Socialdemokratiets Venstre-øjeblik

Jorden skrider under de gamle magtpartier. Kommunalvalget om blot 12 dage tegner til at blive skelsættende for det politiske landskab – og skabe en ny og hurtig foranderlig situation i Danmark, som spejler udviklingen i store dele af Europa.

De to traditionelle borgmesterpartier, Socialdemokratiet og Venstre, frygter selv mødet med vælgerne. Selv om de to partier formentlig fortsat vil sidde på flest af landets gyldne borgmesterkæder, er der tydelige tegn på, at begge er ved at blive skåret markant ned i størrelse.

Værst ser det umiddelbart ud for Socialdemokratiet, som lige nu kan se frem til et ubarmhjertigt møde med vælgerne, hvor partiet hverken vil formå at bryde igennem i mindre stationsbyer i provinsen eller formå at stoppe tilbagegangen i de største byer. Tendensen peger nedad.

For første gang i nyere tid står Socialdemokratiet uden et eneste klart politisk vækstområde – hverken geografisk, demografisk eller idépolitisk.

Ved sidste kommunalvalg i 2021 gik Socialdemokratiet ganske vist tilbage i forhold til tidligere, men fik trods alt 28,4 procent af stemmerne på landsplan, og lå dermed dengang markant over den aktuelle opbakning på godt 21 procent af stemmerne.

Frygten blandt mange socialdemokrater er lige nu, at en voksende modvilje mod statsminister Mette Frederiksen og et fravær af tilstrækkeligt mange lokalt populære borgmesterkandidater vil trække partiet ned på et rekordlavt niveau – og dermed synliggøre, at Socialdemokratiet i Danmark kan være på vej mod den deroute, som søsterpartierne i det meste af Europa har været igennem i årevis.

Forsvarstalerne er allerede ved at blive skrevet, og man kan på forhånd forvente, at Socialdemokratiet vil forsøge at undskylde en tilbagegang med, at de fortsat vil være det største parti med flest byrådsmedlemmer, formentlig også flest borgmesterposter, og at partiet tilmed vil klare sig bedre end i de landspolitiske meningsmålinger.

Men slesk tale, portvin og spin ændrer ikke på grundproblemet: Socialdemokratiet er ved at blive et pensionistparti – ude af trit med både yngre vælgere og den erhvervsaktive midte. Derfor svinder Socialdemokratiets opbakning ind i alle de områder af landet, hvor der er mest fremdrift og økonomisk aktivitet.

For at gøre ondt værre er partiet også udfordret i de mindre provinsbyer – af SF’erne på den ene side og højrefløjspartier som Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne på den anden side.

Fravalg af sosserne

Umiddelbart kunne man godt foranlediges til at tro, at Socialdemokratiets åbenlyse vanskeligheder i København alene skyldtes overborgmesterkandidaten Pernille Rosenkrantz-Theils stridbare personlighed – at det var et rent personspørgsmål.

Men det står faktisk værre til for Socialdemokratiet, for der er snarere tale om et dybere strukturelt problem.

Med sin mislykkede populisme er Pernille Rosenkrantz-Theil lige nu ved at forværre en i forvejen svær situation for Socialdemokratiet, og hun har på undervældende vis formået at skuffe selv de lave forventninger, hun selv forsøgte at sætte ved valgkampens start. Hun har domineret debatten og konstant forsøgt at lancere det ene mere spektakulære forslag efter det andet – uden nogen som helst positiv effekt.

At vælgerne i København ikke kvitterer for opmærksomheden skyldes i høj grad, at de gennemskuer den politik, Mette Frederiksens regering har ført over for hovedstaden.

Helt konsekvent er Danmarks største by blevet nedprioriteret til fordel for en opportunistisk leflen for vælgere i provinsen, og når regeringen f.eks. har lukket uddannelsespladser i København, afvist at ville medfinansiere offentlig infrastruktur på samme måde som i andre dele af landet og udflyttet statslige arbejdspladser, ja, så har vælgerne i hovedstaden udmærket forstået signalet – og de stemmer nu med fødderne, væk fra Socialdemokratiet.

