Det sidste tabu i frisindets land

Asgerbo Persson hjælper handicappede med at dyrke sex og onanere. Sådan helt praktisk. Det er ham, der fører mandens pik ind i kvinden. Og ham, der holder vibratoren på klitoris, når kvinden skal onanere. Det er hans arbejde, og sådan har det været, siden han for fem år siden startede et firma, der tilbyder borgere med funktionsnedsættelse hjælp til at udlevede deres seksuelle fantasier. Selvom det er skrevet ind i loven, at handicappede har ret til et seksuelt liv, er det for de fleste handicappede umuligt at få hands-on hjælp til.

Det gik op for Asgerbo Persson, da han mødte en kvinde med sklerose, der ikke havde onaneret eller haft sex i flere år.
»Kvinden havde i fem-seks år drømt om at få en orgasme. Men hendes muskulatur var ødelagt, og hun sad bogstaveligt fast i sin kørestol. Den eneste del af kroppen, hun havde kontrol over, var lillefingeren, men den var svær at nå klitoris med. Og selv om onani og sex var en stor drøm for hende, havde hun ikke turde at spørge nogen om hjælp. Handicapsex er voldsomt tabuiseret, og det er ikke noget, vi som samfund har lyst til at forholde os til. Det er vel det sidste tabu, vi har tilbage. Det fik mig til at starte mit firma. For alle mennesker har ret til et sexliv. Også handicappede.«

Hvordan foregår det, når du hjælper par med at dyrke sex? 

»Vi starter altid med at tale om, hvad de godt kunne tænke sig. Hvilken stemning drømmer de om, og hvilke fantasier drøner rundt i deres hoved? Bagefter er det mig, der sørger for, at de får deres lyster opfyldt.  Det er fysisk hårdt, når jeg hjælper handicappede par med at have sex, så jeg tænker meget over, hvordan jeg passer på min ryg. Selv om jeg ikke er en del af deres sex, så er det jo mig, der hopper frem og tilbage og kaster rundt med dem, fordi de ikke kan selv.«

Er det ikke underligt at være med til? 

»Det er da mærkeligt, at der skal være en med, når de har sex. Men omvendt, så er de her handicappede vant til at leve et liv, hvor der altid er hjælpere med, fordi de ikke kan noget selv. Men det er deres sexleg, som jeg hjælper dem til at udleve. Jeg har en grænse, og det er, at jeg ikke selv deltager. Det er ikke min pik, der pludselig hopper ind, eller mit tøj, der ryger af. Det er dem, der har sex, men det er mig, der holder mandens pik og fører den ind i hans kæreste, og det er mig, der vender deres kroppe om, så de kan komme til at slikke hinanden.«

Hvad med onani, hvordan hjælper du uden selv at blive en del af det?

»Det er klart, at jeg ikke bare drøner ind fra højre med en masse sexlegetøj. Igen starter vi med at tale om, hvad de godt kunne tænkte sig. Nogle gange kan det være en vibrator, der kan sidde i deres underbukser, som jeg sætter på plads. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er det mig, der holder legetøjet, indtil de får udløsning eller orgasme. Det kommer også lidt an på, om vedkommende sidder i sin kørestol eller ligger i sin seng. Det vigtigste er at skabe et rum, som er baseret på mindst mulig indgriben med mest mulig effekt. Derfor skal jeg på en eller anden måde prøve at forsvinde i det rum. Men det er da en spøjs situation, som man ikke lige kan sammenligne med andre situationer.«

Er det slet ikke grænseoverskridende?

»Det kan man da sige. Sex kan være svært nok for os andre, så det er da grænseoverskridende for det handicappede par, at der skal være et menneske med, når de har sex. For os andre er det selvfølgelig ikke noget, man bare lige gør – altså hjælper andre par med at have sex. Jeg er heller ikke en helgen, og jeg har også mine præferencer. Hvis kroppen er meget objektivt frastødende, kan det være svært for mig, at min opgave er at give den krop accept. Det er ikke altid lykkedes for mig. Men i de situationer skal man huske, at det ikke har noget med mennesket at gøre, men kroppen.«

Men har du ikke haft nogle oplevelser, som har overskredet dine grænser?

