Naturens egen klimaløsning

Skovene lever ikke op til EU’s klimaforpligtelser. Det er den franske præsident Emmanuel Macrons bekymring, der fik hans embedsværk til at presse det danske EU-formandskab til at indføre en nødbremse i EU’s klimamål for 2040: Hvis naturen ikke opfanger kulstof i det forventede omfang, kan EU genbesøge og vælge at mindske sit mål om at reducere CO2-udledningen med 90 pct. til et lavere niveau om fem år.

Reuters beskriver det som “bekymringer om skovenes kapacitet”. Mens det som sådan ikke er skovenes evne til at optage CO2, der ændrer sig, handler det i stedet om et uforventet højt antal skovbrande og tørkeperioder – med den konsekvens, at Europas jord- og skovarealer absorberer mindre CO2, end man har regnet med. Antallet af skovbrande på kontinentet har i år været højere end nogensinde – mere end en million hektar jord er brændt væk – ligesom der fældes mere og mere træ til salg og eksport.

Så i bund og grund skyldes den alarmerende udvikling, at vi selv forværrer klimaforandringerne, og samtidig er ved at udrydde naturen i Europa: En undersøgelse fra The Guardian og Die Zeit viser, at Europa hver dag mister et naturareal, der svarer til 600 fodboldbaner eller hele London til fordel for nye veje, byggeri og golfbaner.

Det tilsammen udgør en overhængende risiko for, at EU ikke kan nå sine klimamål. For det betyder, at der er færre arealer, som naturligt kan optage CO2 fra atmosfæren – som man i EU satser på delvist skal kompensere for den fossile industris forurening. Ikke desto mindre er EU’s klimamål for 2040, som det danske EU-formandskab natten til onsdag i sidste uge forhandlede på plads inden COP30 – afhængig af, at der fjernes væsentlige mængder CO2 fra atmosfæren.

Målet om at reducere EU’s samlede udledninger med 90 pct. inden 2040 baserer sig på forventningen om, at man enten kan lagre kulstof under jorden eller genanvende den til flybrændstof – og at skov- og jordbrugssektoren også bidrager. Som vi beskrev i Føljeton tirsdag, er både CO2-fangst-eksperter og industrien imidlertid bekymrede for, at EU endnu ikke konkret har defineret, hvad det betyder, når man i højere grad skal fjerne CO2 fra atmosfæren – og hvem der skal gøre det.

For taler man om avancerede fangst- og lagringsteknologier som Langskipet i Norge, hvor CO2 skal opbevares i undergrunden? Hvor meget af det skal findes ved at genoprette en stor del af Europas tabte grønne arealer? Og hvem står med ansvaret?

Det er endnu ikke udpenslet i EU’s klimamål.

Da Macron for et par år siden lovede at plante en milliard træer i Frankrig, efterlod han klimaeksperter bekymrede for, om det mest handlede om at tjene penge. Hvis træerne skal optage den forventede CO2, afhænger det blandt andet af, hvilke og hvor mange træsorter der plantes, hvordan de høstes og med hvilket formål. “Træet, der bruges i byggeri, kan for eksempel lagre kulstof i mange år. Men hvis træ brændes for at producere energi, frigives kulstoffet i træet hurtigt tilbage til atmosfæren,” skriver Euractiv.

I det nye klimamål, som Det Europæiske Råd med Danmark i spidsen nåede frem til onsdag – og som Rådet forventes at indlede trilogforhandlinger med Kommissionen og parlamentet om efter torsdagens miniplenar i Bruxelles – er det lykkedes Frankrig at indføre en revisionsklausul, hvor EU-målet kan genvurderes om fem år.

Men det er ikke kun Frankrig, der har stået på bagbenene. Også Sverige, Letland og Finland har ønsket en nødbremse og givet udtryk for, at de ville stå med “alvorlige økonomiske konsekvenser”, hvis de blev tvunget til at hugge mindre træ.

Diskussionen om EU’s 2040-mål hænger også sammen med den såkaldte LULUCF-forordning, der sætter krav til, hvor meget jord- og skovsektoren skal udlede og reducere deres udledninger frem mod 2030. Konkret er skovejere blevet påbudt at sikre, at den CO2, de udleder, modsvares af kulstofoptag. Forordningen, der blev revideret i 2023 og er en del af EU’s Fit for 55-pakke, fastsætter regler for, hvor meget CO2 jord og skove skal optage af CO2 – som jo igen hænger uløseligt sammen med, hvor meget natur vi har. I dag opfanger EU’s skove omkring 10 pct. af den udledte CO2 årligt.

I det Europæiske Råds forslag fremgår det desuden, at den fossile industri ikke vil blive tvunget til at reducere udledningerne hurtigere, hvis skovene ikke fungerer som kulstofdræn i det forventede omfang – eksempelvis hvis antallet af skovbrande slår endnu flere rekorder. “Det kræver sikkerhedsforanstaltninger, at andre sektorer ikke kan dække underskuddene i denne sektor,” siger en embedsmand til Euronews.

FN’s klimapanel IPCC mener, at CO2-fjernelse er afgørende for at holde den globale opvarmning under 2 grader inden 2100 – selvom det “ikke kan erstatte øjeblikkelige og omfattende emissionsreduktioner”. Samtidig påstår også CO2-fangst-industrien, at vi har brug for CO2-fangst, fordi naturgenoprettelse i sig selv langt fra er nok til at få os i mål.

Således indeholder EU’s klimamål et modstridende dilemma: Med den ene hånd kræver det enorme investeringer at satse på teknologier, der kan fjerne CO2 og afbøde konsekvenserne af de klimaforandringer, vi selv er ved at skabe. Mens man med den anden hånd fjerner naturen fra det europæiske landkort – og med investeringer i CO2-fangst risikerer at legitimere troen på en fortsat udledning af olie og gas, fordi teknologien altid kan redde os. /Emma Louise Stenholm