Kære læser, velkommen til dagens Gâzâ Brîef.
Trods våbenhvilen føles tilstanden stadig som en kampzone for de gazanere, der bor tættest på ’den gule linje’, den interne grænse Israel håndhæver på tværs af den ødelagte stribe. Her fortsætter israelske patruljer med at skyde mod personer, de vurderer som en trussel, og det er blevet et gennemgående træk i de seneste ugers dødsfald.
Gazas sundhedsmyndigheder oplyser, at mere end 260 mennesker er blevet dræbt siden våbenhvilen trådte i kraft i oktober, og flere hundrede er såret.
Hvilke situationer der udløser ild, er uklart. En mand, der ifølge familien var ude for at samle brænde, blev dræbt i det centrale Gaza og efterladt på hospitalets lighus, hvor pårørende fortalte, at han havde opholdt sig langt fra den zone, Israel advarer mod at nærme sig. Samme dag meddelte det israelske militær, at to personer i den sydlige del af enklaven var blevet skudt, fordi de havde krydset linjen. Hæren anførte ikke, at de skulle have været bevæbnede.
Den gule linje fungerer som en usynlig front, uanset våbenhvileaftalen.
På det diplomatiske plan er billedet mindst lige så uklart. FN’s Sikkerhedsråd har, som vi oplyste i går, nu godkendt USA’s ramme for en afslutning på krigen, som blandt andet åbner mulighed for amnesti til Hamas-medlemmer, der nedlægger deres våben, og for sikker udrejse til dem, der ønsker at forlade Gaza. Ordningen siger også, at Hamas ikke får nogen fremtidig rolle i Gazas styre. Men den stiller ikke krav om hverken opløsning eller fordrivelse af bevægelsen.
Alligevel erklærede Benjamin Netanyahu dagen efter afstemningen, at Hamas skal fjernes fra hele regionen. En talsmand præciserede, at regeringen ser det som en betingelse, at Hamas ikke længere kan eksistere i Gaza, selv om USA’s plan taler om demilitarisering og reintegration af medlemmer, der opgiver væbnet kamp. Den spænding afspejler, at de to parter stadig opererer med vidt forskellige forestillinger om, hvad “afslutning på krigen” betyder.
I Kiryat Gat har USA oprettet et civilt-militært kommandocenter. Ifølge diplomater fungerer det som en operationssal for et projekt uden palæstinensisk repræsentation. Centret skal koordinere implementeringen af Donald Trumps 20-punktsplan for Gaza. Her sidder officerer og civile fra en bred kreds af lande i åbne kontorlandskaber, der ifølge The New York Times minder mere om en billig startup end om en organisation, der skal have ansvar for våbenhvile og genopbygning.
Ifølge israelsk presse fik flere af de udsendte ved ankomsten udleveret et introduktionshæfte med titlen “What is Hamas?”.
Centret i Kiryat Gat er opdelt i lag: israelerne i stueetagen, internationale medarbejdere i midten, amerikanerne øverst. Øverst sidder også de personer, der ifølge Ynet udstikker den overordnede kurs: Aryeh Lightstone, tidligere Trump-rådgiver, Steven Fagin fra det amerikanske udenrigsministerium, og general Patrick Frank, som formelt leder operationen. Det er herfra, man forsøger at genskabe en fungerende Gaza-administration, mens FN’s Sikkerhedsråd nu har knyttet arbejdet til en international “Board of Peace”, der i praksis giver USA magten over overgangsfasen.
På centret selv udspiller der sig ifølge The New York Times en hverdag med brainstorms på whiteboards, plancher og “kreative” overskrifter for alt fra vandinfrastruktur til uddannelse. Flere af de tilstedeværende sammenligner tonen med tidligere amerikanske forsøg på at rekonstruere Irak og Afghanistan. En masse velvilligt papirarbejde, men komplet inkompetence og stor vidensmangel om området.
Spørgsmålet om Vestbredden udebliver fuldstændigt fra de igangværende amerikansk-israelske Gaza-planer. Situationen ligner, skriver Haaretz, en videreførelse af den del-og-hersk-model, der i årtier har været omdrejningspunktet for Israels undergravelse af en palæstinensisk stat.