Det ville faktisk være et mysterium, hvis Mette Frederiksens parti havde kunnet opretholde vælgeropbakningen i hovedstaden, når man tænker på, hvor demonstrativt anti-københavnsk en politisk linje der er blevet ført siden 2019. Lige nu straffes Pernille Rosenkrantz-Theil således for at være partiformandens stedfortræder – en partiformand, som hun privat deler sommerhus med.

Alle andre socialdemokrater, der udviste samme loyalitet over for partiledelsen som Pernille Rosenkrantz-Theil gør, ville formentlig have lidt samme skæbne. Og Socialdemokratiets implosion er derfor historien om en ganske forventelig selvdestruktion. Partiet har forladt københavnerne, og nu forlader københavnerne så helt naturligt Socialdemokratiet.

Det endnu dybere problem for Liste A er imidlertid, at vælgerne ikke strømmer tilsvarende til i landområderne, de mindre stationsbyer og forstæderne. Tværtimod er der en hel stribe af ellers populære S-borgmestre, som ikke genopstiller ved kommunalvalget, og det kan føre til betydelige fald i vælgeropbakningen i bastioner som Frederikshavn, Fredericia og Herlev.

Farvel til folkepartier

Kommunalvalget kan blive begyndelsen på enden for de store partiers dominans. Vælgernes voksende troløshed afspejler sig nemlig også i partiernes stadig mere uhellige alliancedannelser. Senest har Venstre f.eks. åbnet for at pege på SF’eren Thomas Medom som mulig ny borgmester i Aarhus – på samme måde som flere borgerlige partier forventer at pege på SF’eren Sisse Marie Welling som ny overborgmester i København.

For ganske få år siden ville det have været utænkeligt, at blå partier gik sammen med venstrefløjen om at konstituere SF’ere som borgmestre i store byer, ligesom det på den anden side ville være blevet stoppet af folk i baglandet og fagbevægelsen, at røde partier skulle gøre sig afhængige af de borgerlige. Men samarbejdsmønstrene er under forvandling.

Paradoksalt nok har dannelsen af SVM-regeringen og bruddet med blokpolitikken på Christiansborg forstærket et opbrud, som snart kan ramme lige præcis Socialdemokratiet og Venstre hårdest. De to partier kan ikke længere forvente at have førstefødselsretten til magten.

Venstre står i nøjagtig samme situation som Socialdemokratiet – bare lidt længere fremme i afskalningsprocessen. Efter at partiets tidligere formand Lars Løkke Rasmussen etablerede Moderaterne, og den tidligere næstformand Inger Støjberg stiftede Danmarksdemokraterne, er flere hundredtusinde vælgere strømmet væk fra Venstre. Og selv om faldet ser ud til at være stoppet nede omkring 10 procent af stemmerne, er der ingen, som forestiller sig, at Venstre nogensinde igen vil komme op på det dobbelte.

Fragmenteringen af Venstre kan ses som en forløber for, hvad Socialdemokratiet står over for. Kommunalvalget kan meget vel blive Socialdemokratiets Venstre-øjeblik.

Selve valgene til byrådene er sjældent højdramatiske, men denne gang kan udfaldet blive historisk – ikke fordi magten i kommunerne nødvendigvis skifter hænder, men fordi vælgerne gør det. Fragmenteringen, som startede i blå blok, er nu nået til Socialdemokratiets inderste kerne. Når støvet har lagt sig, kan Danmark stå med et nyt landskab, hvor ingen partier længere favner rigtigt bredt.

Vælgerflugten betyder mere end tabte borgmesterkæder – den kan komme til at markere, at folkepartiernes tid er forbi. /Lars Trier Mogensen