Kan CO2-fangst få EU i mål?

FN’s klimapanel IPCC tror på det. Det samme gør den danske regering. Og EU’s nye klimamål, som den danske klimaminister Lars Aagaard (M) er rejst til COP30 i Brasilien med, afhænger af, at medlemslandene kan suge CO2 ud af atmosfæren og enten lagre den under jorden eller genanvende den til brændstof.

Hvis EU skal reducere udledningen af CO2 med 90 pct. inden 2040, som de europæiske klimaministre natten til onsdag blev enige om, kræver det ikke bare en markant udfasning af olie og gas. Antallet af anlæg, der kan suge CO2 fra atmosfæren, skal mangedobles i et omfang, der koster milliarder af euro. Ifølge Kommissionen skal EU kunne fange og lagre 280 mio. ton CO2 om året i 2040, mens medlemslandene i dag kun fanger omkring 2 mio. ton årligt – og stort set intet lagrer.

Nogle kalder det derfor en hockeystav. Andre en vej mod klimaneutralitet, vi ikke kan komme udenom.

Det Europæiske Råd beskriver dilemmaet i det nye 2040-forslag, der blev forhandlet på plads under dansk formandskab: EU skal “være opmærksom på det realistiske bidrag fra kulstoffjernelse til de samlede emissionsreduktioner, samtidig med at der tages højde for den dermed forbundne usikkerhed.”

Mens CO2 kan fanges direkte fra atmosfæren eller via biomasseanlæg, kan den enten lagres permanent eller genanvendes til eksempelvis såkaldt grønt flybrændstof. Men skal det ske i det tempo, som EU’s 2040-mål forudsætter, kræver det investeringer så dyre, at man i CO2-fangstpioneren Norge i dag betaler det med oliepenge.

Blandt andet af den årsag – de dyre omkostninger – har EU indført en revisionsklausul, så det nye 2040-mål, som formandskabet natten til onsdag nåede at lande sit endelige forslag til inden COP30, kan revideres om fem år, hvis teknologier som CO2-fangst ikke leverer eller udrulles hurtigt nok. Også verdens skove fungerer som kulstofopsamlere, men naturarealerne svinder kun ind.

Realistisk og muligt

Hos den norske tænketank Zero i Oslo, der er positiv over for CO2-fangst, handler usikkerhederne mere om omkostningerne end om teknologien.

Zeros leder Stig Schjølset er derfor bekymret for EU’s revisionsklausul, fordi muligheden for at revidere 2040-målet kan skabe usikkerhed for investorerne.

“Hvis du skal have CO2-fangst i hele Danmark, har du brug for forsikring om, at dine investeringer giver afkast om 10-15-20 år. Så er det rigtig uheldigt, at du har et politisk rammeværk, der kan justeres undervejs,” siger Stig Schjølset.

“Det er lidt som at starte en fodboldkamp, og du ikke ved om spillereglerne ændrer sig i første eller anden halvleg. Når man åbner døren for, at målet kan nedjusteres, vil det have en uheldig påvirkning på mange investeringer i Europa,” fortsætter han og kalder alligevel EU’s 2040-mål “realistisk og muligt at nå”.

“Vi er ganske sikre på, at CO2-fangst kommer til at blive en stor klimaløsning. Spørgsmålet er nu, hvor hurtigt det bliver. Man kommer langt ved at reducere i kraftsektoren, man kommer langt ved at reducere i transportsektoren, men der skal også store reduktioner i industrien. CO2-fangst har høje omkostninger, men håbet er, at de kommer ned, når teknologien bliver mere moden.”

Betalt med oliepenge

Danmark forsøger sig med CO2-fangst fra Amager Bakke til Avedøre. Lande som Polen, Frankrig, Italien og Belgien har større fangstanlæg eller nye på vej. Flere steder har fangstprojekter måttet lukke eller lade sig forsinke, fordi omkostningerne er løbet op.

Det sidste gælder Langskipet-projektet i Norge, hvor CO2 indfanges og renses på en cementfabrik, for derefter at blive fragtet på et skib fra Oslo og sendt gennem en rørledning flere kilometer ned under havet. Norges næste månelanding, kalder regeringen projektet, som Føljeton besøgte i 2022, og som stod klar ved udgangen af årsskiftet efter flere år med ændrede deadlines.

Projektet forvaltes af konsortiet Northern Lights, der har oliegiganterne som TotalEnergies, Shell og Equinor i ryggen – og statsstøtte fra EU, selvom Norge står uden for unionen. At olieindustrien står for projektet har ikke dæmpet kritikken af CO2-fangst fra dens modstandere. Argumentet: Hvis vi stoler blindt på udokumenterede reduktioner i fremtiden, sløver det incitamentet til for alvor at skrue ned, før det er for sent – og særligt når det som her er olieindustrien, der står bag.

