Reuters skriver, at amerikansk efterretning sidste år opsnappede drøftelser mellem israelske embedsmænd om brugen af civile palæstinensere som ’menneskeskjolde’. Ifølge efterretningen blev civile brugt til at afsøge områder, inden israelske styrker selv rykkede ind. Haaretz har tidligere beskrevet praksissen som en “underhær af palæstinensiske slaver”.
Ifølge to tidligere amerikanske embedsmænd, der citeres af Reuters, blev materialet delt med Det Hvide Hus og analyseret af efterretningstjenesterne i de sidste uger af Bidens embedsperiode. Det udløste interne spørgsmål om metodens omfang og om den skete efter ordrer fra højere niveau.
Reuters har ikke kunnet fastslå, om sagen blev drøftet med Israel. Men IDF siger i en skriftlig udtalelse, at hæren forbyder brugen af civile som menneskelige skjolde, og at militærpolitiet efterforsker mistanke om palæstinensere involveret i militære opgaver.
Trods flere nylige afsløringer om Biden-regeringens kendskab til israelske krigsforbrydelser, fortsatte den amerikanske våben- og efterretningsstøtte til Israel uændret gennem perioden.
The Washington Post skriver imidlertid, at Trump-regeringen aktuelt lægger pres på regeringen i Tel Aviv for at finde en løsning for 150 til 200 Hamas-krigere, der ifølge både amerikanske, israelske og egyptiske kilder sidder fast i tunnelsystemet under Rafah bag israelske linjer efter våbenhvilen.
USA ønsker, at de ikke dræbes, og at deres afvæbning kan bruges som model for ’fase 2’ i Trumps 20-punktsplan for Gaza. Anden fase omhandler bl.a. demilitarisering af Hamas og andre væbnede grupper. Ifølge avisen har mægleren Steve Witkoff beskrevet situationen som en prøve på, om Hamas reelt vil opgive våbnene.
Avisen citerer israelske embedsmænd for, at spørgsmålet er politisk følsomt for Netanyahu, mens hans højrefløjspartnere afviser enhver løsning, hvor de strandede Hamas-krigere kan overgive sig uden risiko for at blive dræbt.
Ifølge artiklen har USA spillet en central rolle i at få regeringen i Tel Aviv til at acceptere våbenhvilen. Men dette pres har dog ikke involveret et stop for den stadige strøm af våbenoverførsler. Wall Street Journal dokumenterer amerikanske våbensalg til Israel for over 32 mia. dollars siden oktober 2023. Disse offentlige skattekroner går navnlig til amerikanske våbenproducenter.
Axios skriver, at regeringen i Tel Aviv desuden arbejder for en 20-årig aftale om amerikansk sikkerhedsbistand. Ifølge både amerikanske og israelske embedsmænd skal aftalen fordoble varigheden af de tidligere 10-årige aftaler og åbne mulighed for, at en del af midlerne bruges på fælles udviklingsprojekter i USA. Kilderne siger, at denne konstruktion er valgt, fordi den kan gavne det amerikanske militær og dermed er tænkt til at appellere til Trumps America First-linje.
Syriens præsident Ahmed al-Sharaa orienterer sig på ny mod USA. I et interview med The Washington Post siger han, at han vil genetablere relationerne med Washington og arbejder for at få ophævet sanktionerne. Han fortæller, at der pågår direkte forhandlinger med Israel, at parterne har gjort fremskridt, men at en aftale forudsætter, at Israel trækker sig tilbage til de linjer, det holdt før 8. december sidste år.
Han omtaler samtidig de gentagne israelske luftangreb, herunder mod regeringsbygninger, som angreb Syrien ikke har besvaret, fordi regeringen prioriterer genopbygning af det borgerkrigsmartrede land. I den forbindelse bemærker al-Sharaa, at Israels udvidede tilstedeværelse i Syrien ikke udspringer af sikkerhedshensyn, men af ambitioner om at udvide Israels grænser: “If they continue on this path, they will reach Munich”.
