Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Det fælles sommerhus på Møn får nok ikke noget besøg lige foreløbig. Stemningen må være en anelse anspændt mellem Pernille Rosenkrantz-Theil og Mette Frederiksen efter Socialdemokratiets helt forventede, men ikke desto mindre ydmygende valgnederlag. SF’s Sisse Marie Welling er ny overborgmester i København.
“Vi har skrevet historie på Rådhuset,” lød det onsdag formiddag fra den nuværende sundheds- og omsorgsborgmester, da hun trådte ud af forhandlingslokalet, og SF for første gang i over 100 år tog overborgmesterposten på Københavns Rådhus. Med undtagelse af det ene døgn, den nu pensionerede jurist Hellen Hedemann i 2004 blev hovedstadens første kvindelige overborgmester. Hun fik så heller ikke fik lov at komme på navnevæggen, fordi hun teknisk set kun havde embedet i den korte overgangsperiode mellem de to S-borgmestre Jens Kramer Mikkelsen og Lars Engberg.
SF har således sikret sig ikke kun én, men nu også to overvældende sejre: Først med europaparlamentsvalget sidste år, hvor stemmerne til Kira Marie Peter-Hansen, Villy Søvndal og Rasmus Nordqvist gjorde SF til valgets og landets største parti. Og nu altså også med det historiske magtskifte, der er på vej i København, efter at både SF og Enhedslisten er blevet større end Socialdemokratiet.
Der gik ikke mange timer, før statsminister Mette Frederiksen så skriften på væggen.
“Vi havde regnet med at gå tilbage, men det ser ud til, at tilbagegangen er større, end vi havde regnet med. Vi kommer til at overveje, hvad der ligger bag det her,” sagde hun tirsdag aften under Socialdemokratiets valgfest i København, mens hun her til morgen nægter at konkludere, “at det var forkert at danne en bred regering”.
Det er dog reelt svært at tolke resultatet meget anderledes, når også Venstre og Moderaterne har leveret skuffende resultater: Selvom Venstre har stjålet en række borgmesterposter fra Socialdemokratiet, har de på landsplan tabt stemmer til særligt Danmarksdemokraterne på den yderste højrefløj.
SF og Sisse Marie Welling fik i overborgmesterforhandlingerne støtte fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Venstre, Enhedslisten og Alternativet. Som Berlingske opridser, venter der derfor nu en øget rivalisering mellem Socialdemokratiet og SF frem mod næste folketingsvalg, hvor Socialdemokratiet om muligt skal se endnu længere til højre for at genvinde opbakning fra blå blok.
Selvom Socialdemokratiets katastrofale valgnederlag var spået på forhånd, har de ellers gjort, hvad de kunne for at holde desperat fast på magten. Overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil har afvist at pege på andre overborgmestre end sig selv. Og partiet har i sidste øjeblik forsøgt at oprette en ny erhvervsborgmesterpost, der ifølge Rosenkrantz-Theil på ingen måde handlede om at opfinde en ny forhandlingsbrik for at få et flertal bag sig fra de blå partier, men om at tilgodese de “små forretningsdrivende” og rette op på en “skævhed” i kommunen.
“Mange har kritiseret Socialdemokratiet for at sidde på for stor en del af magten. En af de ting, der skaber en skævhed, er, at der er mange partier, der sidder uden at have en borgmesterpost. Derfor har jeg foreslået, at man udvider med en erhvervsborgmester,” sagde hun, efter selv at have været nede for at afgive sin stemme på Bellahøj Skole.
Vi behøver ikke engang gentage de mange årsager til, at Socialdemokratiet er gået så markant tilbage, som man har kunnet læse rundt omkring i dagens mediebillede. Men ud over en generel træthed af midterregeringen, der også afspejler sig på landsplan, er der mindst én anden skævhed, partiet heller ikke har formået at håndtere lokalt: En ulighed, der de seneste mange år kun er steget på Socialdemokratiets vagt.
Allerede for 10 år siden steg forskellen mellem rig og fattig hurtigere i København end i resten af landet. De rigeste 10 pct. var ifølge kommunens egne tal kun blevet rigere, og den udvikling er stadig ikke vendt. Senest har uligheden fulgt en opadgående kurve, hvor københavnere med de højeste indkomster tjener mere end i resten af landet, mens “københavnerne i den laveste indkomstgruppe har en lavere realindkomst end borgere i den laveste indkomstgruppe i landet som helhed”.
Socialdemokratiet bevarer en række nøgleborgmesterposter i Aarhus, Odense, Aalborg og på Frederiksberg, men ellers ser det sort ud for folketingsvalget. Kommunalvalget har i vid udstrækning givet den vælgerlussing, som alle meningsmålinger havde peget på. Helt forudsigeligt og alligevel slående.
Nu venter den sidste fordeling af fagborgmesterposterne.
Enhedslistens overborgmesterkandidat Line Barfod bliver siddende som teknik- og miljøborgmester, Jakob Næsager fra Konservative som børne- og ungdomsborgmester, Karina Vestergård Madsen (EL) som socialborgmester, mens Christopher Røhl (R) er ny kultur- og fritidsborgmester. Rosenkranz-Theil skal nu vælge mellem posten som sundheds- eller beskæftigelsesborgmester, inden den tilbageværende post ifølge TV 2 fordeles til Jens-Kristian Lütken fra Venstre.
“Drik en øl for mig. Jeg venter med alkoholen til efter konstitueringen i morgen tidlig,” sagde Sisse Marie Welling i går aftes. Den er ganske fortjent. /Emma Louise Stenholm