»En gang har jeg stået i en situation, hvor jeg tænkte ’det her gør jeg aldrig igen’. Jeg skulle hjælpe et par med at have sex, hvor manden ikke var blevet vasket i lang tid. Han havde en form for svamp på kroppen, og det stank så meget, at det var fysisk ubehageligt at være i nærheden af ham. Det var dybt ydmygende. Både for dem og for mig. Og der var det helt umuligt for mig at lave noget, der minder om erotik. Det var fanme ikke i orden, for de havde ventet i tre måneder på at dyrke sex med hinanden – de boede på hver sit bosted, og derfor skulle der søges om kørsel og ekstra hjælpere for, at det kunne lade sig gøre.«

Hvorfor fortsætter du dit arbejde efter sådan en oplevelse?

»Fordi det er ubeskriveligt, hvor voldsomt det kan virke, og hvor meget glæde det kan give. Når en kvinde, der aldrig har fået en orgasme før, pludselig ligger og får multiorgasme – en orgasme som hun er gået glip i 50 år. Eller når en mand, hvis benstumper er så fyldt med skam, at han slet ikke kan forholde sig til at blive rørt, griner, fordi han oplever, at hans krop for første gang er andet end smerte.

Dit arbejde må rejse en del etiske spørgsmål?

»En del af mit arbejde er, at jeg hele tiden skal tage stilling til min egen privatsfære. Men de mennesker, jeg hjælper, sidder i en situation, hvor de alligevel skal have hjælp til alt andet. Samtidig kan du ikke bare forlange, at der skal komme nogen og give dig sex, fordi du er handicappet. Det er ikke en del af den pakke, som velfærdsstaten tilbyder dig. Men ligesom alle andre har mennesker med funktionsnedsættelse brug for sex. Det etiske består i for mig at overveje, hvordan jeg gør det bedst, uden at min seksualitet bliver draget ind i det. Der går min grænse.«

Hvad betyder det for handicappede, hvis de ikke får nogen seksuelle oplevelser?

»Det spørgsmål kan man vende om. For helt banalt, hvad betyder det for dig, hvis du ikke får kærtegn og knus. Hvis der ikke er nogen, der rører ved dig eller klapper dig på skulderen. Tænk lige over det, og så tænk over, at handicappede mennesker ofte kun har prøvet at blive rørt ved, hvis de skal vaskes, flyttes, have mad eller på toilettet. Deres hjælpere rører ved dem hele tiden. Men det er praktiske berøringer.«

Oplever du, at det er et problem helt generelt, at handicappede ikke får hjælp til sex?

»Lovgivningen er med de handicappede. Den anerkender, at de har et seksuelt behov, som de har ret til at få opfyldt. Men det bliver ligesom ved snakken. For i praksis er det meget svært eller ofte helt umuligt for handicappede at få hjælp til at få tilfredsstillet deres seksuelle behov. Og snak giver jo altså ikke den samme fornemmelse som en orgasme. Hvis jeg skal være helt grov, så mangler der virkelig noget fokus på det her problem. Der er omkring 900 bosteder for mennesker med handicap, og de fleste steder gør man ingenting.

Men skal det være statens opgave at sørge for sex til handicappede? 

»Som handicappet kan du søge støtte til et seksuelt hjælpemiddel – for eksempel en dildo. Men du kan ikke søge om støtte til at få en til at hjælpe dig med at bruge den. Og så man må stille spørgsmålet: Hvem skal hjælpe dig? Det er jo ikke sikkert, at plejepersonalet har lyst, og det er ikke noget, man kan kræve af dem. De handicappede får gratis fysioterapi, de får måske en kørestol til 200.000 kroner, så hvorfor skal de ikke også have støtte til at få sex? Hvis man synes, det er et urimeligt spørgsmål, så må bare spørge sig selv: Hvor vigtig er sex for mig? Og så huske på, at det er lige så vigtigt for den handicappede, som det er for en selv.