TITANPOINTE

De kaldte det ‘Project X’. Det var en usædvanlig dristig opgave: at bygge en massiv skyskraber midt i New York, som kan modstå en atombombe. Den skulle ikke have nogen vinduer og bestå af 29 etager inklusive tre kælderniveauer og forsyninger nok til at brødføde 1.500 personer i to uger i tilfælde af en katastrofe.

Men bygningens primære formål skulle ikke være at skærme mennesker fra giftig stråling midt i en atomkrig. Tværtimod skulle den befæstede skyskraber beskytte kraftfulde computere, kabler og omstillingsudstyr. Den skulle huse et af de vigtigste knudepunkter for telekommunikation i USA – verdens største center for omstilling af langdistancetelefonopkald, og det skulle drives af New York Telephone Company, et datterselskab til AT&T.

Bygningen blev tegnet af arkitektbureauet John Carl Warnecke & Associates, hvis store vision var at skabe et nervecenter for kommunikation som ”det 20. århundredes fæstning, hvor spyd og pile er erstattet af protoner og neutroner, en fredelig belejring af hæren af maskiner indenfor”.

Byggeriet blev påbegyndt i 1969, og i 1974 stod skyskraberen færdig. Den står der den dag i dag i hjertet af Lower Manhattan på adressen 33 Thomas Street; et stort gråt tårn af beton og granit, der rejser sig næsten 170 meter op i New Yorks skyline. Det brutalistiske bygningsværk, som ifølge de lokale skattemyndigheder er ejet og anvendt af AT&T, ligner ikke andre bygninger i nabolaget. I modsætning til de mange omkringlæggende boliger og kontorbygninger er det umuligt at få et kig inden for i 33 Thomas Street. I overensstemmelse med arkitektens oprindelige vision er der ingen vinduer, og bygningen er ikke belyst. Om natten bliver den til en gigantisk skygge, som glider ind i mørket, mens dens store, firkantede ventilationskanaler udsender en dæmpet brummen, der ofte overdøves af støjen fra biltrafikken og byens sirener.

For mange newyorkere har 33 Thomas Street – der er kendt som Long Lines Building – været kilde til mystik gennem mange år. Den omtales som en af byens mærkeligste og mest ikoniske skyskrabere, men forsvindende lidt information om bygningens formål er nogensinde kommet ud.

Det er ikke ualmindeligt at holde offentligheden hen i uvidenhed om steder, der indeholder telekommunikationsudstyr med særlig betydning. Men 33 Thomas Street er anderledes: En undersøgelse foretaget af The Intercept viser, at skyskraberen er mere end blot et nervecenter for langdistancetelefonopkald. Den lader også til at være en af NSA’s væsentligste faciliteter på amerikansk jord – en skjult overvågningscentral til aflytning af telefonopkald, fax og internetdata.

Dokumenter, som er videregivet af NSA-whistlebloweren Edward Snowden, angiver ikke direkte 33 Thomas Street som en overvågningsfacilitet. Men sammenholdt med arkitekttegninger, offentlige databaser og interviews med tidligere AT&T-medarbejdere i forbindelse med denne artikel, indeholder dokumenterne overbevisende dokumentation for, at 33 Thomas Street har fungeret som et NSA-overvågningscenter med kodenavnet TITANPOINTE.

Inde i 33 Thomas Street er der ifølge en tidligere AT&T-ingeniør en stor international ‘gateway switch’, som videresender telefonopkald mellem USA og lande over hele verden. En række tophemmelige NSA-notater tyder på, at agenturet har sikret sig adgang til disse opkald fra en facilitet i AT&T-bygningen. Skyskraberen på Manhattan synes at være et knudepunkt i et kontroversielt NSA-overvågningsprogram, der har overvåget FN, Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og mindst 38 lande, herunder tætte amerikanske allierede som Tyskland, Japan og Frankrig.

Det har længe været velkendt, at AT&T har samarbejdet med NSA om overvågning, men få detaljer er kommet frem om den rolle, som specifikke faciliteter har spillet i udførelsen af de tophemmelige programmer. Snowdens dokumenter tilvejebringer nye oplysninger om, hvordan NSA-udstyr er blevet indsat i AT&Ts netværk i New York, og afslører med hidtil usete detaljer de metoder og teknologier, agenturet bruger til at opsnappe kommunikation fra virksomhedens systemer.