I Gaza fortsætter nedrivningen af ejendomme og bygninger, selv om våbenhvilen formelt trådte i kraft den 10. oktober. Ifølge BBC Verify er mere end 1.500 bygninger blevet jævnet med jorden siden da. BBC’s analyse viser, at ødelæggelserne skyldes kontrollerede nedrivninger udført af den israelske hær i områder bag den såkaldte ’gule linje’, hvor Israel ifølge aftalen skulle have trukket sig tilbage.
Billeder viser kvarterer i østlige Khan Younis og dele af Rafah, der stod intakte før våbenhvilen, men som nu er ødelagt. Ifølge BBC fortsætter nedrivningerne også i Gaza City, blandt andet i Shejaiya og nær det Indonesiske Hospital. IDF siger til BBC, at nedrivningerne er i overensstemmelse med våbenhvileaftalen, fordi alle tunneler og militære anlæg skal fjernes.
Eksperter er uenige. Ifølge RUSI-forsker H.A. Hellyer er ødelæggelserne i strid med folkeretten, fordi de gennemføres under en våbenhvile og rammer strukturer, der ikke udgør en akut militær trussel. Ifølge Hugh Lovatt fra European Council of Foreign Relations kan praksissen underminere aftalen ved at skabe indtryk af, at regeringen i Tel Aviv forsøger at skabe en mere permanent israelsk tilstedeværelse.
Den humanitære situation er fortsat præget af høje dødstal og store ødelæggelser. Ifølge tal fra Gaza Health Ministry gengivet af BBC er mere end 69.000 palæstinensere blevet dræbt siden oktober 2023. Uafhængige, fagfællebedømte studier vurderer det officielle dødstal som et alvorligt underestimat.
På Vestbredden beskriver Haaretz-journalisten Amira Hass en række administrative og juridiske tiltag, der gradvist begrænser palæstinenseres adgang til land og bevægelsesfrihed. Hun skriver, at den såkaldte Seam Zone, et område på omkring 320 km² mellem separationsmuren og Den Grønne Linje (våbenhvilelinjen fra 1949), er frit tilgængeligt for israelere og turister, mens palæstinensere kun kan få adgang med særlige tilladelser.
Ifølge Hass har mange landmænd fra landsbyer mellem Qalqilya og Ya’bad været afskåret fra deres jord i to år og senest kun fået et par dages adgang til høsten, hvor de fandt marker, frugthaver og olivenlunde ødelagte og forsømte.
Hun beskriver også, at bosættere har opstillet uautoriserede barakker og små indhegninger få meter fra palæstinensiske marker og derefter betegnet høstarbejde i området som en sikkerhedsrisiko. Ifølge hendes kilder bruges den begrundelse til at formene palæstinensiske landmænd adgang.
Samtidig skriver hun, at palæstinensiske aktiviteter i Area C i stigende grad betragtes som ulovlige af israelske myndigheder. Area C er den del af Vestbredden, der under Oslo-aftalerne blev placeret under fuld israelsk civil og militær kontrol, angiveligt midlertidigt. Området udgør omkring 60 pct. af Vestbredden og rummer både de fleste bosættelser og store landdistrikter, hvor palæstinensere kun kan bygge, flytte og dyrke jord med israelske tilladelser. De får stort set aldrig tilladelser.
Hass oplyser, at beboere i tre landsbyer nordvest for Jerusalem – Beit Iksa, Nabi Samwil og Khalaila – nu skal have israelske tilladelser for overhovedet at blive boende i deres egne hjem. Flere hundrede har ikke fået tilladelse, og nogle er blevet informeret om, at de ikke vil få en. Ifølge Hass er der tale om en løbende, bureaukratisk tvangsudsættelse, der i praksis begrænser palæstinenseres mulighed for at blive boende og dyrke deres jord i området.
Næsten et år efter våbenhvilen i Sydlibanon står store dele af området stadig ødelagte og ubeboelige. Det skyldes ikke mangel på maskiner eller finansiering, men at arbejdet bliver slået i stykker, hver gang det begynder. UNIFIL registrerer fortsat israelske operationer i zonen, både i luften og på jorden, og konstaterer, at israelske styrker stadig holder militære poster på libanesisk side af grænsen, selv om aftalen skulle have afsluttet Israels tilstedeværelse.