På Vestbredden beskriver israelske sikkerhedskilder en situation, der nærmer sig et sammenbrud. I samtaler med Haaretz fortæller flere, at volden fra bosættere har nået et niveau, hvor militærets autoritet over egne borgere i praksis er eroderet. Kommandører holder sig tilbage med at håndhæve loven, fordi kritik af bosættere øjeblikkeligt fører til personlige angreb fra ministre og parlamentsmedlemmer. Ifølge militærets efterretningstjeneste er bosættervolden nu den værste, de har registreret, og FN’s humanitære kontor noterede sidste måned det højeste antal angreb siden målingerne begyndte i 2006.
I denne atmosfære er forestillingen om, at konflikten på Vestbredden skulle være adskilt fra krigen i Gaza, blevet stadig svagere. Over tusind palæstinensere er ifølge Haaretz og FN dræbt på Vestbredden siden oktober sidste år, enten af israelske styrker eller af bosættere. Militærets egne operationer fylder mere end tidligere. Flere års stigende antal razziaer kulminerede i år, og enkelte kommandører fortæller, at en enkelt voldshændelse begået af bosættere risikerer at udløse et oprør i hele området. En seniorofficer advarer, at et sammenbrud kan trække hele hæren ind i en ny intifada.
Grænsen mellem statens handlinger og bosætternes initiativer er blevet udvisket. En feltkommandør beskriver, hvordan soldater sendes ud for at beskytte eller endda assistere nyopførte bosætterposter, der er opstået uden myndighedernes tilladelse. Kommandøren påpeger, at palæstinensiske olivenlunde ryddes ikke kun af bosættere, men også af uniformerede enheder for at gøre plads til nye “landbrugsfarme”, som i praksis fungerer som udvidelser af bosættelserne. Et stort antal af disse anlæg er koblet på israelsk infrastruktur og sikret med hjælp fra soldater, selv om de er ulovlige.
Den mest aggressive del af bosættermiljøet, den såkaldte ’hilltop-youth’, forsøger nu at flytte deres kampagne ind i formel politik. I de seneste måneder har aktivister fra bevægelsen forberedt en liste, der skal stille op til Likuds centrale partiorgan. Deres mål er at sikre sig en intern magtbase, som kan beskytte de uautoriserede bosættelser mod nedrivning og give politisk støtte til en fortsat udvidelse. Ifølge Ynet omfatter listen personer, der tidligere er blevet mistænkt for ’nationalistisk kriminalitet’, herunder hærværk og vold.
Kritikken fra de mere institutionelle bosætterledere er hård. En central aktør i bevægelsen betegner hilltop-aktivisterne som “anarkister”, der skader statens bosættelsesprojekt ved at angribe palæstinensere og tage land uden hensyn til de politiske konsekvenser.
Samtidig vokser et andet fænomen, der ligger på grænsen mellem organiseret vold og regelrette pogromer. I en række landsbyer omkring Ramallah, Bethlehem, Nablus og Mukhmas har bosættere gennemført organiserede ildspåsættelser, hvor huse, biler, landbrugsbygninger og moskéer sættes i brand.
Ifølge +972 Magazine arbejder grupperne i koordinerede enheder, ofte iført masker, og bevæger sig hurtigt fra mål til mål, mens de råber slagord og spreder graffiti. I Jab’a ved Bethlehem blev otte biler og flere hjem ødelagt på få minutter. En familie fortæller, at gerningsmændene forsøgte at sprøjte en brændbar væske ind gennem et vindue, mens beboerne var hjemme. I et andet hjem blev en 15-årig dreng overhældt med benzin gennem en knust rude, men overlevede, fordi døren blev smækket i øjeblikket før flammerne nåede ind.