“Det er selvfølgelig en mistanke, der kan fremmes. Og det er der mange, der gør. Det er lidt vanskeligt. Vi arbejder kun med industrielle udslip, som ikke har noget alternativ. På sigt er det jo ikke utænkeligt, at nogle vil se på muligheden for at håndtere fossile udslip, men det gør vi ikke i dag,“ sagde Sverre Overå fra Equinor (tidligere Statoil), da vi interviewede Northern Lights på Langskipet.

“Vi har sagt det tydeligt, at vi skal tage et samfundsansvar, når vi er så store og har tjent så mange penge. Vi dækker en niche, som ellers ikke ville være dækket, og vi har den kompetence, der skal til for at kunne gennemføre det. Det ligger der en forpligtelse i.”

Manglende ambition

Forskning viser imidlertid, at CO2-fangstprojekter ud over at blive forsinkede også ofte leverer mindre, end det er målet. The Guardian forklarer det sådan her: “Den maksimale effekt, det kan opnå, er langt mindre end hvad planeten kræver.”

Fabiola de Simone, ekspert i CO2-fangst hos Carbon Market Watch, der kalder sig en vagthundsorganisation for den grønne omstilling, hæfter sig ved, at det i det nye 2040-mål endnu ikke er defineret præcis, hvilke former for CO2-fangst EU vil blåstemple.

“Vi er enige i den sætning, som Rådet har inkluderet, om at det realistiske bidrag fra CO2-optagelser bør præciseres,” siger Fabiola de Simone.

Mens EU’s klimamål åbner for at udlicitere op til fem pct. af udledningerne i klimakreditter, der lader EU betale sig fra klimaansvaret ved at lade andre lande reducere på EU’s vegne, er det også uklart, om og i hvor høj grad CO2-fangst også kan indgå som en del af kreditterne. I dag indgår CO2-fangst og lagring (CCS) i EU’s CO2-kvotesystem, men ikke de såkaldte permanente fjernelser. Først senere bliver det afgjort, om de bliver inkluderet i kvotesystemet.

Carbon Market Watch har tidligere fremhævet, at EU bør sætte separate mål for CO2-fangst: hvor meget af de samlede reduktioner, der skal komme fra henholdsvis permanente fjernelser, genanvendelse af CO2 og gennem skove og natur som naturligt kulstofdræn. “Du kan se separate mål som et incitament til at gøre mere i hver af de tre kategorier,” siger Fabiola de Simone.

“I øjeblikket fører manglen på klarhed om CO2-fangsts rolle til manglende ambition. CO2-fangst skal ikke bruges til at erstatte udledninger, og det bør være meget klart, hvad der er medlemslandenes indsats. Det er ikke blevet præciseret, selvom både parlamentet og EU’s uafhængige klimaråd har anbefalet separate mål, henholdsvis i certificeringsrammen for kulstoffjernelse [CRCF, red.] og EU’s klimalov.”

240 kilometer i timen

Ifølge brancheorganisationen CO2 Value Europe i Bruxelles, der repræsenterer de europæiske fangstvirksomheder, som specifikt arbejder med at genanvende CO2, er det muligt at udrulle CO2-fangst i stor skala uden at legitimere olieindustrien og et fortsat højt fossilt forbrug. Policydirektør Tudy Bernier sammenligner det med en airbag i en bil.

“Det er airbaggen, der beskytter dig mod det sidste stød. Hvis du alligevel fortsætter med at køre 240 kilometer i timen, kunne du have en så stor airbag, du måtte ønske dig, men hvis du ikke sænker farten, virker den ikke,” siger han til Føljeton.

“Hvis du tror, at du bare kan fjerne mere og mere CO2, men ikke reducerer dine udledninger, virker det ikke.”

For CO2 Value Europe er det ikke afgørende, om udledningsmålet hedder 85 eller 90 pct, men definitionerne af CO2-fangst, der betyder noget. Det er endnu usikkert, om CO2-fangst kan bruges som klimakreditter, selvom det dog er forventningen i industrien:

“Revisionsklausulen vil skabe usikkerhed, men usikkerheden er der allerede i den forstand, at kulstoffjernelserne endnu ikke er integreret i kvotesystemet,” siger Tudy Bernier.

“2040-målet er virkelig vigtigt for at give en retning. Men det, der virkelig betyder noget, er, om det efterfølges af konkrete og brugbare lovbestemmelser, der vil levere resultater, give værktøjerne og incitamenterne til at investere og tage sig tid og ressourcer til at gøre de her fremskridt.” /Emma Louise Stenholm