Vestens ener mod Ruslands elite

På sin 26 års fødselsdag sikrede nordmanden Magnus Carlsen sig natten til torsdag endelig titlen som verdensmester i skak. Det er tredje gang i træk, at Carlsen vinder titlen, men finalen i New York, der varede fra d. 11. til d. 30. november, syntes efter alt at dømme at være den hårdeste af dem alle. På den anden side af brættet mødte Carlsen den russiske pro-Putin udfordrer Sergej Karjakin, der med sin defensive indstilling havde held til at obstruere Carlsens spil til stor frustration for nordmanden.

Eftertiden bliver selvfølgelig den store dommer over denne finale, men her kort efter at støvet har lagt sig, sidder man helt klart tilbage med en fornemmelse af, at der var tale om en moderne klassiker.

For det første var der tale om en finale med de to yngste kombattanter nogensinde. De to super-stormestre er begge karismatiske og kontroversielle skakstjerner i midt-tyverne og personificerer på hver deres måde skakkens mytologi, historie, tradition og fremtid.

Carlsen, fordi han med endnu et hak i VM-bæltet er godt i gang med at sikre sig et væsentligt eftermæle. Han er blevet kaldt skakkens Mozart på grund af sin virtuositet ved brættet, der består af en ekstraordinær forståelse for skakbrikkernes naturlige position. Han er så præcis og metodisk i sin tilgang til de 64 kvadrater, at hans partier kan være æstetisk smukke for de rette øjne.

Karjakin, fordi han som Putin-tilhænger og elev af den gamle, disciplinerede sovjetiske skakskole, var oligarkiets håb om at bevise Moder Ruslands fortsatte intellektuelle overlegenhed. Den politiske og økonomiske opbakning var således enorm til Karjakin, der kunne trække på de bedste russiske spilleres ekspertise og oligarkiets pengekasse.

I overskrifter var det i et eller andet omfang Vestens ener mod Ruslands elite.

Stillingskrig i de første partier

Finalen strakte sig over 12 klassiske partier med en tidskontrol på 100 minutter til hver spiller indtil det 40. træk, hvor spillerne får tildelt mere tid.

De første syv partier af den regulære finale endte i remis, og selv om der var åbninger til begge parter undervejs, så lignede det mest af alt en stillingskrig, hvor spillerne primært tænkte på ikke at blotte sig. Stillingen efter syv partier var således helt lige med 3,5 point til hver.

Det generelle billede var, at Karjakin i det store hele virkede tilfreds med at forsvare positioner, der var i Carlsens favør. Karjakin ledte således ikke efter unødige komplikationer, der kunne skabe ubalance, hvis Carlsen formåede at vriste en fordel ud af åbningen.

På trods af et generelt overtag formåede Carlsen derfor ikke at få en sejr. Han virkede i flere partier langt fra sit topniveau og dominerede slet ikke partierne med sin vanlige metodiske spillestil.

Karjakin overrasker

I ottende parti brød duellen for alvor løs, idet Karjakin med sort formåede at kapitalisere på en forceret og fejlslagen offensiv fra den forsvarende mester. I partiet ofrede Carlsen to bønder for at få et afgørende initiativ, og han var i flere omgange tæt på at bryde Karjakins defensiv.

Offensiven fik dog aldrig afgørende momentum, og det gav bagslag i slutspillet. Her er positionen, hvor Carlsen presser yderligere på og ofrer den anden bonde:

Karjakin styrer sikkert udenom Carlsens taktikker og tvinger langsomt brikker af brættet for at cementere sin fordel på to bønder med 35… Rxd8 36 Nxd8 Nxc5

Carlsen fortsætter ufortrødent sin offensiv og formår på imponerende vis at bringe sig tilbage i partiet på trods af den materielle underlegenhed.

I positionen har Carlsen åbnet op for sorts konge og kan tvinge partiet til en remis ved at gentage positionen med 44 Qg6+ Qg7 45 Qe8+ Qf8 46 Qg6+, etc.

I stedet for den sikre og objektivt fornuftige løsning vælger Carlsen i stedet at presse yderligere på med 44 Qc6. Carlsen undervurderer imidlertid Karjakins fremskredne bonde på a-fløjen, der truer med at forfremme sig.

Variationen, som Carlsen og Karjakin ser ved brættet, er: Hvis Carlsen tager bonden på a2 med 53 Qxa2 vinder sort med 53…Ng4+ 54 Kh3 Qg1 (som truer med mat på …Qh2+). Derfor må Carlsen prøve 55 Qb2+ Kg6, men hvid løber tør for træk, der kan stille sort skak efter 56 Bf3 Nf2+ 57 Qxf2 Qxf2, og sort kan nemt forfremme a-bonden og vinde partiet.

Karjakin 4,5 mod den forsvarende mesters 3,5 point! En højst uventet og dramatisk afslutning på ottende parti.

Magnus Carlsen var så frustreret over udfaldet og sit spil, at han forlod den efterfølgende pressekonference før tid. En lettere bekostelig affære, da det ifølge kontrakten med FIDE (det internationale skakforbund, red.) koster ham ti procent af præmiepengene.