I Abu Falah og Khalet al-Sidra har angrebene antaget en systematisk karakter. Landsbyerne ligger tæt på nyopførte udposter, og dermed kun få minutters kørsel væk for bevæbnede bosættergrupper. I flere tilfælde blev familier vækket midt om natten af glas, der knustes, og af røg fra brændende gæsteværelser og køkkener. Nogle steder udviklede brandene sig så hurtigt, at beboerne måtte flygte ud over tagene. En mor pådrog sig et brud i benet under flugten. Lokale brandfolk når ofte frem for sent, fordi de kun kan rykke ind i områderne efter forudgående koordinering med den israelske hær.
I Beit Lid, nær Tulkarem, blev tre brødre slået bevidstløse af en gruppe bosættere, mens soldater ifølge lokale kilder forhindrede andre palæstinensere i at nå frem. En af brødrene blev indlagt med kraniebrud og hjerneblødning. Samme dag blev landsbyens mejerifabrik udsat for hærværk, og dyrefoderlagre brændt.
Angreb på moskeer er også blevet hyppigere. I Deir Istiya blev en lokal moské sat i brand, og en bogsamling ødelagt. Her var brandvæsenet i stand til at begrænse skaderne, fordi stationen ligger i selve byen. Racistisk graffiti på moskéens ydermur pegede ifølge beboerne på hilltop-miljøet, der tidligere er forbundet med lignende angreb i nabobyer.
Langs Israels nordlige grænser fortsætter krigen i Gaza med at kaste lange skygger, men skyggerne falder forskelligt i Libanon og Syrien. I det sydlige Libanon har israelske fly og droner i ugevis slået ned på biler, bygninger og tilfældige mål i landsbyerne, ofte uden forbindelse til konkrete kamphandlinger. Det libanesiske sundhedsministerium rapporterer om døde og sårede i angreb, der rammer alt fra civile til parkeringspladser og til fåreflokke.
Det mest blodige angreb fandt sted i den palæstinensiske flygtningelejr Ain al-Hilweh nær Sidon, hvor et israelsk luftangreb ramte en bil ved en moské og dræbte mindst 13 mennesker. Lejren huser over 100.000 palæstinensere, og beboerne er hverken uvante med bombardementer eller israelske påstande om, at civile områder skjuler militære mål. Denne gang hævdede Israel at have ramt et Hamas-træningsanlæg, men præsenterede ingen dokumentation.
Hamas afviser, at bevægelsen har militære installationer i Libanon. Det store antal døde skyldes ifølge libanesiske embedsmænd, at mange befandt sig i og omkring moskéen, og ikke i den bil, der blev ramt.
Lidt længere mod øst, i Bint Jbeil, blev en kommunal medarbejder dræbt, da hans bil blev angrebet umiddelbart efter et møde med FN-personale. FN-folkene var netop kørt væk, hvilket fjernede enhver tvivl om, hvem angrebet var rettet mod. Det var ét ud af mere end 5.000 dokumenterede israelske brud på våbenhvilen siden november sidste år. I samme døgn ramte en drone en hyrde ved Kfar Shouba og dræbte, ifølge lokale medier, 30 af hans får, mens andre landsbyer slap uden menneskelige tab, men fortsat lever med konstante overflyvninger og risikoen for næste bombning.
Længere mod øst, i Syrien, er logikken bag volden en anden. Israel besatte i december sidste år den demilitariserede zone langs Golanhøjderne i kølvandet på Hayat Tahrir al-Shams magtovertagelse i Damaskus. Siden april har Israel og Syriens nye ledelse forhandlet om at genindføre den våbenhvileordning, som FN har overvåget siden 1974 på Golan-højderne. Men forhandlingerne har nu ramt et absolut stop. Israel nægter at trække sig fra dele af Mount Hermon og andre områder af den demilitariserede zone, selv om områderne tilhører den syriske stat.
I Saudi-Arabien udspiller der sig et større strategisk spil, hvor Washington og Riyadh knytter nye bånd. Under Mohammed bin Salmans nylige besøg i Washington blev kongeriget udnævnt til en “major non-NATO-ally”, en status der giver adgang til hurtigere og mere omfattende våbenkøb. Aftalen omfatter F-35-fly, næsten 300 amerikanske kampvogne og en ny ramme for saudisk “civil atomenergi” med amerikanske leverandører som faste partnere. Saudi-Arabien har sat sig som mål at øge sine investeringer i USA til et niveau, der ifølge Times of Israel nærmer sig 1.000 milliarder dollars.