Forsøg på genopbygning bliver gentagne gange afbrudt af droneangreb, der rammer både huse og det materiel, der skal genoprette veje og bygninger. Entreprenørhold er i flere tilfælde blevet presset væk, før arbejdet overhovedet kunne begynde. En israelsk embedsmand siger, at der ikke er nogen mening i at genopbygge under de nuværende forhold, hvilket i praksis fastholder landsbyerne i stilstand.
Samtidig arbejdes der på en mur, hvis linjeføring endnu ikke er bekræftet. Israel hævder, at konstruktionen ligger på deres side af grænsen, men meldinger peger på, at dele af den løber flere kilometer inde i Libanon, blandt andet ved Aitaroun og Maroun al-Ras. Flere af disse områder omtales nu som israelsk territorium, mens forhandlinger om en egentlig grænseafklaring afvises.
Optrapningen mærkes også i luften. Der flyves øvelsesangreb hen over de samme landsbyer, der skulle have været genopbygget, og FN-styrker registrerer gentagne overflyvninger og bevægelser af israelske kampvogne inde på libanesisk område. Det efterlader et Sydlibanon, hvor våbenhvilen formelt består, men hvor forholdene på jorden ligner en krigszone.
Ifølge Times of Israel blev Israel afhørt i FN’s Torturkomité på baggrund af rapporter fra FN-organer, NGO’er og israelske og palæstinensiske menneskerettighedsgrupper. Rapporterne beskriver slag, elektriske stød, stresspositioner, sult, umenneskelige forhold og seksuelle trusler mod palæstinensiske tilbageholdte siden oktober 2023. Israel afviser anklagerne som desinformation. Komitéen understreger, at overgreb fra én part ikke kan bruges til at legitimere overgreb fra en anden og vil behandle anklager mod palæstinensiske grupper ved et senere møde.
Internationalt breder reaktionerne sig også til kulturlivet. NPR beskriver, hvordan over 1.000 musikere og pladeselskaber deltager i kampagnen No Music for Genocide, hvor kunstnere gør deres musik utilgængelig for lyttere i Israel. Initiativet henviser til FN’s undersøgelseskommission, der betegner Israels handlinger i Gaza som folkedrab. Israel afviser anklagen og kalder boykotten diskriminerende. Flere af de deltagende kunstnere møder modreaktioner, blandt andet aflysninger af koncerter i USA. I NPR fortæller nogle af dem, hvorfor de deltager i boykotten alligevel.
Vi slutter dagens brief med et essay i tyske Der Spiegel. Her retter den israelske instruktør Nadav Lapid et skarpt blik mod den israelske filmbranche og dens reaktion på krigen. Han skriver, at filmskabere og medier mobiliserede massivt efter 7. oktober for at dokumentere angrebene på israelere og sætte fokus på gidslerne, men at der ikke opstod nogen tilsvarende indsats i forhold til ofrene i Gaza. For Lapid er fraværet ikke tilfældigt. Han mener, at israelsk film i årevis har skildret politiske konflikter i afmålte, kunstigt indsnævrede rammer, som fastholder et billede af normalitet og samtidig overser de dele af samfundsudviklingen, der gjorde det to-årige overgreb i Gaza muligt.
Han skriver, at israelsk film sjældent har vist det Israel, der accepterede ødelæggelserne i Gaza, eller det store fravær af protest mod krigen. I stedet har kunstnere og filmskabere, som han formulerer det, været “mere israelske end kunstnere”, og er fulgt med medierne i at undlade at vise, hvad der skete i Gaza gennem to år. I hans analyse blev filmbranchen ikke en modvægt til den politiske udvikling, men en del af den.
Han spørger til sidst, om israelske filmskabere fremover vil kunne fremstille det samfund, der ifølge ham både førte krigen og levede videre ved siden af den. Om filmmediet overhovedet kan bruges til at undersøge den selvforståelse, som kunsten hidtil har undgået at konfrontere.
Det var dagens overblik. Jeg vender tilbage i din indbakke i morgen. Tak fordi du læser med, deler den og holder samtalen i gang, så flere kan få adgang til stoffet. /Poyâ Pâkzâd