”Dette er endnu et bevis på at vores teleudbydere enten frivilligt eller ufrivilligt er blevet et led i statens overvågning,” siger Elizabeth Goitein, direktør i afdelingen for sikkerhed og frihedsrettigheder hos Brennan Center for Justice: ”NSA opererer angiveligt under lovgivning, der sætter det i stand til at overvåge udlændinge, men det faktum, at det er så dybt forankret i vores hjemlige kommunikationsinfrastruktur, bør give folk et vink med en vognstang om, at denne form for overvågning ikke kan afgrænses til ikke-amerikanere.”

NSA har afvist at kommentere denne historie.

Kodenavnet TITANPOINTE indgår flere dusiner gange i NSA-dokumenterne, ofte i klassificerede rapporter om overvågningsoperationer. Agenturet bruger kodenavne for at skjule oplysninger, det finder særligt følsomme – f.eks navne på virksomheder, det samarbejder med, eller specifikke steder, hvor elektronisk spionage udføres. Sådanne detaljer bliver normalt regnet for ”exceptionally controlled information”, en kategori over ”top secret” og dermed uden for klassifikationsniveauet i forhold til de fleste dokumenter, Snowden var i stand til at skaffe.

Interne NSA rejseanvisninger fra april 2011 og februar 2013 afslører dog oplysninger om TITANPOINTE, som hjælper til at etablere en forbindelse med 33 Thomas Street. I dokumentet fra 2011, som er skrevet som en håndbog for NSA-medarbejdere, inden de besøger forskellige faciliteter, beskrives TITANPOINTE som et sted i New York City. Håndbogen fra 2013 fortæller, at en ”partner” kaldet LITHIUM, som er NSAs kodenavn for AT&T, fører opsyn med besøg til TITANPOINTE.

AT&T-bygningen på 33 Thomas Street er nærmest nabo til FBI hovedkontoret i New York, som befinder sig om hjørnet på Federal Plaza. I rejseguiden fra 2011 bliver NSA-medarbejderne, som skal til TITANPOINTE, instrueret i at tage til FBI’s hovedkontor i New York. Den tilføjer, at rejser til stedet bør koordineres med både AT&T (angivet som ”LITHIUM”) og FBI, herunder en ”opsynsførende betjent”.

Under rejser til TITANPOINTE får NSA-medarbejdere besked på at reservere særlige køretøjer gennem FBI, især hvis de transporterer udstyr til stedet. For at skjule deres sande identitet under besøget instrueres medarbejderne i ikke at bære tøj med badges eller emblemer fra NSA.
Ved ankomst til TITANPOINTE, fortæller rejseguiden fra 2011, skal agenturets medarbejdere ringe på en dørklokke, skrive sig i gæstebogen og vente på, at en person kommer dem i møde. The Intercept besøgte 33 Thomas Street og fandt en dørklokke ved bygningens indgang samt en gæstebog i bygningens reception, som er bemandet af vagter 24 timer i døgnet. Der er også parkeringspladser foran skyskraberen, betegnet ”AWM”, en færdselskode for føderale agenturer.

En New York Times-artikel fra 1994 fortalte, at 33 Thomas Street var en del af AT&T ”gigantiske Worldwide Intelligent Network, som i gennemsnit videreleder 175 mio. telefonopkald om dagen”. Thomas Saunders, en tidligere AT&T ingeniør, fortalte The Intercept, at der inde i bygningen befandt sig mindst tre såkaldte ”4ESS”-omstillinger, der bruges til at dirigere opkald på tværs af telefonnet. ”De to første håndterede indenlandsk fjerntrafik, og den sidste var en international gateway,” sagde Saunders, der blev pensioneret i 2004. NSA-dokumenter beskriver TITANPOINTE som indeholdende ”fremmede gateway switches”, og at disse har en ”RIMROCK adgang”. RIMROCK er NSA-kodenavn for 4ESS-omstillinger.