Mohammed bin Salman siger, at Saudi-Arabien ønsker at tilslutte sig normaliseringsaftalerne med Israel, men at dette kræver en “klar vej” til en palæstinensisk stat. Israels regering har afvist enhver sådan kobling. Alligevel fortsætter Washington aftalerne med Saudi-Arabien uden at stille ekstra krav.
Vi slutter dagens brief med en analyse af Palæstina-kommentatoren Greg Shupak. Han peger på, at den amerikanske opbakning til Israels krig er faldet markant på få måneder. Nye målinger fra Gallup og Pew viser, at især unge amerikanere tager afstand fra både den militære strategi og den politiske linje. Det er et stemningsskifte, der i størrelse kan sammenlignes med tiden under Irak-krigen, men nu uden de gamle ideologiske fronter. Et flertal mener, at USA giver Israel for meget militær støtte, og blandt de yngste vælgere er opbakningen til Israels handlinger i Gaza på et historisk lavpunkt.
Ifølge Shupak forsøger flere toneangivende politikere og erhvervsfolk at forklare stemningsskiftet med TikTok. I deres udlægning skyldes den faldende støtte til Israel, at unge får adgang til billeder og historier, som de store tv-stationer ikke viser. Forklaringen retter sig altså mod selve platformen og ikke mod den virkelighed, den formidler. Og mens den forklaring gentages, vokser et politisk pres for at sikre amerikansk kontrol over de medier, hvor kritikken af krigen fylder mest.
Shupak beskriver, hvordan Trumps nye dekret tvinger TikTok over på amerikanske hænder for at undgå at blive smidt ud af det amerikanske marked. Kravet viderefører Bidens linje og har bred opbakning i Kongressen. En investorkreds med softwarevirksomheden Oracle i spidsen overtager nu ansvaret for platformen, blandt andet for opbevaring af brugerdata og for kontrol over algoritmen. Oracles stifter, Larry Ellison, er blandt de største private støtter af Israels militær og taler om en personlig og ‘dyb’ tilknytning til landet.
Samme bevægelse gentager sig i de traditionelle medier. Ellison-familiens selskab Skydance har overtaget Paramount og dermed nyhedsmediet CBS og har ifølge rapporterne nu også rettet blikket mod Warner Bros Discovery, som ejer CNN og HBO. CBS har udnævnt Bari Weiss til nyhedschef, en profil kendt for aktiv modstand mod palæstinensisk rettighedsaktivisme.
Gregory Shupak peger på en enkel pointe. USA’s magthavere ved, at de ikke kan vinde den offentlige debat om Gaza blandt mennesker, der selv har set billederne, læst rapporterne og fulgt de palæstinensiske journalister, som dagligt dokumenterer ruiner, begravelser og sult. Netop derfor forsøger amerikanske milliardærer og politiske netværk at få kontrol over de medier og platforme, hvor opfattelsen af krigen formes.
De seneste to års erfaringer kan ikke rulles tilbage. De studentergrupper, der blev mødt med udvisninger, anholdelser og bevæbnede vagter, har opbygget nye aktivistiske færdigheder, bevægelser og relationer. De står nu med et erfaringsniveau, der rækker ud over den enkelte protest.
Selv hvis demonstrationerne bliver færre, forsvinder forbindelserne ikke. Der er etableret netværk, som lever videre, uanset om gaderne fyldes eller ej. Mediekoncernerne kan forsøge at filtrere indhold, justere algoritmer og lukke ned for kritik. Men de kan ikke slette det, mennesker allerede har set.
For mange amerikanere, og velsagtens også danskere, er den nye tavshed omkring Gaza blevet en oplysning i sig selv.
Det var alt for Dagens Gâzâ Brîef. Tak fordi du læser med og holder nyhedsbrevet i gang. Jeg vender tilbage i morgen. /Poyâ Pâkzâd