Den fransk-algeriske aftale, som Le Pens parti vil have afskaffet, blev underskrevet seks år efter Algeriet vandt sin selvstændighed fra Frankrig, og gør det bl.a. nemmere for algeriere at få opholdstilladelse i Frankrig.

Selvom forslaget kun blev stemt igennem med én stemmes forskel – 185 mod 184 stemmer – og er en ikke-bindende resolution, der kræver godkendelse fra præsidenten og premierministeren for at blive til virkelighed, så er torsdagens afstemning en historisk sejr for Le Pen. Og et historisk brud med den uskrevne cordon sanitaire-regel, der hidtil har dikteret, at franske centrumpolitikere ikke vil samarbejde med yderfløjene – særligt ikke det yderste højre.

Pointen med cordon sanitaire-reglen har været ikke at legitimere (højre)ekstreme ideologier og synspunkter ved at nægte dem politisk indflydelse. I bund og grund har signalet været, at en stemme på et yderfløjsparti som Rassemblement National også er en stemme, der aldrig får indflydelse.

Øjensynligt har den manglende indflydelse ikke skræmt vælgerne væk. I stedet har vi set, hvordan yderfløjene er vokset og vokset over store dele af Europa. Samtidig har midterpartierne overtaget mere og mere af den indvandrerfjendske politik og retorik, som tidligere var hele grunden til at holde det yderste højre uden for indflydelse. Muren, der skulle holde et onde fra at sprede sig, synes nu så gennemhullet, at Marine Le Pen alligevel kan kravle igennem den og få vedtaget sine forslag.

Frankrig er ikke det eneste land, der forgæves har forsøgt at holde højrefløjen ude. I Tyskland har man haft die Brandmauer, som skulle holde ekstremister uden for indflydelse og dermed agere som værn mod, at tidligere tiders fejltagelser blev gentaget.

Inden det seneste forbundsdagsvalg i februar åbnede den nu siddende kansler Friedrich Merz imidlertid for samarbejde med det ekstreme højrefløjsparti Alternative für Deutschland (AfD) om en kontroversiel immigrationslov. Den beslutning mødte stor modstand og førte til demonstrationer i de største tyske byer, men åbnede også døren for en legitimering af AfD som en mulig forhandlingspartner på immigrationsområdet i fremtiden.

Heldigvis er Merz muligvis kommet på bedre tanker: “AfD sætter spørgsmålstegn ved de grundlæggende beslutninger, som Forbundsrepublikken Tyskland har truffet siden 1949. [Partiet] sætter spørgsmålstegn ved alle de grundlæggende beslutninger, som vi også har været med til at forme. Og derfor er den hånd, som AfD bliver ved med at række ud, i virkeligheden en hånd, der vil ødelægge os,” udtalte forbundskansleren mandag.

At Merz afviser AfD’s hånd kun ni måneder efter, at han selv rakte ud efter den, kan dog også være et tegn på den tyske leders opportunisme og fortsatte forsøg på at stå imod højrefløjspartiets enorme popularitet.

I Nederlandene forsøgte midterpartiet Volkspartij voor Vrijheid en Democratie (VVD) inden valget i 2023 at åbne døren for et regeringssamarbejde med Geert Wilders’ højrefløjsparti Partij voor de Vrijheid (PVV). Tilnærmelsen kom efter flere års modvilje mod samarbejdet. Og forsøget gav bagslag. Geert Wilders slog døren ind med et brag, og PVV blev med længder det største parti til valget.

Efter under et år som en del af en koalitionsregering, valgte Wilders’ PVV at trække sig efter uenigheder om asyllovgivning. Derfor var man onsdag tilbage ved stemmeurnerne, og her blev valgets store vinder det liberale centrumparti D66 med den 38-årige Rob Jetten i spidsen. Wilders har tidligere udtalt, at han “er dybest set uenig i alt, hvad [Jetten] siger.”

På valgnatten bekræftede Jetten også sig selv og sit parti som et bolværk mod den yderste højrefløj og kaldte resultaterne historiske: “fordi vi ikke kun har vist Nederlandene, men også verden, at det er muligt at slå populistiske og højreekstreme bevægelser.”

Nu starter regeringsforhandlingerne, hvor Rob Jetten skal forsøge at inddæmme det onde, der spredte sig, efter at muren mod højre krakelerede ved seneste valg. Forhåbentligt kan andre europæiske lande lære, at én revne hurtigt kan blive til flere. /Oliver Brinkmann