Det niende parti bød på endnu en remis, men denne gang var det Karjakin, der svingede taktstokken. Det absolutte nøglepunkt opstod ved det 39. træk, som Karjakin brugte næsten en halv time på at overveje. Han ofrede sin løber og satte Carlsen under maksimalt pres i de efterfølgende træk.

Carlsen overlevede kun ved at finde en sekvens af absolut nøjagtige træk, der sikrede, at Karjakin ikke fik det afgørende gennembrud. Havde Karjakin bragt sig foran med to point med kun tre partier igen, ville finalen reelt set have været afgjort til russerens fordel.

Carlsen får sin forløsende sejr

Det var en tydeligt lettet Magnus Carlsen, der høfligt og smilende svarede på spørgsmål til pressekonferencen kort efter sin sejr i det tiende parti.

Sejren var hårdt tilkæmpet i et parti, der varede over seks en halv time. Ved det 20. træk havde Karjakin en forholdsvis simpel mulighed for en remis.

Karjakin kan spille 20…Nxf2+, så hvids konge skal rykke ud af skak med 21 Kg2. Dermed kan Karjakin spille 21…Nh4+ og tvinge hvids konge til 22 Kg1.  Sort kan således fremtvinge remis ved at gentage positionen med 22…Nh3+ 23 Kh1 Nf2+, etc.

Karjakin valgte ikke denne mulighed, som ellers ville have bragt ham et parti tættere på den endelige sejr. Hvorfor? Han indrømmede efterfølgende, at han ganske enkelt overså variationen. Han var derfor tydeligt desillusioneret, da Magnus Carlsen og journalisterne på den efterfølgende pressekonference gjorde ham opmærksom på den missede chance for at beholde sin føring.

Carlsen overtog i stedet initiativet og søgte efter en vej ind i sorts position. Det afgørende gennembrud kom efter Carlsens 59. træk.

Carlsen har formået at placere sit tårn på det fremragende felt b6, så det angriber den svage bonde på e6. Hvis hvids springer rykker 59…Ng7 mister sort en bonde ved 60 Rxd4.

Carlsens brikker dominerer brættet. Kongen truer med at angribe sorts tårn på h8, så hvids tårn kan snuppe bonden på h5. Dermed vil det være en formsag for en af hvids bønder på enten g- og h-fløjen at forfremme sig til en dronning.

Positionen er umulig at holde, og på trods af et indædt forsvar må Karjakin resignere. Dødt løb efter ti partier. Carlsen 5 point – Karjakin 5 point.

Sekundernes kamp

Det 11. og 12. parti endte begge i remis og dermed skulle finalen afgøres i en omkamp, hvor tidskontrollen bliver væsentligt reduceret for at fremprovokere flere unøjagtigheder fra spillernes side.

Første tie-break er ifølge reglerne fire partier hurtigskak, hvor tidskontrollen er 25 minutter til hver spiller med 10 sekunder ekstra for hvert træk. Er stillingen stadig uafgjort efter dette, spilles der to partier lynskak, hvor tidskontrollen blot er 5 minutter. I tilfælde af endnu en uafgjort gentages de to partier lynskak op til fire gange. Absolut sidste tie-break er et såkaldt armageddonparti, hvor hvid har 6 minutter mod sorts 4, men kravet er også, at hvid skal vinde. Ender det i remis vinder sort.

Helt så langt kom omkampen imidlertid ikke, fordi den Magnus Carlsen, som nordmændene elsker og forguder, blev mere og mere tydelig, som omkampen skred frem. Han havde de fire hurtigskak-partier i et fuldstændigt jerngreb og spillede flydende og koncentreret. Carlsen var aldrig i alvorlige tidsproblemer, og det var Karjakin, som kom til at svede en del på grund af uret.

Første parti endte i en relativ tilforladelig remis. Karjakin havde fordelen af hvid, men formåede ikke at presse Carlsen i nogen særlig grad.

I andet parti burde og skulle Carlsen have vundet, da han fik tilkæmpet sig en fuldstændig afgørende fordel i partiet. Men Karjakin formåede som så mange gange før i matchen på imponerende vis at få remis ud af en ellers håbløs situation.

Tredje parti blev afgørende, idet Karjakin under tidspres lavede en fatal fejl, der kostede partiet. Dermed skulle Karjakin vinde fjerde parti for at presse finalen ud i yderlige en omkamp, men Carlsen var cool og fik en behagelig åbning.

Carlsens springere og bønder giver et solidt greb om brættets center og dronninge-siden, hvilket giver ham ro til at åbne konge-siden op. Med det simple bondeavancement g3 kan hvid løber aktiveres via h3, så alle hvids brikker er aktive og presser sorts position.

Karjakin kæmper videre, men Carlsen slipper aldrig grebet og slutter VM-finalen i skak 2016 med stil.

Enhver skakspillers drøm. Carlsen får mulighed for at give mat med et dronningeoffer. Hvis sort spiller 50…Kxh6 ender det i skakmat med 51 Rh8; eller hvis sort spiller 50…gxh6 så resulterer 51 Rxf7 i mat.

Tiebreakresultatet af de fire partier hurtigskak blev således 3,5 til Carlsen mod Karjakins halve point, og dermed kunne Carlsen ånde lettet op og fortjent modtage hæder, ære og VM-titlen for tredje gang i træk.

Analyserne er lavet i samarbejde med Daniel King, som også har udarbejdet illustrationerne.