Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt har i det meste af sin voksentilværelse været lidt af en joke. Han var en joke, da han som ganske ung højreorienteret stiftede foreningen Kritiske Licensbetalere og sad på sit drengeværelse og gennemså udsendelser fra DR for at identificere venstreorienteret propaganda. I en ‘rapport’ om DR’s dækning i juli 2002 konkluderede foreningen – dvs. Messerschmidt – at DR havde gjort et “klart forsøg på at fremstille det som en naturlig del af hverdagen at bo i et multietnisk samfund”, da TV Avisen i et indslag om butikker viste billeder af “uforholdsmæssigt mange indvandrere”.
Morten Messerschmidt var en joke, da han gik vandkæmmet rundt i en lang voksenfrakke som formand for Dansk Folkepartis ungdomsafdeling og i den egenskab i 2001 var med til at indrykke en annonce i Studiemagasinet med teksten “Masse-voldtægter, Grov vold, Utryghed, Tvangsægteskaber, Kvindeundertrykkelse, Bandekriminalitet. Det er, hvad et multietnisk samfund tilbyder os”. Hvilket Østre Landsret endte med at give ham 14 dages betinget fængsel for efter straffelovens paragraf 266, racismeparagraffen.
Messerschmidt var også en joke, da han under en våd frokost i Grøften i Tivoli i 2007 heilede og sang “Deutschland, Deutschland über alles”. (Han har dog rettens ord for, at det ikke var en hyldest til Hitler eller nazismen.)
Men narren havde gennemslagskraft. Han var kvik og morsom, gift med en 22 år ældre bakkesangerinde, afvæbnende akavet og velsagtens sympatisk og vennesæl på tomandshånd. Så journalister og mediefolk kunne godt lide ham. Man så gennem fingre med hans dokumenterede afstumpede menneskesyn og inviterede ham med som gæst i underholdningsprogrammer på tv og radio og stillede velvilligt mikrofoner til rådighed for ham i alskens hyggelige konstellationer. Her skal man altså forstå, at medierne spiller en vigtig rolle i skabelsen af en figur som Messerschmidt.
Da Morten Messerschmidt blev valgt som formand for stumperne af Dansk Folkeparti i januar 2022, havde han spillet rollen som xenofobisk pauseklovn i to årtier. Jobbet som partiformand kræver noget andet og mere. Ikke nødvendigvis lødighed og redelighed – det så vi jo, at hans forgænger Pia Kjærsgaard klarede sig fint uden – men i hvert fald en sikrere sprogbrug og udvisning af proforma ansvarsbevidsthed.
Fast forward til oktober 2025. Morten Messerschmidt stiller op til et interview i Weekendavisen og taler varmt for det infame højreradikale begreb remigration, som er et nydeligt teknokratisk ord for etnisk udrensning af indvandrere af ikke-europæisk herkomst. “Der er ikke noget alternativ,” siger han. “Uanset om det er hundrede tusinde eller ti tusinde: Folk, der er dømt for kriminalitet, folk, der ikke kan forsørge sig selv og lever af offentlige penge, de skal ikke være her.”
Selv om det muligvis var en kalkuleret kynisk manøvre for at støvsuge vælgere fra den yderste højrefløj og samtidig få statsminister Mette Frederiksens og Socialdemokratiets islamofobi til at ligne hyggeracisme, så gav det bagslag. Mange DF’ere, som stiller op til kommunal- og regionsvalget tirsdag, nærer ikke nødvendigvis et had til indvandrere; de er snarere lidt utrygge ved dem og er bevidste om, at der er stemmer i at puste lidt til frygten for det fremmede.
Så Dansk Folkeparti slår bak og gør det, som politikere gør, når de gerne vil give indtryk af tankevirksomhed: De skriver en kronik i en avis. Kronikken, som er underskrevet hele partiets folketingsgruppe, får overskriften ‘Remigration er ikke deportation’ og bringes torsdag i sidste uge i morgenavisen Jyllands-Posten. Kronikken viser sig imidlertid at være fuld af fejl. Der er direkte citater i den af Pelle Dragsted fra Enhedslisten, Martin Krasnik fra Weekendavisen og ekspolitikeren Søren Pind, men citaterne er fejlagtige. Det er så dumt, at Jyllands-Posten ser sig nødsaget til at ‘afpublicere’ kronikken – altså fjerne den; prøve at lege, at den er gået fra at findes til at være noget nær ikke-eksisterende.
Hvad er Jyllands-Posten for noget? Jyllands-Posten er en avis, der er i frit fald både forretningsmæssigt og moralsk. Den er presset. Der er fyringsrunder. Medarbejderne er utilfredse med chefredaktionen. I sådan et miljø træffes der dårlige beslutninger. Da ingen medier i hvert fald cirka frem til middagstid mandag har kunnet komme igennem til Dansk Folkepartis kommunikationsafdeling, som ellers er kendt for at ringe tilbage inden for 10 minutter, har andre skullet stille op og forklare sig.
P1 Morgen havde tidligt mandag fat i kronikken i Jyllands-Postens – og i debatredaktør Henrik Højgaard Sejerkilde, som har ansvaret for at bringe Dansk Folkepartis fejlbehæftede tekst. Han forsøgte at forsvare sig selv og sit job, så godt han kunne. Han forklarede, at han læser mellem 80 og 100 (eller var det 180-200?) debatindlæg om ugen, og at han i dette specifikke tilfælde havde haft al sin opmærksomhed rettet mod “substansen” i indlægget, som han tilsyneladende syntes var vigtig og interessant. I stedet for bare at indrømme, at han havde sjusket, fordi Jyllands-Posten et stykke hen ad vejen ikke er afvisende over for højreradikalt tankegods, forsøgte han at gøre det til en historie om, at “sandheden er udfordret” i medievirkeligheden anno 2025.
Sejerkilde er fulgt op med en leder om sagen i dagens udgave af Jyllands-Posten: Avisen skulle have aldrig have bragt kronikken, skriver han. “Ikke på grund af budskabet om at ville sende udlændinge ud af Danmark. Men fordi kronikken rummede en tidsindstillet bombe.” Og videre: “Det er pinligt, at toppolitikere lader det ske. Og en løftet pegefinger til medierne om at være på vagt – også over for dem, man burde kunne tiltro redelighed.”
Jyllands-Posten kunne formentlig komme fri af nogle af sine åndelige udfordringer ved at tage et par skridt væk fra det yderste højre, men den tiøre lader ikke til at være faldet. /Oliver Stilling