NSA-dokumenterne afslører også, at en af TITANPOINTE’s funktioner er at foretage overvågning som led i et program kaldet SKIDROWE, der fokuserer på at opsnappe satellitkommunikation. Det er en særligt bemærkelsesværdig detalje, fordi der findes en række parabolantenner på taget af 33 Thomas Street. Federal Communications Commissions optegnelser bekræfter, at 33 Thomas Street er det eneste sted i New York City, hvor AT&T har en FCC-licens til satellit/jord-stationer.

Manden bag 33 Thomas Street, John Carl Warnecke, var en af USA’s mest fremtrædende arkitekter mellem 1960’erne og 1980’erne.

Warneckes højt profilerede projekter omfattede tegninger til Flådeakademiet i Maryland, Hart Senatsbygningen i Washington DC, og Hawaii State Capitol. I 1962 gav præsident John F. Kennedys administration Warnecke til opgave at omstrukturere og istandsætte bygninger på Lafayette Square, skråt over for Det Hvide Hus. Efter Kennedy-mordet blev Warnecke bedt om at designe præsidentens evige flamme og gravstedet på Arlington National Cemetery. Han hjalp også Sovjetunionen med opførelsen af et nyt ambassadekompleks i Washington, hvor russerne senere hævdede at have fundet aflytningsudstyr indlejret i væggene.

Men det var ikke kun regeringer, der betroede Warnecke, der døde som 91-årig i 2010, store anlægsprojekter. Han havde også et tæt forhold til teleselskaber, hvilket muligvis skyldtes familiemæssige bånd til industrien. Warneckes svigerfar var direktør i Pacific Bell, et californisk datterselskab til AT&T. I 1960’erne blev Warnecke bedt om at designe en bygning, der skulle huse en Pacific Bell telefoncentral i Oakland. Han modtog efterfølgende en række store opgaver fra AT&T: Udover bygningen på 33 Thomas Street designede han også en telefoncentral i Williamsburg, Brooklyn, og en AT&T facilitet i Bedminster, New Jersey.

Nogle af Warneckes oprindelige arkitektegninger til 33 Thomas Street er mærket ‘Projekt X’. Det blev også indimellem benævnt Broadway Building. Hans optegnelser beskriver bygningen som “en skyskraber beboet af maskiner” og angiver, at den skulle ”designes til at huse og beskytte langdistance-telefoni samt at beskytte driftspersonale i tilfælde af atomare angreb”. (På det tidspunkt, bygningen blev bestilt og bygget, midt under den kolde krig, eksisterede der i USA en ægte frygt for udsigten til sovjetisk atomangreb.)

Det står ikke klart, hvor mange der i dag arbejder på adressen 33 Thomas Street, men Warneckes oprindelige planer erklærede, at bygningen skulle indeholde mad, vand og rekreation til 1.500 personer. Den skulle også rumme knap 950.000 liter brændstof til el-generatorer, som ville gøre det muligt at omdanne bygningen til en ”selvstændig by” i to uger i tilfælde af strømsvigt i en nødssituation. Tegningerne til bygningen viser, at den skulle omfatte tre underjordiske niveauer, herunder et kabelrum, hvor telekabler sandsynligvis skulle passe ind og ud af bygningen under Manhattans travle gader.

Efter 33 Thomas Street var færdig, tiltrak den usædvanlige byggestil en masse opmærksomhed. Dens mørke, lidt dystopiske udseende stod i dramatisk kontrast til andre bygninger i Lower Manhattan. Men den skulle vise sig at blive populær, især blandt arkitekturnørder.

I en artikel fra 1982 roser New York Times’ arkitekturanmelder Paul Goldberger 33 Thomas Street for at være ”en af kvarterets få stykker god, moderne arkitektur” og tilføjer, at den ”blander sig med omgivelserne mere yndefuldt end nogen anden skyskraber i området”.

”Andre telefonbygninger fra den tid, der er tegnet udelukkende til udstyr, ligner forfærdelige kasser,” fortæller Goldberger idag The Intercept. ”Men den bygning er helt sin egen… Der er noget ved dens form. Du ser den, og du ser den på samme tid ikke.”

I 1975, blot et år efter at Warneckes bygning på 33 Thomas Street blev afsluttet, blev NSA viklet ind i en af de største skandaler i de amerikanske efterretningstjenesters historie. Efter afsløringerne af indenlandsk overvågning rettet mod aktivister, der var imod Vietnamkrigen, begyndte et kongresudvalg at undersøge de påståede misbrug.

Undersøgelsen, som havde den demokratiske senator Frank Church i spidsen, offentliggjorde sine resultater i april 1976. Den konkluderede, at amerikanske efterretningstjenester havde ”invaderet privatlivets fred og krænket rettigheden til lovlig forsamling og politiske ytringer”. Det blev senere afsløret, at NSA i denne periode havde udført progammer, der overvågede mistænkte ”indenlandske terrorister og udenlandske radikale”, herunder et væld af fremtrædende amerikanere, inklusive borgerrettighedsforkæmperne Martin Luther King og Whitney Young, bokseren Muhammad Ali, Washington Posts klummeskribent Art Buchwald og journalist Tom Wicker fra New York Times.

Den såkaldte Church-komité anbefalede, at indhentningen af efterretninger skulle underlægges nye og strammere kontrolforanstaltninger. I 1978 godkendte Kongressen Foreign Intelligence Surveillance Act, der pålægger den udøvende magt at søge om kendelser til overvågningsoperationer fra den nydannede domstol.

I denne brydningstid for amerikansk spionage etablerede NSA et nyt overvågningsprogram under kodenavnet BLARNEY, som først blev eksponeret i et Snowden-lækket dias offentliggjort i 2013. Ifølge et tidligere offentliggjort dokument, som The Intercept havde fået af Snowden, blev BLARNEY etableret i begyndelsen af 1970’erne, og i midten af 2013 forblev det et af agenturets væsentligste initiativer.

BLARNEY benytter sig af  ”partnerskaber med virksomheder” for at ”få adgang til og udnytte udenlandske efterretninger indhentet fra globale netværk”, forklarer dokumenterne. Det udfører ”full take”-overvågning – et begreb, der refererer til en bred samling af både indhold og metadata – under seks forskellige kategorier: ikke-spredning (af atomvåben mm, red.), terrorbekæmpelse, diplomati, finansiel, militær og politik.

I juli 2010 havde NSA opnået mindst 40 retskendelser til spionage under BLARNEY-programmet, som gør det muligt for agenturet at overvåge kommunikationer relateret til en række lande, virksomheder og internationale organisationer. Blandt de godkendte mål var Den Internationale Valutafond, Verdensbanken, Bank of Japan, EU, FN og mindst 38 forskellige lande, herunder amerikanske allierede som Italien, Japan, Brasilien, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Mexico og Cypern.

Programmet var NSA’s førende leverandør af dataindsamling under Foreign Intelligence Surveillance Act, afslører en dokumentar fra april 2013, og oplysninger indhentet fra den aflyttede kommunikation var en af de væsentligste bidragsydere til præsidentens daglige efterretnings-briefing.

Væsentlig er det, at TITANPOINTE har spillet en central rolle i driften af BLARNEY. NSA-dokumenter dateret mellem 2012 og 2013 beskriver TITANPOINTE som blandt tre af BLARNEY’s ”centrale faciliteter” og ”BLARNEY’S facilitet i NYC”. Udstyr, der huses inden for TITANPOINTE, har været brugt til at overvåge internationale langdistance-telefonopkald, fax og tale-opkald foretaget over internettet (såkaldt Voice-over-IP) samt videosamtaler og andre former for internet-trafik.

I et tilfælde, der kan have involveret 33 Thomas Street, arbejdede NSA-ingeniører fra BLARNEY-programmet på at aflytte data fra en dataforbindelse fra FN-missionen i New York. Denne spionage resulterede i ”indsamlingen af en emailadresse på FN-generalen, som stod i spidsen for FN-observatørerne i Syrien,” står der i et notat fra april 2012.

Mogens Lykketoft, tidligere formand for FN’s generalforsamling, kritiserede overvågningen: ”Sådanne spionageaktiviteter er aldeles uacceptable tillidsbrud i det internationale samarbejde”, sagde han til The Intercept.

I TITANPOINTE befinder NSA-udstyr sig i et sikret rum, en såkaldt ”Sensitive Compartmented Information Facility”. Tophemmelige diagrammer fra april 2012 viser, at der i det sikrede rum befinder sig ”NSA-styret” udstyr knyttet til ”adgangspartneren” med henvisning til AT&T. De opsamlede internetdata hentet fra AT&T’s ”backbone” bliver derefter behandlet i TITANPOINTE, inden det sendes til opbevaring hos NSA. Aflyttede telefonopkald indsamlet fra ”udenlandske gateway switches” i TITANPOINTE føres gennem partnerens ”call processor”. De bliver derefter videresendt til NSA’s hovedkvarter i Maryland via en grænseflade delt med partneren.

En stor del af overvågningen udført fra TITANPOINTE synes at omfatte aflytning af telefonopkald og anden kommunikation, som bliver sendt på tværs af AT&T’s internationale telefon- og datakabler. Men stedet har andre kapaciteter til rådighed. NSA-dokumenterne viser, at det også er udstyret med kraftige satellitantenner – sandsynligvis dem, der står på taget af 33 Thomas Street – der overvåger oplysninger, sendt gennem luften.

Det såkaldte SKIDROWE-program fokuserer på skjulte opsamling af internetdata, der sendes mellem udenlandske satellitter. Den indhentede data gøres derefter tilgængelige gennem XKEYSCORE, et Google-lignende masseovervågningssystem, som NSA-medarbejdere bruger til at søge i enorme mængder af oplysninger om folks e-mails, chats, Skype-opkald, adgangskoder og internet-historik.

Fletcher Cook, talsmand for AT&T, fortalte The Intercept, at selskabet ikke ”tillader et offentligt organ at forbinde sig direkte til eller på anden måde kontrollere vores netværk for at indhente kundeoplysninger. Derimod svarer vi blot på regeringens anmodninger om oplysninger i henhold til retskendelser eller andre lovpligtige processer og, i sjældne tilfælde, på lovlig og frivillig basis, når en persons liv er i fare, og tid er af afgørende betydning, som for eksempel i forbindelse med kidnapning”.

Cook tilføjede, at NSA-repræsentanter ”ikke har adgang til et sikkert rum eller område i den del af 33 Thomas Street, som er ejet af AT&T”. På gentagne spørgsmål om hvorvidt 33 Thomas Street indeholder udstyr, der anvendes i forbindelse med NSA-overvågning, pegede AT&T’s talsmand på et skøde fra 1983 om en erklæring, der angiver, at Verizons forgænger fastholdt ejerskabet over et område på tre etager og et kælderniveau i bygningen. Lokale skattemyndigheder i New York fortalte, at selskabet har en servitut til denne del af bygningen og betaler skat for brugen, men insisterede på, at AT&T ejer hele bygningen. AT&T’s talsmand afviste at kommentere yderligere.

NSA-dokumenterne viser ikke, at tjenesten kan slutte sig ”direkte til” eller ”på anden måde kontrollere” AT&T’s netværk, men de gør det klart, at agenturet har placeret sit eget udstyr inde i TITANPOINTE for at tappe telefonopkald og internetdata. Det er muligt, at det sikrede rum, hvor udstyret er installeret, er under opsyn af AT&T’s egne ingeniører eller teknikere, der er sikkerhedsgodkendte. Et NSA-dokument dateret marts 2013 foreslår, at det forholder sig sådan, og bemærker, at de ”virksomheds-faciliteter”, agenturet indsamler data fra, ”ofte styres af partneren, som filtrerer oplysninger, inden de sendes til NSA”.

Som i 1983 kan det være, at AT&T ikke er helt alene om 33 Thomas Street. En tekniker, som arbejder i bygningen, og som ikke ønsker at optræde med navn, fordi han ikke må udtale sig, fortalte tidligere på året The Intercept, at en håndfuld Verizon-medarbejdere stadig har til huse i bygningen. Men NSA dokumenterne tyder ikke på, at Verizon er impliceret i overvågningen i TITANPOINTE, men peger udelukkende på AT&T’s del i denne. Verizon afviste at kommentere på denne artikel.

AT&T er langt fra det eneste firma, som har en relation til NSA. Sikkerhedstjenesten har etableret, hvad det selv kalder ”strategiske partnerskaber” med mere end 80 virksomheder. Men nogle selskaber er mere samarbejdsvillige end andre.

Historisk set har AT&T altid haft et nært forhold til regeringen. Et godt eksempel på dette sås i juni 1976, da et underudvalg i Kongressen stævnede AT&T med at krav om, at selskabet skulle udlevere oplysninger om sin påståede rolle i FBI’s ulovlige aflytning af telefonopkald. Præsident Gerald Ford blandede sig personligt i sagen og satte en stopper for stævningen med en udtalelse om, at AT&T ”var og er en agent for USA, som arbejder under kontrakt for de udøvende myndigheder”. Ford sagde, at selskabet befandt sig i en ”unik position”, hvad angik telefon- og andre kommunikationslinjer i USA, og derfor havde det været ”nødvendigt for de udøvende myndigheder at bruge dets hjælp til at skaffe oplysninger af særlig karakter, som er nødvendige i forsvarsmæssig og udenrigspolitisk sammenhæng”.

Oplysningerne, som komitéen forsøgte at få adgang til, måtte ikke deles, hævdede Ford, fordi de kunne afsløre ”ekstremt følsomme informationer om udenlandske efterretningstjenester og kontraspionage”.

Som New York Times og ProPublica rapporterede sidste år, har AT&T i de seneste årtier givet NSA adgang til milliarder af e-mails og udvist, hvad tjenesten kalder en ”ekstrem velvilje”.

Disse afsløringer blev indvarslet i 2006, da Mark Klein, en forhenværende tekniker hos AT&T, hævdede, at selskabet i et af sine kontorer i San Francisco havde et ”sikkert rum” fyldt med overvågningsudstyr, som NSA åbenbart brugte til at holde øje med telefon- og internettrafik.

Kleins påstande var afsæt for et søgsmål anlagt af organisationen Electronic Frontier Foundation på vegne af AT&T’s kunder (Jewel vs. NSA). Den sag er endnu ikke afsluttet.

Pudsigt nok har Klein også arbejdet for AT&T på 33 Thomas Street i New York. Det gjorde han mellem 1981 og 1990. ”Jeg var ikke opmærksom på, at NSA var til stede, da jeg var der, men jeg havde en creepy følelse omkring bygningen, for jeg vidste, at AT&T længe havde haft et tæt samarbejde med Forsvarsministeriet,” siger han til The Intercept.

Da han hører detaljerne omkring NSA’s TITANPOINTE og tilhørsforholdet til 33 Thomas Street, tilføjer han: ”Jeg er ikke overrasket. Det er tydeligvis en kæmpe installation. (…) Hvis man vil overvåge, er det et godt sted at gøre det.”

Ifølge Snowden-dokumenterne har AT&T installeret overvågningsudstyr mindst 59 steder i USA. NSA’s folk kan når som helst arbejde i selskabets bygninger. Klassificerede memoer dateret april 2013 beskriver en til fire dage lange implementeringer af NSA-teknikere i TITANPOINTE og andre bygninger. De fleste AT&T-ansatte kender disse lokaliteter, men ved formentlig ikke, at NSA også er der. NSA’s folk opfordres til at bære tøj, som får dem til ”glide ind i miljøet”. Selv biludlejningsselskabet, som sikkerhedstjenesten bruger til turene til AT&T’s bygninger, får ikke noget at vide. ”Enkelte ansatte er klar over, at der er et FBI-link,” står der i  sikkerhedstjenestens rejseguide, ”men [de] har intet kendskab til NSA’s engagement”.

Skrevet af Henrik Moltke og Ryan Gallagher

Oversat af Henrik Moltke med tilladelse fra The Intercept [her er originalen] Artiklen har tidligere været bragt i The Intercept. Den er resultatet af et samarbejde mellem The Intercept og produktionsselskabet Field of Vision. Henrik Moltke har sammen med Laura Poitras instrueret filmen ‘Project X’, som kan ses lidt højere oppe på siden.

Dokumenter, som er udgivet med denne artikel:

BLARNEY site book
FAIRVIEW site book
FAIRVIEW dataflow charts April 2012
Special Source Operations corporate overview
BLARNEY report April 2013
BLARNEY program overview
SKIDROWE program